FILMFAVORITTER. Under aliasset Lydmor er musiker og komponist Jenny Rossander vant til at transformere sine smertefulde oplevelser til kunst. Hun har dog aldrig oplevet, at nogen andre gjorde det for hende.
Men det sker med det biografaktuelle dokumentarportræt ’Jenny – En historie om Lydmor’, der er resultatet af instruktør Sebastian Cordes’ intime og fem år lange optagelser, der rummer tilblivelsen af to dybt personlige værker fra Rossanders hånd: albummet ‘Nimue’ og bogdebuten ‘Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen’.
Undervejs ses Lydmor tryllebinde euforiske menneskemasser i alt fra Vietnam til Det Kongelige Teater med sit elektroniske popunivers og optrædener, der er halv dansefest, halv djævleuddrivelse. Samtidig går Cordes’ kamera helt tæt på mennesket Jenny, når hun træder ned fra scenen, facaden krakelerer, og hun konfronteres med prisen for at offentligt bearbejde et traumatisk forhold.
»Jeg har nok altid haft et meget performativt liv. Jeg laver narrativer, spinder historier og leger med masker. Men undervejs blev mig og Sebastian så tætte, at han endte med fuldstændig at fjerne min maske«, som hun siger.
At Jenny og Sebastian blev tætte, er ingen overdrivelse, for midt i processen forelskede de sig og blev kærester.
Selvom dokumentarens tilblivelsesproces således har været fyldt med kærlighed, indrømmer hun også det mareridtsfremkaldende i at få blæst sine inderste, mørkeste tanker op på et biograflærred. Men som hun siger i filmen, er hun »interesseret i smerte«. Og det blev også tydeligt, da vi i anledning premieren på ’Jenny – En historie om Lydmor’ spurgte ind til hendes favoritfilm.
Her kommer hun blandt andet ind på sin all-time yndlingsfilm, der gør hende så ked af det, at hun næsten ikke kan holde det ud. Og så fortæller hun, hvilken barndomsfavorit hun ikke længere kan se.
Hvilken film har rystet din verden?
»Jeg ved godt, det er pisse cheesy, men jeg må indrømme, at der ikke er noget, der overgår den sindssygt surrealistiske oplevelse, det er, at nogen tager ens liv og laver det til en film. Det er en sjov blanding – jeg føler mig så set og elsket, men hver gang jeg tænker på ’Jenny – En historie om Lydmor’, har jeg også lyst til at flå tarmene ud på mig selv. Altså fordi det er så grænseoverskridende og mareridtsagtigt, at noget så intimt bliver gjort permanent«.
»Jeg får nogle sindssygt kropslige reaktioner på den. Efter premieren på CPH:DOX væltede jeg ud af biografen og måtte sætte mig på knæ på asfalten ved den røde løber, mens der var en masse fine premieremennesker, der stod med fancy drinks. Min ven måtte løbe over og sige ’Jenny, vi får dig lige rundt om hjørnet, så alle ikke kan se dig’, og jeg var bare literally ved at kaste op«.
Hvilken film har alt for få mennesker set?
»Den her var nem for mig, fordi instruktøren Kristoffer Borgli lige nu er aktuel med ’The Drama’. Men jeg synes, at mange flere bør se hans tidligere film, ’Syk Pike’«.
»Jeg var så heldig at se den til premieren i Cannes, fordi min kæreste og jeg var på ferie i Sydfrankrig og havde fundet ud af, at vi kunne hustle os ind til nogle visninger. Den var bare så sjov og morbid og så god til at fange hverdagsnarcissismen. Og så er det næsten pinligt, hvor meget jeg relaterer til hovedkarakteren. Altså det er forfærdeligt – der er så mange scener, hvor man er sådan ’åh, jeg er to millimeter fra det der’«.
»Der er en scene, hvor hun sidder på et hospital, og så er der en læge, der fortæller, at han har opdaget, at hun har snydt med sin sygdom, så han bliver altså nødt til at ringe til politiet, som vil komme og immediately excecute hende. Altså den der følelse af ’åh nej, jeg er kommet til at snyde, og nogen har opdaget mig, så nu bliver jeg henrettet’ – jeg kender det så godt! Der er også en scene, hvor hun fantaserer om sin egen begravelse. Det er jo så genialt«.
Hvilken biografoplevelse husker du tydeligst?
»Da jeg var preteen, boede jeg på Vestfyn, og hver december tog vi toget ind til Odense Banegård, hvor der oppe på toppen ligger en biograf. Og der så jeg ’Ringenes herre’ hvert år, når de kom ud«.
»Jeg var et barn, der læste rigtigt meget fantasy, og jeg havde læst ’Ringenes herre’ tre gange, inden den kom ud som film. Altså jeg sad inde på sådan nogle underlige blogs og læste skuespillerannonceringerne og prøvede at vurdere, om Orlando Bloom nu også ville være en god Legolas«.
»Jeg kan så tydeligt huske følelsen af at komme ud på det her tag, mens det var mørk aften, og bare tænke at de her film er det smukkeste, nogen nogensinde har lavet. Jeg er tilbage på det tag, hver gang jeg hører ’May It Be’ af Enya. Jeg tror, de øjeblikke satte sig så dybt i mig, at det var det, der fik mig til at ville lave kunst«.
Hvilken dansk film anbefaler du udlændinge at se?
»Nu bliver jeg en smule provokerende, for jeg vælger ikke bare en kortfilm, men en animeret kortfilm. Jeg elsker kortfilmfestivalen i Odense, og for et par år siden fandt jeg på deres streamingtjeneste den her gem af en film, som hedder ’I’ll Be Your Kettle’, der er lavet af Tobias Rud«.
»Den handler om en kvinde, der opdager, at hendes kæreste tænder på ting, altså et køleskab eller en lampe, og så forsøger at blive til de ting. Det er simpelthen så cute og rørende en fortælling om at miste sig selv i et forhold, men også de ting, man gør, når man er forelsket. Virkelig bare et perfekt værk, der ikke minder ikke om noget, jeg har set før«.
»Der er en scene, hvor hun sidder på gulvet og har fjernet alle ting fra deres lejlighed, fordi hun bliver så jaloux. Og så sidder hun og siger sådan nogle underlige lyde, fordi hun også lidt prøver at være en støvsuger. Altså det er helt heartbreak«.
Hvilken film er dit foretrukne comfort watch?
»Jeg har tænkt meget på, om jeg skulle nævne det, men nu gør jeg det, for det er vigtigt ikke at tabuisere den oplevelse, som er at elske noget, der bare ikke går længere. Og jeg blev ved med at se Harry Potter lidt for længe, før jeg fik dårlig smag i munden«.
»For tre-fire år siden gik jeg i gang med at se filmene igen, fordi jeg var stresset og ville have det rart og glemme, at forfatteren bag er blevet crackpot fucking crazy. Men jeg kunne ikke komme igennem. Det var simpelthen ødelagt, fordi jeg havde hørt for meget om J.K. Rowlings rabiate antitrans-udtalelser«.
»Jeg synes, det er vigtigt at snakke om, hvad der sker, når man holder op med at kunne lide noget, fordi det så at sige er blevet cancelled. For man kan ikke forpligte nogen til at holde op med at elske noget, men man kan heller ikke forpligte nogen til at blive ved med at elske noget. Nogle gange handler det bare om reel kærlighed til værker, som desværre forsvinder«.
Hvis du skal vælge én, hvad er så den bedste film, du nogensinde har set?
»Det må være ’Mary and Max’ (claymation-film af Adam Elliot, red.). Hvis jeg sagde noget andet, ville mine venner komme efter mig, for jeg taler hele tiden om den. En af de første ting, der skete i mig og Sebastians (Cordes, red.) forhold var, at jeg anbefalede ham at se den. Jeg har set den på sådan nogen fælles se-film-sider med venner, der er flyttet til udlandet. Jeg har lært at spille temaet på klaver. Der er et eller andet med den film, der bare får mig hver gang«.
»Jeg hader slutningen, fordi jeg bliver så ked af det, så nogle gange har jeg overvejet bare at slukke, inden den slutter. Men jeg synes, den fortæller nogle enormt alvorlige ting på en sjov og selvironisk måde. Den er meget dark, men beskriver så fint menneskelig interaktion, og hvordan man ser på sine egne fejl«.
’Jenny – En historie om Lydmor’ har biografpremiere 16. april.