’DTF St. Louis’: HBO’s nye serie med Jason Bateman er vanvittig – nyd det!
SERIE. Hvis man skal sætte et enkelt deskriptivt ord på den nye HBO-serie med Jason Bateman, David Harbour og Linda Cardellini, vil det nok være: uncanny.
Serien er skabt af Steve Conrad, der blandt andet er kendt for ’The Weather Man’ med Nicolas Cage og ’The Secret Life of Walter Mitty’ med Ben Stiller, to film, der i høj grad sender varsler om, hvad det er for en højnet virkelighed, der er i vente med ’DTF’.
Hele serien er svøbt ind i et filter af ren og skær mærkelighed, som bringer lowkey mindelser om en Lynch-esque verden og ageren. Alting er bare lidt off, lidt skævt, lidt uigenkendeligt.
Det var jeg personligt ikke forberedt på, hvorfor det tog mig alt for lang tid at kalibrere mine forventninger og akklimatisere til seriens vibe. Men langsomt begyndte det heldigvis at klikke, og selvom jeg på baggrund af de fire afsnit, anmelderne fik adgang til, ikke er parat til at give den fuld plade, er det med det aber dabei, at den godt kan snige sig derop, hvis den fortsætter samme tigerspring i kvalitet de sidste tre afsnit.
Den bliver, i mine øjne, markant bedre fra episode til episode.
’DTF St. Louis’ er i al sin enkelthed en fortælling, der handler om det overvældende i det undervældende. Mord og utugt danner et mørkkomisk bagtæppe for en historie om midaldrende mænd og kvinder, der på hver sin måde bekæmper eller bearbejder deres forstadsliv i middelklassen.
Som en af karaktererne, spillet af Peter Sarsgaard, beskriver det: Man vokser op, og en dag indser man, at der ikke længere findes frikvarter.
Afsættet for historien er den fiktive datingapp, der lægger navn til serien. Da vejrmanden Clark (Bateman) overbeviser sin døvetolk og nye bedste ven Floyd (Harbour) om at hente den, så de begge kan tænde lidt op for gnisterne i deres stagnerede sexliv, udvikler det sig snart til et intrikat og dødeligt trekantsdrama mellem de to mænd og Floyds kone Carol (Cardellini).
Et drama, der i løbet af seriens syv afsnit udfoldes gennem spring i tid og perspektiv, og hver gang man tror, man er ét skridt foran, finder man ud af, at intet og ingen er, som man forventede.
Selvom serien er, hvad man vist roligt kan kalde en slowburner, er der også noget utroligt dragende ved den. Som om hver scene holder et eller andet tilbage. Eller har noget i baghånden, den ikke er klar til at vise.
Det er svært at sætte fingeren på, præcis hvad der forårsager den fornemmelse, ud over den kombinerede effekt af dialog, der føles bare en anelse fremmedartet, atypiske kameravinkler, mærkværdige kulisser, til tider voldsom belysning – det hele emmer af en light-udgave af tysk ekspressionisme.
En masse fiksfakserier tydeliggør kontrasten mellem det overfladisk prosaiske, humdrum middelklasseliv og alt den æggende, pirrende kompleksitet, der lurer lige under overfladen. Eller som en af efterforskerne i serien formulerer det: »Ingen er normal. Det ser bare sådan ud fra den anden side af vejen«.
Det lyder måske lidt tungt og alvorligt, men det bliver blødt op af seriens underlæggende komiske tone. Og, ikke mindst, den oprigtighed og vidunderlighed, som indkapsler karakteren Floyd, spillet fuldstændig fremragende af den kontroversielle ’Stranger Things’-stjerne David Harbour.
I det hele taget er skuespilniveauet i ’DTF’ af meget høj kvalitet. Jason Bateman har adskillige gange bevist, at han kan spille meget mere end den firkantede Michael Bluth, og her demonstrerer han atter sin spændvidde. Linda Cardellini leverer også en sublim præstation som den sexede, sure, søde, forførende, hårdtarbejdende, snu Carol – en karakter, der skal være så mange modstridende ting på én gang, og som meget let kunne være blevet et karikeret miskmask.
’DTF St. Louis’ er på alle mulige måder en mærkelig, rodet pærevælling af en historie. Mordmysteriet er besynderligt, tonen er mørk og komisk, og handlingen snegler sig afsted.
Men jo hurtigere, man kan indstille sine forventninger på den bølgelængde, jo hurtigere vil man begynde at nyde vanviddet.
Kort sagt:
HBO’s miniserie ’DTF St. Louis’ er en mærkelig og krybende, men i sidste ende enormt fængende anskueliggørelse af de både kærlige og dystre sider af den menneskelige, og særligt den midaldrende, eksistens.