EM I FILM. Mens USA styrer mod afgrunden ført an af Donald Trump, og Hollywood taber terræn med uopfindsom franchise-udhungring, er det værd at kigge mod Europa i stedet.
Europæisk film har måske et ry som svært, kedeligt eller utilgængeligt, men parkerer man fordommene, er der uafrystelige, sjove og spændende oplevelser at komme efter. Det argumenterer vi i hvert fald for her på Soundvenue i den kommende uges tema dedikeret til europæisk film.
Her anbefaler vi nogle af de allerbedste komedier, der er kommet ud af Europa siden 2010. Det er film, der ikke blot får smilebåndet på arbejde, men som også gør det på en langt mere original – og tankevækkende – måde, end hvad der i dag er standarden fra USA.
‘Four Lions’ (2010)
‘Four Lions’ har efterhånden 16 år på bagen, men den fremstår stadig afsindigt modig og provokerende med sin skarpe og ikke mindst morsomme satire over noget så alvorligt som terrorisme.
Komiker Chris Morris’ spillefilmdebut som instruktør følger fire rasende inkompetente jihadister (én af dem spillet af Riz Ahmed) i Sheffield, som har et fælles mål om at blive martyrer og tage flest muligt vantro briter med sig i faldet. Dog er de sjældent enige om fremgangsmåden, og de bliver ved med at forpurre den drabelige mission.
Jesse Armstrong, der senere skulle skabe hitserien ’Succession’, har været med til at skrive farcen. Og hvis man var fan af Roy-familiens evige mundhuggeri, vil man finde lige så stor underholdningsværdi i den gumpetunge terrorgruppe, der konstant sviner hinanden til og kommer med tvivlsomme modsvar.
’Four Lions’ er også rig på fysisk komik, ofte affødt af klyngens kridhvide jihadist Barry (Nigel Lindsay), der har mere end én idiotisk metode til at undgå myndighedernes formodede overvågning. Bevæger man sig udendørs, skal man for eksempel ryste sit hoved fra side til side i et hidsigt tempo, så kameraer ikke kan identificere én.
Man griner af de latterlige terrorister, men mod slutningen gør Chris Morris faktisk noget endnu mere modigt. Han viser den blodige alvor af hovedpersonernes planer, som chokerer både publikum og terroristerne selv.
Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.
’Kvinde på krigsstien’ (2018)
At islandske Benedikt Erlingsson har en helt særlig humoristisk tone, har mange danskere for nyligt erfaret gennem instruktørens serie hos DR, ’Den danske kvinde’.
Før han fik Trine Dyrholm til at spille grænseløs og syngende antihelt, lavede han en anden veloplagt komedie om en handlekraftig selvtægtskvinde på Island.
I ’Kvinde på krigsstien’ fra 2018 går den på overfladen fredelige korleder Halla nemlig til kamp for naturen ved at udøve en række risikable og dybt ulovlige sabotageaktioner mod landets aluminiumsfabrikker. Mens hun er i sit aktivistiske es, får hun mulighed for at adoptere et barn fra Ukraine, hvilket sætter hendes livsførelse i perspektiv.
Erlingsson har begået en spændende og humoristisk økothriller med en masse på hjerte. Ligesom ’Den danske kvinde’ er ’En kvinde på krigsstien’ også et forrygende musikalsk bekendtskab. For et lille orkester og en gruppe ukrainske folkesangere fremfører hele filmens score, mens de fysisk befinder sig i billedet og sågar interagerer med karaktererne.
Selvom filmen handler om tunge problematikker, som ikke fylder mindre her otte år efter premieren, lykkes Erlingsson med at servere dem i en underholdende og finurligt opløftende indpakning. Det er en bedrift, man ikke skal kimse ad.
Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster.
‘Kneecap’ (2024)
»Guess who’s back on the news. It’s your favorite Republican hoods!«.
Det synger Kneecap, som ikke kun er en musiksensation fra Nordirland, men også omdrejningspunktet for en af de bedste nyere europæiske komedier.
Nærmest samtidig med gruppens gennembrud fortalte Rich Peppiatt deres historie i sin fremragende debut som spillefilminstruktør.
En lingvistisk konflikt har nok aldrig været mere sjov og sprængfarlig, end når den som her belyses gennem Kneecaps frontmænd – de to narkosælgende problembørn Moglai Bap og Mo Chara, der konstant kommer i karambolage med politiet.
De unge fyre insisterer på at tale irsk til provokerede betjente, og ved et lykketræf bliver politiet så nødt til at skaffe en tolk, der viser sig at være en kedelig skolelærer på overfladen, men også DJ Próvai, en musikproducer med et studie i sin garage.
Pludselig er en usandsynlig hiphop-trio født, hvis irsksprogede sange om at hade briter og blive set på som en »lowlife scum« hitter lige så meget, som de antænder den årelange politiske krig om irsk identitet.
Finurligt som John Carney, anarkistisk som ‘Trainspotting’ og generelt bare en virkelig god fest.
Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Viaplay og YouTube Movies.
‘Syk pike’ (2022)
Når det gælder sorte komedier, er der få så nederdrægtige som norske Kristoffer Borgli.
Før han gjorde lynkarriere hos A24 i USA med Nicolas Cage-påfundet ‘Dream Scenario’ og det nylige hit ‘The Drama’, bedrev han ‘Syk pike’, der excellerer i klukleende kynisme.
Kristine Kujath Torp (der ikke er en stor nok stjerne!) lægger krop og ikke mindst ansigt til den frustrerede unge kvinde Signe, der føler, hun er blevet uretfærdigt stemplet som kedelig. Hun render frustreret rundt i skyggen af sin kunstnerkæreste og arbejder som barista, indtil hun en dag i erkendelsen af, at »narcissister styrer verden«, beslutter sig for at tage drastiske midler i brug for at fange folks opmærksomhed.
Hun opsøger en gammel skolekammerat, som sælger hende piller, der vansirer hendes ansigt. Og hun excellerer i at spille offerkortet så moderigtigt som muligt.
Det er sjovt på den absolut grummeste måde. Ikke mindst fordi ‘Syk pike’s lækre billeder svælger rundt i den unge kvindes makabre transformation, der bæres frem af filmens gennemført syge tankegang.
Du finder næppe et værk, der tager favntag med flere übermillenialske emner – svindleren, ambitionskrisen, internettet og navlepilleriet – men den gør det mere grænseløst end nogle andre. Som negativet til norsk films andet store millennial-værk: ‘Verdens værste menneske’.
Kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Viaplay og Apple TV.
‘Verdens værste menneske’ (2021)
Det kan diskuteres, om ‘Verdens værste menneske’ er Joachim Triers bedste film, men det er vel nok nordmandens letteste og sjoveste.
Renate Reinsve er i sin store gennembrudsrolle lyslevende som kvinden Julie, der har så travlt med at føle sig lidt for fed til det hele, at hun ikke rigtigt finder ud af, hvem hun er, eller hvad hun kan og vil.
Så i stedet ender hun mest bare med at arbejde i en boghandel og spille andenviolin i sit forhold med den lidt ældre kæreste og tegneserietegner Aksel (Anders Danielsen Lie). I hvert fald indtil der pludselig er noget andet, der trækker! En helt særlig form for voksen-coming of age til en generation, der ikke kan finde ud af at blive voksen.
Joachim Trier, manuskriptforfatter Eskil Voigt og Renate Reinsve forvandler sammen den efterhånden klassiske komedie om millennialens navlepilleri om alt og ingenting til en cinematisk odyssé med altid kærlig humor. I den mest berømte scene står Oslo smukt stille, mens heltinden løber gennem byen, hvilket er lige så smukt, som det er sjovt tænkt.
‘Verdens værste menneske’ er både rørende og underholdende. Akkurat som nøglereplikken »jeg elsker dig, men jeg elsker dig ikke«, som Julie finder på at sige sandt og selvoptaget i et breakup.
Kan ses på Netflix, HBO Max, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay.
‘El Planeta’ (2021)
Der er ikke en eneste sympatisk karakter at finde i ’El Planeta’. Det gør ikke spansk-argentiske Amalia Ulmans instruktørdebut mindre sjov.
Den tragikomiske film foregår i den spanske kystby Gijón, hvor Ulman selv er vokset op. Hun trækker på egne erfaringer og spiller også hovedrollen over for sin egen mor, Ale Ulman. Hovedkaraktererne har dog også en kriminel side, som er inspireret af en virkelig duo ved navn Justina og Ana Belén, bosat i samme by.
Ulman og Ulman spiller en førhen velstående mor og datter, som nu er hårdt ramt af Spaniens økonomiske krise. I stedet for at nedværdige sig til et klassisk lønmodtagerliv, hustler de sig gennem tilværelsen med butiksrøverier og svindelnumre, mens de tæller ned til datoen, hvor de bliver tvangsfjernet fra deres lejlighed.
Med sin sorthvide billedside og fortællingens løse struktur minder ’El Planeta’ på overfladen om 60’ernes franske nybølgefilm. Men modsat eksempelvis Jean-Luc Godards løsgængere og småforbrydere fremstår de to kvinder i Ulmans film aldrig så cool, som de forsøger at få det til at se ud, snarere sølle og latterlige.
Alligevel hygger man sig med de excentriske karakterer og ’El Planeta’s skæve tone, der trækker på deadpan-komiske forbilleder som Jim Jarmusch og Aki Kaurismäki.
Kan ses på Mubi.
‘Ninjababy’ (2021)
Ikke siden ’Juno’ har en uventet og uønsket graviditet været så charmerende som i norske Yngvild Sve Flikkes anden spillefilm, ’Ninjababy’ fra 2021.
Som titlen indikerer, har hovedpersonen Rakel ingen idé om, at hun er gravid, da hun hos lægen får at vide, at hun faktisk har været med barn i seks måneder. Hun har godt nok taget lidt på, og brysterne er også vokset i volumen, men den klassiske gravide babybule har slet ikke vist sig.
Nyheden gør livskrisen total for det unge rodehoved, som i forvejen ikke havde meget stabilitet i tilværelsen. Barnets far, en usympatisk herre med en tiltalende penis (heraf tilnavnet »Pik-Jesus«), er heller ikke interesseret i at være forælder. Rakel må altså forsøge at finde en adoptivfamilie til barnet, mens hun i øvrigt har en cute og småkejtet flirt kørende med den sympatiske aikido-underviser Mos.
Selvom der bestemt er alvor i ’Ninjababy’, blandt andet på grund af bekymringer om Rakels hidtil ret så vilde alkoholindtag under graviditeten, er tonen det meste af tiden herligt uhøjtidelig.
Det skyldes blandt andet, at Rakels tegninger som et fast element animeres ind over billedsiden. En tilbagevendende fantasifigur er den titulære ninjababy, som Rakel løbende taler med i sit hoved (og som stemmelægges humoristisk af ’Skam’-stjernen Herman ’Penetrator-Chris’ Tømmeraas).
Også her fremragende Kristine Kujath Thorp spiller også den utjekkede og sjældent særligt ansvarsfulde protagonist med så stort humoristisk overskud, at man kun kan heppe på hende under den atypiske dannelsesrejse.
Kan ses på Filmstriben, HBO Max, Blockbuster og Grand Hjemmebio.
’Sightseers’ (2012)
Anders Thomas Jensen møder britisk socialrealisme i Ben Wheatleys deadpan-voldelige roadtrip-film ‘Sightseers’.
Tina forlader sin psykisk udfordrede mor for at tage på eventyr gennem landet med sin nye kæreste Chris i dennes campingvogn. Den rødhårede fyr er selverklæret forfatter med selverklæret kreativ forstoppelse, men mener, Tina er hans muse, og Tina dufter friheden ude af hjemmet med sex i vognen og spændende nye oplevelser.
Men hendes elskede hund Poppy er samtidig død, og det var vist nok Chris, der kom til at dræbe den.
»Morder!«, siger Tinas mor til Chris. »Det var et uheld«, svarer Tina. »Det var du også«, siger moren. Og så tager dette meget ukarismatiske svar på Bonnie & Clyde ellers afsted mod verdens mest nordengelske sporvognsmuseum.
Her taber en medturist et stykke klamt ispapir på sporvognsgulvet til Chris’ store fortrydelse. Og inden længe er ispapirs-turisten kørt ned af campingvognen. Ved et … uheld.
Den slags uheld kommer der faktisk bare flere og flere af, efterhånden som Chris irriteres over andre mennesker under deres tur på landevejen. For mennesker, ikke? Pisseirriterende.
Alice Lowe og Steve Oram spiller parret til til perfektion og har i øvrigt også været med til at skrive filmen. Instruktør Ben Wheatley havde virkelig et moment i starten af 10’erne, før USA desværre kaldte. Thrilleren ‘Kill List’ var hans dystre højdepunkt, ‘Sightseers’ hans sorthumoristiske. Virkelig morbid, virkelig sjov.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Apple TV
‘Yannick’ (2023)
I den store mængde af absurde og ofte surrealistiske komedier instrueret af den voldsomt produktive franske ener Quentin Dupiex, står hans 12. film ud.
’Yannick’ er en ekstremt minimalistisk, men også effektiv satire over de indforståede aftaler, der hersker mellem performer og publikum, kunstner og modtager. Den bare 67 minutter lange film udspiller sig næsten i realtid under en teaterforestilling, der kører fuldstændigt af sporet.
Skyldneren er den unge mand Yannick, som vælger at afbryde de tre skuespillere på scenen i et affolket teater, fordi han ikke er underholdt af stykket. Efter at have taget fri fra sit krævende job, kørt temmelig langt med toget og betalt for en billet, forventer han simpelthen mere end det, de disker op med.
Ingen kan tro, hvad de ser og hører fra den unge teatergæst. Men både skuespillere og publikummer må lege med, da Yannick pludselig trækker en pistol og tvinger de optrædende til at fremføre hans spontant udførte og stavefejlstunge manuskript i stedet.
Den fremadstormende, atypiske filmstjerne Raphaël Quenard er magnetisk på sin helt egen tilbagelænede facon som Yannick, der veksler mellem at være en truende skurk, en charmerende fyr og en ensom stakkel.
Samtidig udstiller komedien et uligevægtigt smagshierarki i kulturlivet. Hvem bestemmer egentlig, hvad der er god kunst? Det spørger filmen gennem sin interventionistiske hovedperson, der går planken ud for sin sag.
Kan ses på Mubi.
’Force Majeure’ (2014)
Svenske Ruben Östlunds satiriske scenarier over det vestlige middelklassemenneskes hykleri og hule fernis kan for nogen være så tåkrummende, at de vender blikket væk i ren ’Klovn’-agtig pinlighed frem for at få motion til lattermusklerne.
Men tvinger man sig selv til at fastholde blikket, er det svært ikke at føle sig urkomisk ramt af karakterernes patetiske og pinagtige valg i især gennembrudsfilmen ’Force Majeure’, vel nok Östlunds sjoveste.
Det er filmen, hvor familiefaren Tomas intuitivt forlader kone og børn, da en lavine faretruende nærmer sig den terrasse i de franske alper, hvor de opretholder familieidyllen under deres tiltrængte kvalitetstids-skiferie. Til gengæld redder han sin iPhone. Og sine skihandsker.
Det sætter en metaforisk lavine i gang i Tomas’ i forvejen skrantende forhold til sin hustru – og skår i hans maskuline selvforståelse. Den moderne mands bløde panser opløses i usexet identitetsmæssig forvirring, når den biologiske beskytterrolle svigter i nødens stund.
Og mens Tomas bryder sammen med snot i hele ansigtet, er det svært at holde masken. Men bag smilet lurer frygten: Er det én selv, man griner af?
Kan ses på YouTube Movies.