Lykke Li fuldender cirklen med ‘The Afterparty’ – en storslået efterfest
ALBUM. Efter Lykke Lis opsigtsvækkende bekendtgørelse om, at det her måske skal blive hendes sidste album, er det svært ikke at lytte til ’The Afterparty’ som en efterfest i sin mest bogstavelige forstand.
Men hvis dette markerer enden på personaen Lykke Li, kan ’The Afterparty’ på mange måder ses som en passende slutning, næsten en fuldendt cirkel.
Oven på 2022’s nedbarberet intime ’Eyeye’ og trap-beatene på 2018’s ’So Sad So Sexy’ er vi nemlig tilbage i det mere teatralske og orkestrale hjørne, hvor vi kendte Lykke Li i start-10’erne ved hendes gennembrud.
Med storstilede strygere, raslende tamburiner, skumle synths og disco-bongotrommer skruer hun op for dramaet til, hvad man passende kan beskrive som en bragende efterfest for melankolske sjæle.
Stilen er cinematisk og grandiøs fra start.
På den disco-inspirerede ’Lucky Again’ eller den synth-drønende ’Happy Now’ er det ikke svært at mærke den kunstneriske kraft, der også står bag indie-bangers som ’I Follow Rivers’ og ’Get Some’. Stemningen er energisk og boblende, men aldrig uden en afgrund af mørke under sig.
I de mest euforiske øjeblikke fornemmer man klare nik tilbage til 10’ernes mest episke indie-lyd og navne som Arcade Fire, M83 og Florence + The Machine. Dog bliver hun aldrig ikke hængende i det episke for længe.
Som en ægte sadgirl svinger hun hele tiden mellem en humoristisk distance og et oprigtigt inderligt blik på de hårdeste følelser. Når hun eksempelvis på åbningsnummeret synger »I’m not gon’ cry / It’s the rain«, er det uden for alvor at forsøge at skjule, at tårerne aldrig er langt væk.
Flere steder krakelerer kækheden dog helt, og det hele bliver mere trøstesløst og forkvaklet.
»I’m going to a dark place, do you need anything?« spørger hun ganske vist spøgefuldt på ’Future Fear’, men med en ildevarslende og humorløst forvrænget barnestemme, der snart efter gentager ordene »I’m scared« som en uafviselig og meget tidsrelevant sandhed.
Eller på ’Knife in the Heart’, hvor hun er blevet næsten følelsesløs af at være blevet svigtet gang på gang af verden.
På det sidste nummer, ’Euphoria’, bliver denne vekselvirkning netop pointen: »We can borrow / Euphoria / Though it won’t last«. Vi kan aldrig slippe af med vores triste sider. Lige meget om det er lykke eller smerte, kan vi aldrig blive i følelsen. Vi cirkler altid tilbage.
Med denne konklusion slutter efterfesten. Som på Vivaldis ‘De fire årstider’, der også samples i ’Happy Now’, vender alting uundgåeligt tilbage. Vores følelser kommer altid tilbage til os.
Og uanset hvor nedbarberet eller trappy Lykke Li bliver, vender hun også altid tilbage til de storslåede indie-bangers.
Kort sagt:
Med ’The Afterparty’ finder Lykke Li tilbage til den teatralske indiepop, hvor hun begyndte. Strygere, synths og disco-bongotrommer leverer dramaet til en storslået efterfest, der måske også bliver det sidste kapitel.