Offset ramt af skud og hospitalsindlagt

Offset ramt af skud og hospitalsindlagt
Offset. (Foto: Jim Spellman/Getty Images.)

Migos-rapperen Offset blev i går, mandag, ramt af skud, skriver TMZ.

Skudepisoden fandt sted i nærheden af det populære Seminole Hard Rock Hotel & Casino i Hollywood, Florida.

En repræsentant for Offset udtaler til TMZ, at rapperen har det »fint«, og at han »i øjeblikket er på hospitalet, hvor han modtager lægehjælp«.

»Han er stabil og bliver nøje overvåget«, tilføjer talspersonen.

Det lokale politi bekræfter over for mediet, at en »hændelse« fandt sted omkring casinoets parkeringsområde mandag efter klokken 19, hvilket »resulterede i ikke-livstruende skader på en person, der blev transporteret til Memorial Regional Hospital i Hollywood«.

»Seminole-politiet var straks til stede, og situationen blev hurtigt bragt under kontrol. To personer er blevet tilbageholdt af politiet. Efterforskningen er i gang«, tilføjer politiet.

Rapgruppen Migos gik som bekendt i opløsning i 2023, året efter medlemmet Takeoff blev dræbt af skud. Efterfølgende har Offset udgivet to soloalbum, senest ‘Kiari’ fra sidste år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af