The Blow

Syv år er der gået siden The Blows seneste album. Bagkvinde Khaela Maricich startede projektet tilbage i 2002, først solo, men siden som en duo med Jona Bechtolt fra Yacht. Bechtolt er dog siden forsvundet, og The Blow er nu Maricich og performancekunstneren Melissa Dyne i legesyg forening. Pause og udskiftninger in mente giver det god mening, at albummet er selvbetitlet.

Den intime og humoristiske tone samt den kunstneriske, let amatøragtige lo-fi-lyd er helt i tråd med kernen i The Blows musikunivers, som nemlig først og fremmest er en omgang opløftende electropop, der sender frydefulde bølger igennem kroppen på lytteren.

Læs anmeldelse: The Blow ‘Paper Television’

Melissa Dyne har en fortid i koncept- og lydkunst, der har sat sit præg på duoens live-optrædener siden 2007, og som man også kan mærke på dette album, hvor viljen til at eksperimentere samt elementet af tilfældighed synes tydeligere end på tidligere udgivelser.

Maricich og Dyne skriver teksterne sammen, og sammensat med de legende og samplede akustiske instrumenter rammer musikken punkter, hvor det hele går op i en højere enhed. Især ‘Invisible’, ‘Like Girls’ og ‘Not Dead Yet’ er som magneter, der suger en ind i et kunstværk af dansabel hurlumhej. Man bliver simpelthen glad af at lytte til The Blow i dette format, og så burde duoens performative element folde sig endnu mere ud live.