Kenneth Lonergan laver ikke mange film. Men når han gør, bliver de mesterlige.
Han instruktørdebuterede i 2000 med den rørende familiehistorie ‘You Can Count on Me’ med Mark Ruffalo og Laura Linney. I 2011 kom så ungdomsfortællingen ‘Margaret’ med Anna Paquin, der floppede ved premieren og havde en hård tilblivelse, men siden er blevet anerkendt som et mesterværk.
Og i 2016 kom så det bredere gennembrud med sorgdramaet ‘Manchester by the Sea’, der med Casey Affleck i front vandt to Oscars, og som vi her på Soundvenue kårede som årets bedste film i 2017 efter den danske premiere.
Nu kan Variety så rapportere, at Lonergan – der oprindelig er dramatiker og har stået bag mange anerkendte teaterstykker også inden filmkarrieren – endelig er på vej med et nyt værk.
Filmen hedder ‘Tomorrow is a Drag’ og skal have Aubrey Plaza, Adam Drier, Vanessa Kirby og Lonergan-yndling Matthew Broderick på rollelisten.
Det vides endnu ikke, hvad plottet er, men fortællingen udspiller sig i Lonergans hjemby New York, og det vil overraske, hvis ikke instruktørens karakteristisk fintunede sans for menneskelige forbindelser relationer, øm underspillet humor og eksistentiel smerte er drivkraften.
Lonergan var senest aktuel med tv-serien ‘Howards End’ i 2017 foruden et par skuespilroller i ‘White Noise’ og ‘Ripley’.
Læs vores store portræt af Kenneth Lonergan fra 2017.
