Billie Eilish får sin første hovedrolle i Oscar-vinders nye film

Billie Eilish får sin første hovedrolle i Oscar-vinders nye film
Billie Eilish. (Foto: Sarah Morris/WireImage)

Efter at have debuteret som skuespiller med en birolle i serien ‘Swarm’ springer Billie Eilish nu ud som hovedrolleindehaver.

Det gør hun ifølge IndieWire i den kommende film ‘The Bell Jar’, baseret på Sylvia Plaths klassiske roman af samme navn (på dansk: ‘Glasklokken’).

Bag filmatiseringen står den anerkende arthouse-instruktør og tidligere skuespiller Sarah Polley, som vandt en Oscar for manuskriptet til sin seneste film, ‘Women Talking’.

‘The Bell Jar’ fra 1963 følger 19-årige Esther Greenwood, som lander en prestigefuld praktikplads ved et modemagasin i New York. Mens hun kaster sig ud i den nye verden og stræber efter sin forfatterdrøm, kæmper hun med en depression, der kommer ud af kontrol.

Romanen betragtes som semi-selvbiografisk. Plath led selv af depression og døde ved selvmord en måned efter bogens udgivelse.

‘The Bell Jar’ er blevet filmatiseret en enkelt gang i 1979 af Larry Peerce med Marilyn Hassett i hovedrollen. Julia Stiles og Kirsten Dunst har efterfølgende forsøgt at stable nye filmfortolkninger på benene, men uden held.

7. maj er Billie Eilish filmaktuel i biograferne, men som sig selv. Her får koncertfilmen ‘Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D)’ nemlig premiere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af