De er fra Europa. Og deres film smadrer dine følelser

I denne uge vender Soundvenues filmredaktion blikket væk fra det skrantende USA og fremhæver de mest underholdende, sjove, spændende og følsomme film, der er kommet ud af Europa de seneste år.

Tidligere i serien har vi anbefalet de bedste europæiske komedier, thrillers og coming of age-film i nyere tid, sat spot på de mest spændende nye europæiske skuespilstjerner og talt med to af de største danske filmtalenter, der slet ikke deler den tidligere generations drøm om Hollywood. Vi har desuden forklaret, hvorfor det er værd at parkere fordommene om europæisk film.

EM i Film. Fordommen om europæisk film kontra den amerikanske er, at de er svære, utilgængelige og distancerede. Amerikanerne river i følelseslivet til overflod, europæerne holder sig nøgternt tilbage.

Men sådan er det ikke nødvendigvis. Faktisk slet ikke hos en række yngre instruktører, der er dybt optaget af at ramme publikum der, hvor de mærker, at de er i live. Hvor de griner, græder, skælver og ryster, komplet indhyllet i fortællingen.

Som led i Soundvenues store fokus på europæisk film fremhæver vi her 10 nyere instruktører, der fortæller med en emotionel puls og nerve, som gør det umuligt at gå uberørt fra deres film:

Mika Gustafson

Svenske Mika Gustafson har favnet bredt med sine to hidtidige spillefilm, som på hver sin facon har store følelser og stærke karakterer i centrum.

Hun lagde i 2017 ud med den medrivende dokumentarfilm ’Silvana’ om rapper og queer-ikon Silvana Imam, instrueret sammen med de to kollegaer Olivia Kastebring og Christina Tsiobanelis. Seks år senere kom Gustafsons meget overbevisende første fiktionsfilm i langt format, ’Paradiset brænder’.

Realismedramaet følger tre søstre i hver sin aldersgruppe, som bor alene sammen i et arbejderklassekvarter, efter deres mor uden forklaring eller varsel har forladt dem.

Mens de holder omverdenen uvidende om fraværet af en voksen i deres husstand, klarer de sig ved tyverier og andre unoder. Men da de sociale myndigheder en dag kræver et møde med deres mor, må de finde en løsning. Den ældste søster sætter sig for at finde en kvinde, der kan spille stand-in.

Filmen læner sig op ad Andrea Arnolds farvemættede realisme i ’American Honey’ og ’Bird’ og er skiftevis adrenalinpumpende, sjov, rørende og trist.

Vi venter stadig på, at Gustafson annoncerer sit næste projekt, men med en så vellykket fiktionsdebut kan det næsten kun blive godt.

Halfdan Ullmann Tøndel

Det er store sko, den 36-årige nordmand skal udfylde. Han er barnebarn af den svenske instruktørlegende Ingmar Bergman og skuespilstjernen Liv Ullmann – og søn af forfatteren Linn Ullmann.

Men med sin debutfilm ’Armand’ viste han et råt fortælletalent i egen ret. Og en lyst og evne til at skabe vanvittigt intense rum og ekspressive scener, som fastholder publikums opmærksomhed i lige dele fascination og foragt.

Renate Reinsve spiller – med nerverne uden på tøjet – alenemoren og stjerneskuespilleren Elisabet, der hasteindkaldes til møde på sin søns skole. Først et godt stykke inde i mødet viser det sig, at hendes seksårige søn står under anklage for et overfald – og måske et overgreb – på en klassekammerat, og Tøndel tager os helt tæt på Elisabets forvirrede og mistro tilstand, hvor vi mærker hver en forskydning i Renate Reinsves ansigt.

Det er vildt ubehageligt at være vidne til, og instruktøren løfter det skolerealistiske kammerspil til flotte filmiske højder med et levende billedsprog og afstikkende showoptrædener, der tilføjer en nærmest surrealistisk dimension. Et valg, der vidner om en instruktør, som tør satse for at gribe publikum i en tilstand af måbende vildrede.

Krimithriller møder skandinavisk karakterportræt i en debut, der lover umanerligt godt for Tøndels fremtid.

Léa Mysius

Er der en fællesnævner for den franske og fremadstormende Léa Mysius’ film, må det være, at de taler til sanserne.

Både fordi den 39-årige instruktør skaber indtagende og stemningsfulde billeder, og fordi hun synes evigt interesseret i at udforske de mystiske verdener, som hendes hovedpersoners sanseindtryk åbner op for.

Det drejer sig dog om svækkede sanser i den fremragende debutfilm ’Ava’ fra 2017 – en coming of age-fortælling om en 13-årig pige, der under en solbeskinnet badeferie finder ud af, at hun om to uger vil have mistet synet. Ava vil udnytte sin sidste tid som seende bedst muligt, og handlingen udspiller sig som en hyggelig, farverig og rebelsk sommerdrøm.

I Mysius’ næste film, ’The Five Devils’, har den otteårige pige Vicky omvendt stærkere sanser end gennemsnittet. Hun kan genskabe enhver duft, hun er stødt på. Da hendes faster, spillet af Adèle Exarchopoulos, en dag slutter sig til familien efter et fængselsophold, genkalder Vicky også hendes duft. Oplevelsen transporterer pigen tilbage i tiden, hvor hun opdager sin families traumer og hemmeligheder.

Som manuskriptforfatter har Mysius sideløbende fundet en prominent samarbejdspartner i ’Profeten’-instruktør Jacques Audiard. Hun har været med til at skrive hans to seneste film, ’Lev, elsk, Paris’ og den kontroversielle ’Emilia Perez’.

Desuden cementerede hun i år sin fremtrædende plads på den franske filmscene med sin tredje film, thrilleren ’The Birthday Party’, der var udtaget til Cannes-festivalens hovedkonkurrence.

Antoneta Alamat Kusijanović

De færreste debuterende instruktører kan prale af at have selveste Martin Scorsese i ryggen som producer.

Men det er tilfældet for den kroatiske instruktør Antoneta Alamat Kusijanović og hendes første spillefilm, ’Murina’, der i 2021 blev kåret til årets bedste debutfilm ved verdenspremieren i Cannes.

I ’Murina’ fortsætter Kusijanović samarbejdet med den unge skuespiller Gracija Filipovic, som også havde hovedrollen i instruktørens kortfilm ’Into the Blue’, der blev nomineret til en studenter-Oscar.

Filipovic spiller 16-årige Julija, som lever på en lille kroatisk ø med en dominerende far og en passiv mor (spillet af vor egen Danica Curcic). Julija søger frihed uden for huset, særligt i det omkringliggende hav, som er et tilbagevende motiv i filmen.

Hun begynder imidlertid også at se muligheder for frigørelse i den velhavende familieven Javier, som faren har på besøg en weekend. Det får et familiedrama, som har slumret i årevis, til at blusse op igen.

’Murina’s smukke billedside og langsomme, men stærke fortælling om begær og magt lover rigtigt godt for Kusijanović, der endnu har til gode at annoncere sin næste spillefilm.

Lukas Dhont

Det belgiske vidunderbarn Lukas Dhont laver film, der fænger som en thriller og samtidig gør ondt helt ind i knoglerne. Det gjorde han med ’Girl’ om en transkønnet ballerina, hvis liv man holdt i hænderne under smertende scener af selvskade og omgivelsernes pres.

Og så igen med coming of age-filmen ’Close’ om et sommerligt venskab mellem de to 13-årige drenge Leo og Remi, der udvikler sig tragisk, efter Leo fjerner sig fra vennen af frygt for at blive mobbet for at være homoseksuel.

Begge film forener plotmæssige choks med en dybfølt empati for hovedpersonerne, som instruktøren tydeligvis holder nært i sit eget hjerte.

I den forstand er han en moderne udgave af den dagsordensættende belgiske filmretning forankret i brødrene Jean-Pierre og Luc Dardenne. Med ufiltreret realisme kunne deres film som ’Sønnen’ og ’Rosetta’ også rive i følelserne, men ofte stod det først klart efter halvanden times naturalistisk følgeskab med karaktererne. Dhont har arvet deres seriøse og intime fortællefokus, men tilsat sine egne sansemættede billeder og mere direkte følelsesmæssige nærvær.

Den 34-årige instruktør havde i maj verdenspremiere på sin nyeste film, ’Coward’, om homoseksuelle soldater under Anden Verdenskrig.

Molly Manning Walker

Man får lyst til at skrige »Pas nu på jer selv!«, når man følger de britiske teenagepiger på jagt efter tabte mødomme og sansebedøvende branderter i Kretas charterparadis i filmen ’How to Have Sex’.

De tre 16-årige piger er klar til at indtage byens festscene efter skolens afslutning, og målet er, at Tara skal have sex for første gang. Det fører hende i hænderne på suspekte typer i en dynamik, der nok vil virke genkendelig for mange, der har været på drukture sydpå. Og instruktør Molly Manning Walker overbeviser med en hektisk og sitrende fortælling, der aldrig slipper Taras følelsesmæssige rutsjebanetur af syne, så vi mærker hver en lille og stor trussel mod hendes autonomi på egen krop.

Molly Manning Walker er født ind i en kunstfamilie som datter af Andy og Lesley Manning, centrale figurer på Londons film- og teaterscene. Hun startede som fotograf, blandt andet på Charlotte Regans roste ’Georgies verden’ (se længere nede), før hun fik et markant gennembrud med debutfilmen. Nu arbejder hun på to projekter med A24: Serien ’Major Players’ om to piger, der starter et kvindefodboldhold, og filmen ’Not Another F**king Wedding’.

Forhåbentligt fører hun sit uovertrufne emotionelle sanseapparat med videre.

Los Javis

Skal man lave en liste over årets hidtil største europæiske instruktørgennembrud, må Los Javis være oppe i toppen.

Navnet dækker over Javier Calvo og Javier Ambrosi, der i Spanien begge har været kendt som skuespillere og instruktører af både musicals og tv-serier med webserien ’Paquita Salas’ og HBO Max-serien ’Veneno’ som højdepunkter.

Med et energisk og følelsesfuldt queer perspektiv slog de igennem i hjemlandet, men ingen uden for Spanien havde nok forudset, at de ville gøre ’Everything Everywhere All at Once’-duoen The Daniels rangen stridig som de mest interessante filmduoer lige nu. Det var, indtil deres film ’La bola negra’ (’The Black Ball’) fik premiere på Cannes-festivalen i maj og tiltrak glødende overskrifter.

Fortællingen roterer omkring tre homoseksuelle mænd i tre tidsperioder, der til sammen udgør det, der under festivalen blev kaldt et episk storværk med en uforglemmelig slutning.

’La bola negra’ udløste en budkrig, som Netflix trak sig sejrrigt ud af. De forventes at køre filmen i stilling som en vægtig Oscar-kandidat, og med sin stærke følelseskrog i publikum virker det da også som en oplagt awards-film.

Måske er Los Javis den naturlige arvtager til den flamboyante, aldrende mester Pedro Almódovar?

Charlotte Wells

Man ville uden problemer kunne fylde Parken med folk, der er brudt fuldstændigt sammen i gråd til Charlotte Wells’ sensationelle debutfilm ’Aftersun’ fra 2022.

Det er bare svært helt at sætte ord på hvorfor. Det er nemlig en film, der kommer snigende. En nærmest impressionistisk erindringsfilm med sansemættede nedslag i hovedpersonen Sophie, der som 11-årig tager på årlig charterferie med sin 30 år gamle, fraskilte far Calum (Paul Mescal i sin gennembrudsfilmrolle efter ’Normal People’).

Det hele virker som uskyldige glimt i en fortid, vi ikke helt ved, hvad vi skal stille op med, men langsomt fornemmer man et mørke over faren og fortællingen, som ender med at overrumple én som i et bagholdsangreb. I en nøglescene til sidst er det umuligt ikke at holde tårerne tilbage, og man skal bruge uger på at tænke over, hvad det egentlig var, der skete.

Bag det lille mirakel står en skotsk instruktør, som baserede historien på sine egne barndomsoplevelser, men vi er ikke i tvivl om, at talentet også er der til at røre dybt og længe med hendes fragmentariske og dog velkomponerede fortællestruktur og klipning, når hun får andres materiale i hænderne. Siden har Wells lavet en musikvideo for Romy, men vi venter spændt på den svære toer.

Audrey Diwan

Juryen under den prestigefulde Venedig Film Festival i 2021 med ’Parasite’-instruktør Bong Joon-ho i spidsen pegede enstemmigt på den samme film til den prestigefulde Guldløve: Abortdramaet ’Hændelsen’.

De var uden tvivl blevet hårdt ramt af Audrey Diwans franske gennembrudsfilm baseret på Annie Ernaux’ selvbiografiske roman om en ung studerende, Anne, der bliver gravid i 60’ernes Frankrig, hvor abort er forbudt.

I slægt med uforglemmelige abortfilm som ’4 måneder, 3 uger, 2 dage’ og ’Never Rarely Sometimes Always’ følger vi den ulykkelige situation på nærmeste hold, og flere scener er så barske, at man er nødt til at kigge væk. Men i forgrunden står også uden om dette eksplicitte abortfokus Diwans sanselige filmsprog og nærværende portræt af en ung kvinde, der risikerer at få sin fremtid revet uretfærdigt væk under sig.

Audrey Diwan havde lavet flere film inden, blandt andet med sin eksmand Cédric Jimenez, men blev en stor instruktørstjerne overnight. Hun indfriede ikke forventningerne med den erotiske og engelsksprogede ’Emmanuelle’, der dog stadig antydede en instruktør, der er interesseret i at underholde og gribe fat i følelserne. Mon ikke hun slår stærkt tilbage inden længe.

Carla Simón

Carla Simón har det seneste årti bygget sig op til en af Spaniens mest fremtrædende filmskabere med tre roste spillefilm, der på forskellig vis bearbejder den 39-årige instruktørs egen fortid og familiehistorie.

Simón mistede begge sine forældre, da hun var barn. Denne sorgfyldte erfaring var omdrejningspunktet for hendes dybt rørende debutfilm ’Sommeren 1993’ fra 2017, hvor en pludseligt forældreløs, seksårig pige flytter ind hos sin mosters familie på et landsted.

Tabet er også i fokus for hendes seneste film, ’Romería’. Her besøger en ung kvinde for første gang sine fjerne, biologiske slægtninge i en galicisk kystby for at komme til bunds i sine afdøde forældres fortælling. Alle er venlige på overfladen, men de skjuler også en tabuiseret tragedie omkring faren og moren.

Oftest optræder amatørskuespillere i bærende roller i Simóns film, hvilket typisk er svært at begribe, fordi hun får så gode præstationer frem af sine uprøvede hovedroller. At flere af dem er børn, gør ikke den bedrift mindre imponerende.

Instruktøren har typisk dedikeret sine personlige historier til realismetraditionen, men i slutningen af ’Romería’ vovede hun sig for første gang ud i surrealisme i en længere drømmesekvens. Fremtiden bringer muligvis lignende nye, interessant tiltag inden for både genre og fortælling.

I et interview med The Guardian fortæller Simón i hvert fald, at hun »har lyst til måske at lave noget, som intet har at gøre med min familie«. Det bliver spændende at se, hvad hun finder på.

Nóemie Merlant

Med sin fantastiske, længselsfulde hovedrollepræstation i Céline Sciammas romantiske periodefilm ’Portræt af en kvinde i flammer’ fik verden øjnene op for franske Nóemie Merlants skuespilevner. Det ledte blandt andet til internationale roller i ’Tár’ og ’Lee’ over for henholdsvis Cate Blanchett og Kate Winslet.

I samme periode sprang Merlant ud som filmskaber i egen ret. Efter et par kortfilm havde hun i 2021 sin instruktørdebut i spillefilmformat med dramaet ’Mi iubita mon amour’, som var nomineret til Cannes-festivalens debutantpris.

Her spiller hun selv hovedrollen som den forlovede kvinde Jeanne, der rejser til Rumænien med en gruppe veninder og indleder en problematisk flirt med en lokal teenagedreng. Herefter tager filmen en drejning, da en gruppe gangstere pludselig træder ind i billedet.

Lysten til at blande genrer er endnu mere synlig i opfølgeren ’Kvinderne på balkonen’ – en kropslig gyserkomedie, der udspiller sig under en hedebølge i Marseilles. Igen indtager Merlant en hovedrolle som én af tre veninder, der bor i samme lejlighed. Kvinderne udsættes for både vold og sexchikane af mændene omkring dem, og de svarer igen på underholdende og blodig vis i en absurd og samfundskritisk hævnfortælling.

Indtil videre handler Merlants film som instruktør altså om køn, relationer og magt – men ellers er hun helt igennem uforudsigelig.

Charlotte Regan

Britiske Charlotte Regan havde både mere end 200 musikvideoer og en fortid som paparazzifotograf på cv’et, da hun i 2023 spillefilmdebuterede med et overbevisende arbejderklasseportræt i børnehøjde.

’Scrapper’, der herhjemme fik titlen ’Georgies verden’, modtog prishæder på Sundance-festivalen for sin hjertevarme og humoristiske skildring af en 12-årig piges svære tilværelse.

Ikke ulig hovedpersonerne i Mika Gustafsons førnævnte ’Paradiset brænder’ bor Georgie alene i sit barndomshjem efter sin mors tragisk tidlige død. Hun holder de sociale myndigheder i skak med en opdigtet onkel ved navn Winston Churchill som værge, indtil hendes biologiske far (Harris Dickinson), som hun aldrig har mødt før, en dag dukker op.

Realismedramaet får hyppige skud af surrealisme og fantasi, når vi ser hverdagen gennem Georgies barneøjne. Man aner i øvrigt instruktørens fortid med musikvideoer i den til tider hektiske klippestil, som giver filmen en smittende energi.

Regan fulgte op på debutfilmen med enkelte afsnit af serierne ’The Buccaneers’ og ’The Responder’, inden hun tidligere i år sprang ud som fuldbyrdet serieskaber med ’Mint’ – en ’Romeo & Julie’-klingende kærlighedsfortælling mellem to unge mennesker fra hver deres rivaliserende forbryderfamilie.

The Guardians anmelder kaldte det ukonventionelle gangsterdrama for »den mest vanvittigt smukke tv-serie siden ’Twin Peaks’«. Vi venter spændt på, at den får dansk premiere.