Lykke Li har fundet sig selv igen – ‘Eyeye’ er hendes mest helstøbte album til dato

Lykke Li har fundet sig selv igen – ‘Eyeye’ er hendes mest helstøbte album til dato
Lykke Li. (Foto: PR)

Retræte!

Sidst vi hørte fra Lykke Li, var den svenske breakup-healer på erobringstogt.

’So Sad So Sexy’ fra 2018 var et, lidt anonymiserende, forsøg på at indtage nyt land: Karamelblød r’n’b, forsigtige prøveballoner ind i hiphoppens verden.

Hatten af for, at hun prøvede noget nyt. Men det fungerede ikke. Lykke Li forsvandt, mistede sit særpræg, blev én i mængden.

Nu er missionen afblæst.

Hendes nye album, ’Eyeye’, lyder som den Lykke Li, vi kendte før 2018. Hun har genoptaget samarbejdet med producer og sangskriver Björn Yttling, og den melodiøse, lidt døsige eventyrpop er tilbage på sporet.

Ofte er det i arbejdet med noget nyt og fremmed, at man bliver bevidst om sin kunstneriske kerne. Det virker som om, det er den proces, Lykke Li har gennemlevet.

’Eyeye’ er i hvert fald hendes mest fokuserede album til dato. Tempoet er gennemgående lavt, lyden analog, og den brudte kærligheds vemod siver ud af alle otte sange.

Det er ret fornemt.

De fleste skæringer glider sømløst ind over hinanden. Li og Yttling har sigtet efter en helstøbt oplevelse med et tydeligt forløb, indrammet af reallydsoptagelser med cikader – byen, der sover, mens man selv ligger søvnløs?

I begyndelsen er lyden skrabet, især på prologen ’No Hotel’, en vuggevise for det knuste hjerte. Demopræget skal signalere intimitet og sårbarhed, læg bare mærke til de små timingfejl på ’You Don’t Go’, der indledes med en falsk start.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er selvfølgelig en ret konstrueret råhed. Og langsomt skrues der op for produktionen. De stille, vokale overdubs bliver til luftige korstemmer. Synthmotiver og fjerne trommer sniger sig ind.

Nok har Lykke Li sat tempoet ned på ’Eyeye’, men hun tror stadig på det lykkelige popøjeblik.

På den forbilledlige ’Happy Hurts’ fylder vokalen for første gang rigtigt lydbilledet ud. Oven på omhyggeligt opbyggede lag af orgel, elegant synth og søgende guitar vokser en oase af zen med sukret, drømmende vokal.

Et bittersødt erindringsglimt, der viser, at Lykke Li mestrer balancen mellem det banale og det reflekterede.

Man hører tydeligt, at tilbagetoget fra ’So Sad So Sexy’ bærer en rest med sig af noget, der skal heles. Det håndterer hun på den ene side med albummets meditative præg. På den anden side griber hun tilbage mod de 80’ere, hun ligesom jeg selv er født i, men egentlig først rigtig oplever i disse år.

Hør bare det glimtende synthmotiv på ’Carousel’, der ender i en stjernetåge af ambiente akkordbrydninger. Det er næsten som at flyve gennem Michael Endes Fantasia på ryggen af lykkedragen Falkor.

Det virker som om, Lykke Li finder en styrke i bevægelsen indad mod sit eget indre og sin tidlige barndom.

Trommerne bliver kraftigere efter ’Carousel’, og den melodisk stærke ’5D’ nærmer sig et kropsligt tag i lytteren. »Daydream is not enough, I’m waking up«, synger hun med sin nyvundne usårlighed.

Lidt stiv er leveringen så desværre i ’Over’, der følger. Men selve ideen om at bygge op til det punkt er ret flot udført på albummet. Og konceptet følges til dørs af afslutteren ’ü&i’ – gisp, det hedder sangen altså – hvor den sorgramte når sin katarsis med orgel, fyldig synth og en epilog af cikader.

Ahh, renselse.

For Lykke Li har vejen tilbage vist sig at være vejen frem.


Kort sagt:
Sidst vi hørte fra den svenske popkunstner, var hun på vej i den forkerte retning. Nu har Lykke Li sat tempoet ned, fundet ind til sin kerne og skabt et lykkeligt popøjeblik.

Lykke Li. 'Eyeye'. Album. PIAS.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af