I ‘Eurydikes nat’ bliver den stille mus til en smuk svane. Prisen er voldtægt
ROMAN. ’Eurydikes nat’ er en løs genskrivning af den græske myte om Orfeus og Eurydike. I myten dør Eurydike af et slangebid, i nogle versioner under flugt fra en voldelig hyrde. Hendes mand, Orfeus, tager ned til dødsriget, hvor han synger så smukt, at Hades tillader ham at tage hende med tilbage til de levendes rækker, hvis Orfeus ikke ser sig tilbage under genopstigningen. Men Orfeus ser sig tilbage, og Eurydike dør for anden gang.
Svenske Elin Cullheds tredje roman foregår i en 3.g-klasse i Uppsala. Stille Karin har et crush på populære Alfred, men bliver voldtaget af en af Alfreds ”boys” til en fest. Alfred forelsker sig i Karin, mens hun forsøger at bearbejde hændelsen, navigere i det anstrengte forhold til sin mor og samtidigt skrive opgave om Eurydike. Mens Karin går i forfald og må droppe ud af skolen, anvender Alfred hendes historie til at skabe et slags operaværk.
Karin bedyrer, at hun vil »skrive manus om«, at hun vil rykke noget ved voldtægtsmyter. Jeg tænker, at det også er det, Cullhed forsøger med ’Eurydikes nat’. Det projekt mislykkes desværre.
Romantisering af voldtægten
Det er ikke sådan, at Cullhed ikke kommer med skarpe betragtninger om voldtægtskultur. Volden rykker ved Karins forhold til sine egne grænser, fokusset på politianmeldelse i hendes omgangskreds er overdrevent, og mændene omkring hende bliver på en måde lidt liderlige af, at hun er blevet voldtaget. Men disse tilløb drukner i den totale romantisering af Karins voldtægt.
Voldtægten bliver fremstillet som Karins skæbne. Den »udstak den vej, hun gik på«. Den forvandler hende fra grim ælling til sexet-såret svane. Vitterligt, »hun glider ud af værelset som en svane«, »endnu mere stolt, efter at hun var blevet fornedret«. Som om Karin først og fremmest har været udsat for en ærekrænkelse. For mig at se, er det en virkelig gammeldags måde at skrive om seksuel vold.
Selvfølgelig, fristes man til at sige, er Karin jomfru, da hun bliver voldtaget – og desuden klædt i hvidt fra top til tå. Det er jo en klassiker. Hun er altså et helt rent offer, som det er let at have ondt af. Parallelt er den klassekammerat, der begår voldtægten, helt igennem ond og kynisk:
»Han var allerede død indeni, og den død ville han sænke hende ned i for at undslippe ensomheden.« Det er en både virkelighedsfjern og næsten romantisk beskrivelse af overfaldet.
Cullhed spænder ben for sin omskrivning med et lidt vævende sprog. Handling og replikker vier for psykologiske analyser af karaktererne, der gentages et utal af gange. Det er som om, hun forsøger at banke pointer fast i en ordsuppedas med syvtommersøm.
Cringe og vrøvlet
Kapitlerne åbnes ofte af tamme generelle udsagn som »Skam er samme følelse som at have løbet og løbet, og nu kan kroppen ikke mere (…)« eller »Kærligheden gør hende svag«.
Til tider bliver det noget direkte vrøvl. Som, i kursiv (!): »Sorg er skønhedens cancer«.
Andre gange bliver det faktisk cringe. Som når Alfred synes penetrationssex føles »som om kvinder var altet, universet, selve atmosfæren […] Det er det eneste tidspunkt, hvor han bevæger sig ind i det store hele, så er han der. Sprængt ind i det, podet på hendes oprindelighed«. Eller da han ryger en cigaret, hvorefter hans fingerspidser lugter, »som om de er besudlede af mørket«.
Alfred, romanens privilegieblinde Orfeus, stjæler Karins digte om voldtægten, som han, på en rigmandssommerskole i Torino, forvandler til værket ‘En piges rekviem’. Ændret fra Karins eget ‘En piges rejse’, der lyder for banalt i Alfreds ører.
Tyveriet sættes endnu mere på spidsen, da han, klædt i »sårbar og skrøbelig« trenchcoat og overvældet af sin egen »kunstneriske intuitions præcision« fejloversætter titlen til ’Requiem for a Girl,’ altså til en pige. Karins ejerskab over sin tekst – og oplevelse – fratages hende fuldkomment. Den parodiske fremstilling af Alfreds liderlig-kunstneriske interesse i Karins voldtægt og selvsmagende musikværk er romanens højdepunkt.
Det højdepunkt til trods kan jeg ikke helt komme mig over det billede med den ærbart fornedrede svane. Da jeg er færdig med bogen, er det stadig uklart for mig, hvad Cullhed egentligt har villet med ’Eurydikes nat’.
Kort sagt:
Elin Cullheds forsøg på at omskrive voldtægtsmyter med ’Eurydikes nat’ kuldsejler. Romanen ender med at vakle mellem romantik, kritik og excessive psykologiseringer.