The Field
The Field er historien om en svensk mand, hvis fingre er så musisk grønne, at alt, hvad han rører ved, bliver til organisk, selvkørende materiale. Det gælder i særdeleshed hans fjerde album, selv om det ikke just efterlader lytteren i den glædeligste tilstand.
Som sædvanligt udgives Axel Willner på det kølnske pladeselskab Kompakt, denne gang med et eksplicit mørkt udtryk. Pladecoveret er for første gang sort, tempoet er skruet ned og de melodiske temaer er temmeligt hjerteskærende.
Læs anmeldelse: The Field ‘Looping State of Mind’
Intronummeret ‘They Won’t See Me’ er storladne, samplede akkorder på en bund af minimaltrommer, og ‘Black Sea’ udgøres af tung, acid-inspireret bas suppleret af dystre samlejestøn. Titelsangen er micro-house med massiv fremdrift, ‘A Guided Tour’ grandiose synths med forjættende vokal-loops og ‘No. No…’ beats så revnede og flossede, at udtrykket næsten bliver poetisk. Som gribende punktum slutter ‘20 Seconds of Affection’ den lille times loop-materiale af med sagtelig pulserende noise.
Den overordnede stemning er meget karakteristisk The Field. Dronerne er lige så hypnotiske, lyden lige så støvet, og gentagelsens præmis er akkurat lige så virksom, som på de forrige tre album. Pladen er den første siden debuten ‘From Here We Go Sublime’, der er lavet uden bidrag fra andre, og er i øvrigt udelukkende produceret med hardware. Muligvis er det denne kompromisløse soloeksekvering uden brug af computersoftware, der gør, at udfaldet samlet set bliver nogle knitrende og intime stemningslag, der gerne bare må blive ved og ved.