KOMMENTAR. »Du må gerne hade den nye “Wuthering Heights”. Når du har set den«.
Det skrev jeg i en artikel til forsvar for Emerald Fennell, forsvarende verdensmester i zeitgeisty-filmhype, efter den første trailer til hendes Brontë -remake havde vendt internettet på den anden ende og kåret hende og hendes stjernebesatte Charli XCX-soundtrackede film til en brainrotopvisning på dubaichokoladematcha-labubu-dilleskalaen.
Nu er det et par uger siden, filmen fik premiere efter godt et års prehypehate.
Mange har set den. Der er solgt billetter for over 158 millioner dollars på verdensplan. Der er også blevet skrevet omkring 158 millioner artikler om filmen. Primært af folk, der hader den om muligt endnu mere, efter de har set den.
Jeg havde bare sådan håbet, at jeg ikke ville være én af dem. Men selvom jeg har set filmen to gange, er det, som om den ikke rigtig vil dæmre – hverken som »the greatest love story of all time«, som den raserivækkende tagline lover, eller som så provokerende, som mange andre finder det.
I min optik er “Wuthering Heights” først og fremmest bare mislykket på flere afgørende måder.
Eller hvis man nu skal lege med på den ironiske citationstankegang, der præger selve filmens titel, får du her en liste over fem ting, jeg synes var “virkelig gode”.
1. De kujonagtige anførselstegn
Den første teaser til “Wuthering Heights” var klippet til tonerne af Charli XCX’s ‘Everything is Romantic’, hvor linjen »fall in love again and again« kørte i et monotont loop, mens de mange anakronismer og ‘Borte med blæsten’-æstetikken gav en lille smule indtryk af, at Emerald Fennells “Wuthering Heights”-fortolkning måske var båret af et vildere twist.
Jeg forestillede mig for eksempel en næsten lidt sci-fi-agtig vision, hvor de håbløse elskende blev trukket tilbage til hinanden på tværs af tidsaldre eller liv eller død: genopførte andre kendte kærlighedshistorier lidt ligesom multiverserne i ‘Everything Everywhere All At Once’.
Op til premieren var der også rygter om, at filmens helt alternative take i virkeligheden var, at Margot Robbie spillede en kvinde, der, mens hun læste Emily Brontës bog, forestillede sig selv i historien.
Selvom ingen af de to versioner formentlig havde været bedre, er problemets kerne, at mange nærmest tog det for givet, at “Wuthering Heights” ville være båret af fantasi ud over det sædvanlige.
Og selvom Fennells version godt nok afviger heftigt fra forlægget på mange punkter, er den i virkeligheden ikke vildt anderledes, når det kommer til stykket. Det er langt fra den første ‘Wuthering Heights’-filmatisering, der dyrker romancen og forsimpler alle de andre elementer. Hvilket får anførselstegnene til i sidste ende at virke rimelig opreklamerede.
I stedet bliver alt i “Wuthering Heights” faktisk skåret ret meget ud i pap.
Hun udnævner for eksempel åbenlyst Nelly til den ultimative skurk allerede da Isabella Linton i starten genfortæller plottet til ‘Romeo og Julie’, mens hun forbander Shakespeare-stykkets åndssvage amme, der fucker alting kommunikation op.
Og hvis man ikke fatter det i første omgang, siger Nelly det jo også lige selv til sidst.
Der er også det underbrugte voodo-dukkehus, “synder”-figurerne fra henrettelsesmarkedet og den fordrukne far i sin tegneseriebunke af glasflasker. Isabella forvandlet til hund og dominanssexens brug af et reelt hestebid. Hvilket altsammen ophober sig til pyntesyg overforklaring i stedet for gotisk mystik.
Så kunne de da i det mindste have disket op med nogle spøgelser i stedet for!
2. Fejlcastede stjerner
Der er mange gode ting at sige om Margot Robbie og hendes dramatiske egenskaber. Hun har overbevist som brovtende skøjteløber, New Jersey-bimbo og Barbie i egen høje plastikdukke.
Men jeg køber hende simpelthen ikke som den unge, vindblæste Cathy, der som fuldvoksen (for gammel) kvinde skal forestille at være helt på røven over, at sex findes?
Der er simpelthen noget kikset udklædningsfest over hendes korsetløb rundt på heden, der virker malplaceret komisk sammenlignet med sin højtidelige modpart i Jacob Elordis Heathcliff.
Og selvom man kan fortabe sig i den tårnhøje australiers generelle rizz og overbevisende måde at placere sine arme dominerende henover et bord på, emmer begge castingvalg af glamour og pr-venlighed over egentlig evne og kant.
Begge skuespillere ender som forvirrende kransekagefigurer på “Wuthering Heights”s kage af tonal ubeslutsomhed, som ikke helt kan finde ud af, om den vil have revisionistisk glimt i øjet eller være en basic kærlighedshistorie, men håber, at enorme marcipanblomster og glasur kan distrahere fra det underbagte indhold.
Selvom det er med god grund, at Robbie og Elordi er nogle af tidens mest populære skuespillere, er de omvandrende billetsælgende overflader i “Wuthering Heights”. Begge er lige så fejlcastede som Elordis nordengelske dialekt.
3. She’s (not) a super freak!
Emerald Fennell har med alt fra posthume voldtægtsanholdelser og spermfyldte badekar i ‘Promising Young Woman’ og ‘Saltburn’ opbygget et ry som en »very kinky girl« – en såkaldt »super freak«, som man forventer leverer noget … super freaky.
I “Wuthering Heights” kommer vi dog aldrig derhen, hvor man må korsfæste sig selv, hvis man har taget en ældre slægtning med på slæb. Praktisk for moralen, men også virkelig kedeligt.
Elordis lange lemmer krummer sig sammen til lidt cunnilingus under Margot Robbies kjole, og der bliver bollet fuldt påklædt i en hestevogn, som var det ‘Bridgerton’ på en dårlig dag.
Så er der selvfølgelig også det famøse ‘fingerslik efter onani på sten’ og de frække tyende i laden. Men det hele har mest karakter af de sexhistorier i Vi Unge, man godt vidste var sendt ind af 11-årige, der aldrig havde været i nærheden af noget coitalt.
Ironisk nok har Emerald Fennell allerede fortolket en af de mest berygtede scener fra Emily Brontë i ‘Saltburn’, hvor den sorgramte Barry Keoghan stikker pikken ned i gravmulden med inspiration fra Heathcliffs mulige omgang med Cathys jordiske rester i bogen.
Det var der også nogle, der syntes var latterligt. Men i det mindste var det vildt. “Wuthering Heights” bliver aldrig rigtig mere end “vovet”.
4. Den løgnagtige pigedrøm
Emerald Fennell har forklaret gentagne gange, at hun havde for stor ærefrygt til ikke at sætte anførselstegn rundt om titlen, fordi man ikke kan »filmatisere en bog, der er så kompakt, kompleks og svær«.
Men efter at have set resultatet står jeg i virkeligheden mere tilbage med en tvivl om, hvor oprigtigt hun egentlig nogensinde har villet filmatisere ‘Wuthering Heights’?
For i modsætning til Fennells andre film mangler den glimt i øjet, og det samme gør hendes upassionerede interviewforklaringer om, hvordan hun læste bogen som ung teenager og nu har filmatiseret den bog, hun fejlagtigt har husket den som.
‘Wuthering Heights’ er filmatiseret et utal af gange og derfor en titel, der kommer med genkendelse og publikum på en meget bredere skala end hendes tidligere film. Filmatiseringen er hendes mest populære titel til dato, der har indtjent mere end tre gange så meget som hendes to tidligere film til sammen. Som billetsalget allerede nu indikerer, er det trods de mange negative anmeldelser en banebrydende titel i hendes karriere.
Det ville have været en kedelig historie at præsentere i interviews, at Fennell formentlig er blevet tilbudt et lukrativt projekt baseret på en velkendt titel – et stykke såkaldt intellectual property. Men det havde muligvis været mere sandt.
Og ved at køre det i stilling som ‘den ultimative kærlighedshistorie’ tapper hun ind i en af tidens mest lukrative tendenser blandt et kvindeligt publikum: softpornromance og korsetter.
5. Intet betyder noget – heller ikke slutningen
Det er en gammel sang om filmatiseringerne af ‘Wuthering Heights’, at ingen rigtigt orker alt det ved bogen, som er tæt på umuligt at fatte, hvis man ikke har læst den – og kun moderat mindre indviklet, hvis man faktisk har.
I bogen dør Cathy væsentligt tidligere, men når at føde en levende datter, der bliver døbt Catherine, som senere ender i Heathcliffs varetægt som del af hans ondskabsfulde og meningsløse hævn, der er både økonomisk og djævelsk motiveret.
I den aktuelle “Wuthering Heights” bliver Edgar Linton og Catherines datter aldrig født, og historien slutter med fortrydelsesfulde Heathcliff sørgende over Cathys iglebefængte post-abort-død i hendes nu ligblege hudrum.
Ligesom mange andre prominente filmatiseringer, der springer deres efterkommere over.
Men fravalget af del to er også akkurat det, der gør, at Fennells film gentager fordums fejl og frarøver “Wuthering Heights” muligheden for at have et dybere budskab. Om at både Cathy og Heathcliffs gerninger får konsekvenser for andre end dem selv.
Og »it’s all about love«-tilgangen er muligvis det mest skuffende valg fra en instruktør, der trods alt kom frem med feministisk pondus i revenge-genrefornyelsen ‘Promising Young Woman’ og efterfølgende bedrev sort klassekritik i ‘Saltburn’.
Det føles ikke, som om “Wuthering Heights” handler om andet end to attraktive mennesker, der ikke kan få hinanden. Fint nok, men noget mere generisk end bogens egentlige historie om fremmedgørelse, vold, klasseskel og social arv via begærssyge mennesker og spøgelser, der torturerer, hjemsøger og måske knepper hinandens lig på tværs af evigheden.
Her betyder intet rigtig noget – heller ikke slutningen.
“Wuthering Heights” kan ses i biografen.