Vi bør kunne forvente noget mere af et band af Tame Impalas kaliber
KONCERT. »Is it Sunday?« spurgte Tame Impalas hovedarkitekt, Kevin Parker, lidt forvirret sine 16.000 fans i Royal Arena efter en håndfuld sange. Frontmanden blev straks korrigeret omkring ugedagen af sit publikum, og da gik der noget op for ham.
»Oh shit, it’s a Saturday in Copenhagen!« lød det pludselig med lige dele overraskelse og flovhed over, at koncertens lidt træge åbning måske ikke helt havde levet op til et udsolgt lørdagsshow på en større arenaturné.
Det forvirrede mindset var lidt symptomatisk for, hvordan Parker og hans fem bandmedlemmer optrådte i aftenens udgave af Tame Impala. Parker sjoskede lidt rundt på scenen, som befandt han sig i sit soveværelse, og selv når sangene fra sidste års ‘Deadbeat’ lagde allermest op til rave-stemning, stod de mange musikere helt stille.
Koncerten lagde ellers fra land med både psychpop-perlen ‘Apocalypse Dreams’, ‘Currents’-hittet ‘The Moment’ samt store singler fra de seneste to plader, men Parker virkede fraværende.
Numrene blev dog godt suppleret af et betagende lys- og lasershow, der indhyllede arenaen i psykedelisk klubstemning og sørgede for, at koncerten alt andet lige ville fremstå decideret magisk på enhver persons kamerarulle efterfølgende.
Først syv sange inde i sættet, da Tame Impala kastede sig ud i den 14 år gamle ‘Elephant’, mærkede jeg en stålsat Parker, der havde lyst til at tænde op under en nærværende og medrivende koncert. Her gik sceneshowet og optrædenen hånd i hånd.
Problemet med mange af sangene fra ‘Deadbeat’ er, at de falder mellem to stole. På overfladen besidder de en klubstemning, men mange af dem mangler den nerve eller energi, der virkelig kan sætte fut i dansefødderne, og når de så får en slacket indie-levering, så bliver det første rigtig svært at omdanne en arena til en natklub.
Og det virkede ellers til at være bandets primære intention, når der ikke var fællessang på menuen, hvilket meget kærkomment manifesterede sig til ‘Feels Like We Only Go Backwards’.
Halvvejs gennem sættet forlod Parker hovedscenen og begav sig ned af en backstagegang – det hele blev livetransmitteret på storskærmene via håndholdt kamera. Undervejs gik han ud på et toilet, lynede bukserne ned og begav sig til at slå en streg for åben dør.
Selvom det har været en tilbagevendende gimmick på turnéen og dermed strengt planlagt, fremstod det spontant og ikke mindst underholdende. Et lille humoristisk afbræk i en koncert, der indtil da havde kørt på autopilot.
Efter at have vasket hænder traskede Parker igen ud til publikum, denne gang til en lille scene i midten af den store arena. Flankeret af fire stuelamper lagde han sig på et gulvtæppe og begyndte at skrue på pedaler og igangsatte trommeloops.
Hvad der kunne have været en chance for at skabe noget intimitet, endte som en ørkenvandring, hvor lysshowet endnu en gang var mere interessant end Parkers fremførelse af de monotone ‘Ethereal Connection’ og ‘Not My World’.
Først da bandet igen var samlet på hovedscenen og kastede sig ud i ‘Let It Happen’ med konfetti og hele pivtøjet, var der en sitrende synergi mellem Tame Impala og publikum. Momentum blev udnyttet, og flere singler fra ‘Currents’ fulgte til jubel fra hele salen.
Det var de her sange, folk havde glædet sig til at høre, dem, de kunne synge med på og danse til. En cementering af 2015-albummets evergreen-status, men også et vidnesbyrd om, at de efterfølgende plader mangler samme pondus.
Inden ekstranumrene krøb Parker endelig til korset og fortalte, at han havde været ved at blive syg på turen op igennem Tyskland. Det gav lige pludselig mening, hvorfor han ikke lige havde ramt alle sætninger på beatet, hvorfor sangstemmen ikke altid var helt slagkraftig, og hvorfor han måske havde trasket mere rundt, end han havde opildnet til rave.
Selvom vi fik en festlig udgave af megahittet ‘The Less I Know the Better’, ærgrede jeg mig over, at Tame Impala havde været så energiforladte igennem særligt koncertens første halvdel.
De virkede mildest talt lidt udkørte, uden overskud til at være i øjeblikket. De kunne sikkert have fremført aftenens 22 sange med bind for øjnene, men jeg havde foretrukket et kortere sæt med mere nærvær.
Var man dukket op lørdag aften for at høre sine favoritsange på et enormt anlæg med et nøje tilrettelagt og prangende lysshow, så tror jeg ikke, man er gået skuffet fra Royal Arena. Og man har helt sikkert fået nogle gode videoer til sin Instagram.
Men jeg synes også godt, vi kan forvente noget mere end stram professionalisme fra et band af Tame Impalas kaliber. Fokusset på at levere en strømlinet koncert aften efter aften bør i hvert fald aldrig overskygge ambitionen om en koncert fuld af indlevelse og spontanitet.
Kort sagt:
Tame Impala havde taget det helt store lysshow med til Royal Arena, men selvom stedet var propfyldt med ellevilde fans på en lørdag aften, kunne en halvsyg Kevin Parker ikke svinge sig op til at levere det ekstraordinære.