’Lee Cronins The Mummy’: Den nye store mumiegyser har meget lidt med mumier at gøre
FILM. Det lader til, at det aldrig skal lykkes at lave en virkelig god ’The Mummy’-film.
Originalen fra 1932 kom i kølvandet på Universals succes med ’Dracula’ og ’Frankenstein’, og fortællingen om den genopstandne præst Imhotep, der forsøger at reinkarnere sin elskede prinsesse Ankh-es-en-Amon, blev en af hjørnestenene i Universals monstersucces de efterfølgende år.
Filmen er dog ikke ældet med ynde, og hverken den eller studiets efterfølgende fem mumiefilm betragtes som hovedværker fra perioden.
Heller ingen af Hammer Films’ fire forsøg knækkede for alvor koden, og selvom nogle ser nostalgisk tilbage på Stephen Sommers ’The Mummy’ og ’The Mummy Returns’ med Brendan Fraser og Rachel Weisz i hovedrollerne fra omkring årtusindskiftet, er begge mildt sagt en rodebutik.
Det seneste forsøg kom i 2017, hvor Tom Cruise introducerede verden for det stort anlagte Dark Universe, der skulle samle alle de klassiske monstre i bedste ’Avengers’-stil. Filmen blev dog så stor en fiasko, at alle planerne blev lagt i graven.
Så hvad gør man, når alle mumieforsøg synes at mislykkes, men man stadig mener, brandet er for godt til at lade hvile? Man laver selvfølgelig en ’The Mummy’-film, der har så lidt med mumier at gøre som overhovedet muligt.
Det lader i hvert fald til at have været instruktør Lee Cronins tankegang, for hans biografaktuelle version ligner mere ’The Exorcist’ end en mumiefilm.
Den handler om parret Charlie (Jack Reynor) og Larissa (Laia Costa), som bor med deres børn i Kairo, hvor Charlie arbejder som nyhedsreporter. En dag bliver den ældste datter Katie bortført, og trods forældrenes ihærdighed lykkes det ikke at finde hende.
Otte år senere styrter et fly ned. I lastrummet er en sarkofag, og inde i sarkofagen ligger Katie – i live.
Katie kommer hurtigt hjem i familiens hus, for lægerne mener, det er den bedste kur mod det locked-in syndrom, hun er ramt af. Det viser sig dog hurtigt, at der er mere galt med Katie, end lægerne umiddelbart kan se.
Mysteriet om, hvad der er sket med Katie, er filmens ikke helt uinteressante omdrejningspunkt. Mysteriet udfoldes effektivt, så nysgerrigheden hele tiden pirres. Det hjælper også på den følelsesmæssige investering, at børneskuespillerne er gode.
Man stødes dog mere og mere væk, som filmen skrider frem, og rædslerne for alvor tager fart med tempofyldt bulder og brag, intensiveret af danske Peter Albrechtsens hæsblæsende lyddesign. Undervejs glemmer Cronin nemlig fortællingens emotionelle kerne.
Instruktøren er mere interesseret i at lave en god gammeldags barn-besat-af-dæmon-film med alt, hvad dertil hører af opkast, levitation og sprøjtende blod. Fint, uden at være prangende.
Cronin har dog en force i effektarbejdet og jævnt ulækker bodyhorror, hvor især en scene med tånegle-klipning vækker akut væmmelse.
Det er tydeligt, at Cronin er en habil håndværker, der ved, hvordan man sammensætter en gyser. Men ligesom med hans foregående film, ’Evil Dead Rise’, savner man personlighed. ’Lee Cronins The Mummy’ er mest en lightudgave af ’The Conjuring’.
Af den grund virker det lettere komisk, at instruktørens navn figurerer i filmens titel. Lee Cronin er altså ikke John Carpenter.
Godt nok findes der allerede fire film med titlen ’The Mummy’. Men måske skulle man bare have droppet mumie-delen i stedet – det havde været mere passende.
Kort sagt:
’Lee Cronins The Mummy’ er en middelmådig gyserfilm med solide effekter. Men den har ikke voldsomt meget med mumier at gøre.