’Iron Maiden: Burning Ambition’: Et sympatisk portræt af de hårdtarbejdende heavy-ikoner – og deres fans
DOKUMENTAR. »Jeg vil hellere tilbringe tid med fansene end med nogen andre«.
Hvad der har gjort det hele værd for Iron Maiden siden grundlæggelsen i London-bydelen Leyton i midt-70’erne, deklareres klart og koncist af bassist Steve Harris.
Forholdet mellem Iron Maiden og deres fanskare får klædeligt meget fokus i Malcolm Venvilles dokumentar om den legendariske kvintet, der er blandt de mest betydningsfulde bands inden for heavy metal.
At gruppen har en bred appel, som transcenderer alle samfundslag, ser man i udvalget af filmens talking heads. Det er kutyme med den slags interview-bidder i musikfilm, men i ‘Iron Maiden: Burning Ambition’ møder vi – foruden blandt andet Lars Ulrich fra Metallica og Scott Ian fra Anthrax – både direktøren for en investeringsbank, en pensioneret politimand og danske Rasmus Stavnsborg, der må betegnes som noget nær den ultimative superfan.
Vi kommer desuden helt tæt på Iron Maidens møde med deres fans under et af bandets besøg i Polen, hvor de britiske heavyhoveder også lige giver den som impromptu-partyband til et bryllup i Poznan.
Filmtitlen må siges at være velvalgt, for man bliver ikke et af verdens største heavy-bands uden at have et skarpt øje på bolden og besidde en høj grad af disciplin og ja, brændende ambitioner.
Det har særligt været Maidens mastermind og hovedsangskriver, førnævnte Harris, som har udstukket gruppens kreative kurs, men det var også ham, der fyrede bandets oprindelige forsanger Paul Di’Anno, fordi dennes alkohol- og stofmisbrug blev en hæmsko.
At Harris er sin rolle i bandet bevidst, må arvtageren bag mikrofonen, Bruce Dickinson, tidligt sande. Efter en af hans første koncerter med Iron Maiden får Dickinson besked på at træde til side, når Harris går frem på scenen. Hvortil Dickinson prompte svarer: »Ikke så længe jeg synger. Når jeg er færdig med at synge, må du godt stå på midten af scenen.«
Med Bruce Dickinson i front og den enormt likeable Nicko McBrain bag trommerne er Iron Maiden for alvor klar til at skyde gennem stratosfæren. Albums som ‘Piece of Mind’ (1983), ‘Powerslave’ (1984) og ‘Seventh Son of a Seventh Son’ (1988) er fuldt fortjent blevet uomgængelige heavy-klassikere, og live-aktiviteterne er mildest talt opadgående. Alene World Slavery Tour, der strækker sig fra august 1984 til juli 1985, løber op i 189 koncerter.
Selv for et band med en så høj arbejdsmoral som Iron Maiden har det sin pris at køre på den høje metal-klinge år ud og år ind. Guitarist Adrian Smith og Dickinson forlader bandet i henholdsvis 1990 og 1993. Gruppen fortsætter, men erstatningen Blaze Bailey må sande, at man ikke sådan lige tager over fra Bruce Dickinson.
Eftersom Maiden-fans generelt er inkluderende, hjertevarme og rummelige, er det særligt ubehageligt at se, hvordan Bailey bliver mødt med spytklatter og tilråb.
Selvom de få år med ham i midt-90’erne hører til bandets absolutte lavpunkter, fortjener han selvklart ikke en sådan medfart.
Både Dickinson og Smith vender tilbage i 1999, og siden har Iron Maiden haft en kontinuerlig second imperial phase – særligt på livefronten, hvor de til stadighed fylder stadions og de største festivalscener.
Koncerter, hvor der også blændes helt op for det visuelle akkompagnement, blandt andet med bandets ikoniske maskot Eddie, der om nogen er blevet synonym med Iron Maiden.
Stjerneskuespilleren Javier Bardem, der medvirker som fanboy, kommer med den glimrende betragtning, at Iron Maiden har fået et stort kreativt spillerum ved at skabe en tegneseriefigur: »Eddie er en slags metallens vise mand, fordi han har rejst igennem så mange civilisationer«.
Er man hardcore-tilhænger, bliver man ikke synderligt klogere af ‘Iron Maiden: Burning Ambition’, men filmen er bestemt seværdig og fremstiller på sympatisk vis bandets medlemmer, deres historie og univers og ikke mindst de loyale fans, som har gjort det hele værd at tilbringe mere end 50 år under heavy metallens faner.
Kort sagt:
Den biografaktuelle dokumentar er et sympatisk portræt at det ikoniske heavyband med gavmildt fokus på medlemmernes personligheder – og ikke mindst på den loyale fanskare, som nærer en dyb og årtier lang kærlighed til musikken og Iron Maidens unikke univers.