EM I FILM. Det kommer så hurtigt til at lyde som lektier: Drop de amerikanske film! Se europæiske i stedet!
Men Europas film behøver ikke pligtstof. De behøver hverken være langsomme, kedelige eller svære at forstå.
Eller er det bare en fordom om fordommen, at mange har det sådan, når en spansk, fransk eller tysk film byder sig til i biografen? At de lige overvejer en ekstra gang, om de … orker?
Sådan har alle det naturligvis ikke. Men virkeligheden er nok alligevel stadig, at de europæiske film, der sendes ind over grænsen til Danmark, af mange associeres med ophøjet kunst i kontrast til den eskapisme og umiddelbare underholdningsværdi, amerikanske film har som deres ypperste formål at levere.
Kigger man på publikumstallene, peger det i hvert fald i retning af, at vi tænker America – eller Danmark – First.
Det er efterhånden 14 år siden, at det franske feelgood-drama ’De urørlige’ bragede ind i danskernes hjerter med over 600.000 solgte billetter; på højde med en god Anders Thomas Jensen-film.
Det er stadig den i sin helt egen liga mest sete europæiske film, der hverken er på dansk eller engelsk, på denne side af 2010. Og kigger man på film, der ikke har fået hjælp af at være indlemmet i Biografklub Danmark (der nærmest per automatik sikrer et billetsalg på den gode side af 100k) eller har haft danske skuespillere i forgrunden (som den norske ’Headhunterne’ med Nikolaj Coster-Waldau og Ruben Östlunds ’The Square’ med Claes Bang), er det kun ganske få, der har besteget det forjættede 100.000 billetters-bjerg på andre sprog end dansk og engelsk:
Den svenske gammelmandskomedie ’Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’ og børnefilmen ’Folk og røvere i Kardemommeby’.
I 2024 var den mest populære ikke-engelsksprogede europæiske film at finde på 37. pladsen i form af ’The Zone of Interest’ (56.000 billetter). Skal man finde en film i den årlige biograf-top 10, der ikke er på dansk eller engelsk, skal man tilbage til 2012 og førnævnte franske film om den kørestolssiddende rigmand og hans nye hjælper. Før det finder man svenske ’Mænd der hader kvinder’ i 2009 og tyske ’Der Untergang’ i 2005.
Kan europæisk kultur være ung kultur?
Det kan der være mange gode grunde til: Hollywood har siden 70’erne været filmverdenens uomtvistelige centrum. De har penge til både produktioner og marketing, som de europæiske lande kun kan sukke misundeligt efter.
Men omvendt behøver man heller ikke acceptere det som en naturgiven sandhed. I årene 1966-75 var der hvert år gerne to europæiske film i top 10 – primært fra Italien og Frankrig. Appetitten på selv meget kunstneriske film fra de europæiske nybølger var stor. Ud over den brede appel var det cool at opsøge de nye generationers friske og frække eksperimenter.
Sådan er det ikke i dag. Som helhed forbindes europæisk film ikke med en særlig identitet, og da slet ikke med en særligt progressiv ung kultur.
Men lige nu bør muligheden for et friskt brud med monokulturen have de bedste forudsætninger siden 70’erne. USA’s skyggeside er blevet deres forside, landet er i kulturel og åndelig opløsning, og Hollywood befinder sig i en franchise-skamridende, Trump-leflende idé-krise, som kun i mild grad kompenseres af modvægten fra independent-selskaber som A24.
Samtidig har amerikansk films egen højborg, Oscar-uddelingen, åbnet mere og mere op for udenlandske film i hovedkategorierne, hvilket allerede har givet europæiske film som ’Sentimental Value’, ’Anatomy of a Fall’ og ’The Zone of Interest’ en uhørt stor platform de seneste år.
Europæisk film har altså bedre chancer for at repræsentere noget andet og federe end nogensinde før. Og i forvejen viser publikum jo appetit på andet end det amerikanske, nemlig på det helt lokale.
Danskerne vil utroligt gerne se danske film, og i særlige tilfælde også film fra Sverige og Norge. Er det ikke på tide at lade den lokale forkærlighed indbefatte resten af Europa også?
Underholdning + dybde
Her kommer vi så tilbage til den mentale barriere. Og på Soundvenue skal vi da heller ikke spille for hellige. Vi dyrker den amerikanske populærkultur i stor stil, fordi det er her, de fleste af landskabets mest presserende samtaler stadig tager sit udgangspunkt.
Det europæiske kludetæppe af sprog, nationaliteter og meget forskellige kulturer er også for os svært at gribe fat om, så det interesserer en kritisk masse.
Det laver vi om på i den kommende uge, hvor vi fokuserer på europæisk film ud fra overskriften EM i Film og med den præmis, at kontinentets film ikke behøver være højstemte sort-hvide dramaer med to replikker i minuttet, endnu færre klip og en åben slutning. At de kan være underholdende, oprivende og engagerende – blot med det ekstra lag af dybde og originalitet, som ofte kvæles i den mere pengedrevne amerikanske industri.
I dag starter vi med at pege på nogle af de bedste europæiske komedier på denne side af 2010, for selvfølgelig laves der mindst lige så sjove film her, som der gør fra USA’s samlebåndsproduktion. Senere anbefaler vi også intense thrillers fra Europa og en række hjerterystende coming of age-film, en genre, hvor europæerne ofte er langt mere i øjenhøjde med os danskere, end amerikanerne formår.
Vi peger også på store europæiske skuespilstjerner, som fortjener at blive dyrket på lige fod med USA’s Chalamets og Zendayas, og så fremhæver vi nogle yngre filmskabere, der virkelig evner at ramme publikum i maven frem for blot intellektet. Endelig taler vi med to af dansk films mest fremtrædende unge instruktører, der kan afsløre, at de ikke næres af den amerikanske drøm.
Filmisk Eurodance
Det er en start. Men selvfølgelig kun en start.
Derfra er det op til dig.
’Parasite’-instruktør Bong Joon-ho sagde berømt på Oscar-scenen, at »så snart du overkommer den tre centimeter høje barriere af undertekster, vil du blive introduceret for så mange flere utrolige film«. Det gælder også den lille barriere, der hedder: Made in Europe.
Se vores anbefalinger som gateway-drugs mod en ny verden af uforglemmelige filmoplevelser. Også selvom de er lidt mindre second screen-egnede end tidens amerikanske mainstreamfilm. Vores fælles mod og nysgerrighed vil omsættes til film, vi vil bære med os resten af livet.
Men publikum kan ikke klare det alene. At gøre Europa til kulturens centrum igen, stiller også krav til filmene selv. Til hvordan de fortælles, hvem de henvender sig til, og ikke mindst hvordan de brandes.
Man kunne godt drømme om et europæisk modstykke til Sydkoreas K-kultur. Måske filmen kunne trænge til et skud Eurodance, Eurotrance eller Europop for at ruske lidt op i de fine fornemmelser. Måske de kunne være bedre til at vise, at de bedste vibes, de stærkeste spejlinger og de mest presserende identitetsmarkører også kan komme fra landene og menneskene på denne side af Atlanten.
Med zeitgeist-film som ’Verdens værste menneske’, ’The Square’, ’Titane’ og ’Close’ har vi allerede haft hotte, følsomme, sjove og provokerende ledestjerner, der anviser en ny vej for europæisk film.
Målet må jo være, at de netop ikke bliver opfattet som lektier. Vi kunne jo kalde det en … challenge?