(Spoiler:Artiklen afslører en bærende tematik i ’The Drama’, uden dog at gå i detaljer med plottet)
ANBEFALING. Uventet for de fleste har Kristoffer Borglis tåkrummende gode sorte komedie ’The Drama’ med Zendaya og Robert Pattinson sat skoleskyderier på dagsordenen.
Det var nok ikke, hvad mange forventede af en film, der på overfladen ligner en romantisk komedie. Men ikke desto mindre sker det på en måde, der har blevet mødt med kritik af organisationer, som forsøger at gøre op med den amerikanske våbenkultur.
Det er ikke første gang, filmmediet har beskæftiget sig med skoleskyderier. Lynne Ramsays uafrystelige ’We Need to Talk About Kevin’ skildrer en massemorders (Ezra Miller) liv op til begivenheden, set gennem hans mors (Tilda Swinton) skyldplagede øjne.
I den oversete ’Mass’ mødes to forældrepar til henholdsvis et offer og gerningsmanden seks år efter skoleskyderiet for at nå en form for katarsis. I den stærke HBO-film ’The Fall’ spiller Jenna Ortegas en ung kvinde, der slipper levende fra et skoleskyderi og skal finde ud af leve med traumet.
Og så er der Gus Van Sants ’Elephant’, der troner over dem alle. Filmen hjemtog Guldpalmen i Cannes i 2003, året efter Michael Moore havde haft vakt stor opmærksomhed samme sted med ’Bowling for Columbine’, dokumentaren om USA’s våbenbesættelse og skoleskyderier.
Men hvor Michael Moore konfronterer temaet med aktivisme, følelser og humor, går Van Sant diametralt modsat til værks.
De store inspirationskilder
’Elephant’ foregår på en anonym highschool i Portland. Vi følger en række elever på en helt almindelig dag, der ender med, at de to venner Alex (Alex Frost) og Eric (Eric Deulen) begår et skoleskyderi.
Selvom filmen varer lige knap 80 minutter, er det stort set kun de samme minutter, vi ser udspillet, blot fra forskellige synsvinkler. Med lange nøgterne steadycam-indstillinger følger Van Sants hoffotograf Harris Savides karaktererne bagfra, mens de bevæger sig rundt på skolen. Fra udendørsarealerne kommer vi inden for i skolens snirklede gange og bliver ført rundt til biblioteket, toiletterne og kantinen.
Som publikum bliver man hensat til rollen som beskuere til elevernes hverdag op til den ubegribelige tragedie. Og for at forstå dette opsigtsvækkende og på overfladen følelseskolde valg må man kende til Gus Van Sants to primære inspirationskilder.
Den ene var Chantal Akermans ’Jeanne Dielman, 23 Quai du Commerce, 1080 Bruxelles’, der i 2022 blev kåret som verdens bedste film af det anerkendte filmmagasin Sight and Sound. Filmen om en belgisk husmors liv med indkøb, husholdning og sexarbejde er tilsvarende fyldt med lange indstillinger og lader ligeledes livets store tragedie udfolde sig i en ramme af det komplet almindelige.
Den anden inspiration kommer fra den herhjemme ukendte britiske instruktør Alan Clarke, der med sine rå tv-film har inspireret alle fra Stephen Frears og Paul Greengrass til Harmony Korine.
I 1989 lavede Clarke en tv-film for BBC Nordirland (efter idé og produceret af en purung Danny Boyle længe før ’Trainspotting’-gennembruddet), der bar titlen … ’Elephant’. Den 38 minutter lange kortfilm har ikke nogen egentlig handling, men består af en række sekvenser, hvor mennesker bliver dræbt. Kameraet holder sig på behørig afstand og følger ofte personerne bagfra, mens de er på vej mod deres destination.
Volden er her kort, stump og brutal, uden den store fanfare, baseret på virkelige mord i Nordirland under den brutale borgerkrig. Der er ingen udfoldning af karaktererne eller deres motivationer, blot en række slice-of-life-situationer, der ender fatalt.
Elefantens to betydninger
Det er præcis samme formular, Gus Van Sant bruger i sin ’Elephant’ med optakten til ét dødeligt øjeblik på en ellers helt almindelig dag.
Titeltyveriet kom egentlig fra en misforståelse, for Van Sant var overbevist om, at ’Elephant’ refererede til lignelsen om de seks blinde mænd, der aldrig har mødt en elefant, men sammen drager ud for at finde én. Fordi de rører elefanten forskellige steder, har de hver især et bud på, hvad dyret egentlig er.
Alan Clarkes film tog dog sit navn fra det engelske mundheld the elephant in the room, altså det store åbenlyse problem, som alle ignorerer.
Begge versioner kan dog bruges om Gus Van Sants ’Elephant’.
Afhængigt af hvilken karakter vi følger, får vi en lille variation over den dag, hvor skoleskyderiet finder sted. Derudover lægger Van Sant masser af små spor ud til, hvad der kunne være grunden til, at Alex og Eric vælger at begå massedrabet – uden at pege på en entydig, specifik årsag. Denne tilgang spejler Columbine-efterspillet, hvor teorier om bevæggrundene florerede frit, inden de med tiden blev afmystificeret og afkræftet.
Mobning, nazi-sympati, voldelige spil, incel og mental sygdom er nogle af de mulige ledetråde i ’Elephant’. I sidste ende taler filmen ind i vores værste mareridt: morderisk adfærd uden en definerbar grund, der kan hjælpe os til at forhindre det fremover.
Sidder tungt i kroppen
Til at højne autenticiteten brugte Gus Van Sant udelukkende ukendte skuespillere i rollerne.
Som publikum er man derfor på bar bund og uden forventninger til, at en bestemt skuespiller skal være helt eller gerningsmand. Samtidig lader det karakterernes stereotype highschool-træk skinne igennem. Den sociale sommerfugl John, foto-art-typen Elias, pige-kliken der sladrer såvel som kaster op sammen, det populære par Nathan og Carrie og nørden Michelle, der har body issues.
Dør eller overlever de? Van Sant holder facitlisten skjult, indtil massakren går i gang. Den voyeristiske strakte arm via kameraføringen gør os til magtesløse vidner til tragedien. I en konventionel film ville vi have en helt, vi kunne heppe på. Men da vi her endelig tror, vi får en frelser i form af den unge, sorte Benny, bliver han mejet ned, lige før han når frem til Eric.
Den nøgterne kompromisløshed betyder, at Gus Van Sant ikke tager afstand til nogen af sine karakterer. Heller ikke de to mordere. Ved premieren tolkede nogle det som en form for helgengørelse af Alex og Eric, og ’Elephant’ blev i de efterfølgende år kædet sammen med forskellige masseskyderier.
Men det er hverken filmen eller Van Sants skyld, at desperate, vrede individer myrder uskyldige. Der er aldrig én grund til et drab. Det er et sammensurium af flere forskellige omstændigheder, der får fatale konsekvenser. Og det kan ske hvilken som helst dag, som Gus Van Sant mesterligt viser med sin film. Alex og Erics forberedelser fremstår ikke som en ondsindet, udspekuleret plan.
At ondskab er en del af en normal hverdag, er forbandet hårdt at sluge. Hvilket får ’Elephant’ til at sidde tungt i kroppen som en nedslående diagnose oven på en type tragedie, der netop er blevet noget nær hverdagskost i USA. Den er så uventet uhyggelig, netop fordi begivenhederne virker så trivielle.
Filmen blev ignoreret ved Oscar-uddelingen, måske fordi den var for svær at dechifrere – for langt fra Hollywoods genkendelige dramaturgi og følelsesdrevne beretninger.
Men den står tilbage som det definerende værk om de skoleskyderier, der desværre stadig fylder de amerikanske unge med frygt. Siden stod også Erik Poppes’Utøya 22. juli’ står på skuldrene af ’Elephant’, blot mere patosladet.
Og så er det en af Gus Van Sants allerbedste film, hvilket ikke så lidt, når man har ’Drugstore Cowboy’, ’My Own Private Idaho’, ’To Die For’, ’Good Will Hunting’ og ’Milk’ på cv’et.
’Elephant’ kan ses på HBO Max.