Selvom de seneste måneder har føltes lidt tyndbenede på filmfronten, har oplevelserne alligevel hobet sig så meget op over det seneste halve år, at det har været umanerligt svært at skære feltet ind til de 10 bedste.
Rent ud sagt pisse gode film klarede akkurat ikke cuttet, først og fremmest: Bradley Coopers ‘Is This Thing On?’, det surrealistiske spanske rave-drama ‘Sirat’, den forunderlige tyske ‘Miroirs No. 3’, den ligeledes tyske hospitalsfilm ‘Aftenvagt’, fødselsdepressionsdramaet ‘If I Had Legs, I Would Kick You’, komedien ‘Nirvanna The Band The Show the Movie’, Harris Dickinsons instruktørdebut ‘Urchin’, Guldpalmevinderen ‘It Was Just an Accident’, halvårets bedste liminal horror i form af ‘Exit 8’ og Oscar-favoritten ‘Hamnet’.
I sidste ende tog de her ti film nemlig fast plads i vores blodbaner:
10. ‘Wasteman’
Det var egentlig planen, at Safdie-brødrene skulle have instrueret fængselsdramaet ‘Wasteman’, før de valgte at prioritere ‘Uncut Gems’ i stedet.
Med filmens klaustrofobiske intensitet og synth-dryppende sørgmodighed smager det stadig lidt af Safdie, men debutanten Cal McCau har tilføjet en momentvis hårdtslående iPhone-realisme såvel som et umiddelbart empatisk hjerte, der godt kunne være druknet i det umiskendelige øredøvende Safdie-udtryk.
David Jonssson fra ‘Industry’ har karrierens hidtil bedste rolle som den stadig unge Taylor, der efter 13 år bag tremmer får en uventet chance for prøveløsladelse og genforening med sin 14-årige søn.
Det kræver blot, at han holder sig på dydens smalle sti i en uges tid, hvilket dog er nemmere sagt end gjort, når den omvandrende fuckfinger Dee (en dybt foruroligende Tom Blyth) flytter ind i hans celle med entreprenante planer om at overtage fængselsgangens narkosalg.
Fængslets hierarki og trøstesløse mikrokosmos er rammerne, men ‘Wasteman’s styrke er hele tiden at fokusere på Taylors umulige kamp for at gå under radaren, mens han samtidig besnæres af den karismatiske cellekammerats udstrakte hånd. Voldsomme montager af de kriminelles selvfremstilling på sociale medier underbygger fornemmelsen af et samfund i kollaps.
Man sidder på kanten af sædet gennem de stramme 90 minutter, og ‘Wastelan’ skriver sig formidabelt ind i panteon af nyere fængselsperler som ‘Profeten’, ‘R’, ‘Carandiru’ og ‘Starred Up’.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
9. ’Project Hail Mary’
Efter Ryan Goslings mutte æra, der kulminerede (men langt fra sluttede) med ’Drive’, er det vidunderligt at følge ham i hans nye funny era.
Efter ’Barbie’ stadfæstede hans brillante komiske timing, er han hele vejen igennem charmerende som fysiklæreren Ryland Grace, hvis teorier om Solens forestående død viser sig så overbevisende, at han selv er nødt til at rejse ud for at afprøve dem.
Denne klassiske fortælling om Jordens frelser får en jordnær og nærmest hyggelig afart i Phil Lord og Christopher Millers succesfulde blockbuster, der bag rumrejser og fremtidsdystopier er en overraskende intim oplevelse.
Størstedelen af filmen består nemlig af mødet mellem Gosling og det stenlignende rumvæsen Rocky, som er nødt til at samarbejde, hvis deres respektive planeter skal have en chance.
Begge hovedpersoner er karismatiske tilstedeværelser, og instruktørduoens karakteristiske humor – som nogle gange kan blive udmattende i længden – lander her perfekt.
Man kan diskutere, om der skrues for tykt på i de afsluttende twists, men til gengæld er der videnskabsbegejstring, ’E.T.’-beslægtet varme og eksistentiel stimulans af en kaliber, Hollywood sjældent leverer.
Kan ses på Blockbuster, Apple TV og YouTube Movies. Læs Soundvenues anmeldelse.
8. ’The History of Concrete’
Det er fjenden, ingen taler om, fordi det simpelthen er for kedeligt: beton.
Hvilket selvfølgelig betyder et perfekt emne at dedikere en dokumentar i spillefilmlængde til, hvis man er storby-quirkmeisteren John Wilson, der i ‘The History of Concrete’ (der havde dansk premiere på CPH:DOX) udforsker beton på hysterisk morsom og forunderlig vis.
Historien om beton starter (selvfølgelig) under 2023’s Hollywood-strejker, hvor den udfordrede dokumentarist tropper op til et kursus om, hvordan man laver en Hallmark-film. Her lærer han, at alle elsker en »usandsynlig romance«, og hvad er mere usandsynligt end den mellem mand og verdens mest anvendte antibæredygtige byggemateriale.
Wilson tredoblede sin vante spilletid fra HBO-serien ‘How to with John Wilson’ uden at lave synderligt om på formlen, men det hæmmede ikke fortællingen det mindste.
Tværtimod gav det bare mulighed for at komme tre gange så mange utrolige steder hen i løbet af de 100 latterfremvækkende minutter: balsameringsbusiness for afdøde menneskers tatoveringer, New Yorks dygtigste tyggegummifjerner med egen firmavin, et næsten 5000 kilometer langt løbeevent i Queens, you name it.
Hvor der er vilje, er der en vej, og den er med stor sandsynlighed støbt i beton.
Blev vist på CPH:DOX-festivalen i marts. I øjeblikket ikke tilgængelig.
7. ’The Voice of Hind Rajab’
Den tunesiske instruktør Houther Ben Hanias ‘Hind Rajabs stemme’ fik efter en sensationel modtagelse på filmfestivalen i Venedig dansk biografpremiere i starten af året, hvor den ikke helt lykkedes med at opnå det samme fortjente momentum.
Det var også en svær film at sælge, fordi ingen i virkeligheden nok havde lyst til at se den og være tvunget til at gennemleve den modløshed, der omgiver alle aspekter af sagen om den seksårige palæstinensiske pige Hind Rajab, hvis opkald til Røde Halvmåne i januar 2024 for en stund blev hørt af hele verden.
At kalde en film for vigtig er et slidt udtryk, men ‘Hind Rajabs stemme’ var ikke kun vigtig som politisk og humanistisk opråb. Den var også et eksempel på, hvordan filmmediet kan interagere med nutiden, når det er allermest akut.
Over 90 minutter følger vi nødhjælpsansatte i den anden ende af telefonen, der taler med Hind, som er fanget i en bil fyldt med sine nedskudte familiemedlemmer. Vi ved, det ikke lykkedes, men det gør det kun mere hjerteskærende og tankevækkende overhovedet at være i stand til at gennemleve situationen som filmseer.
»Som film har ‘The Voice of Hind Rajab’ en kraft, der er større end at vise det ubegribeligt triste. Den kalder til oprør via empati ved at indgravere smerten, skammen og vreden i hver eneste celle af kroppen«, lød vores anmeldelse fra verdenspremieren i Venedig, og den gælder stadig.
Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster og YouTube. Læs Soundvenues anmeldelse.
6. ’28 Years Later: The Bone Temple’
Hvor er det dog en fryd at følge genoplivningen af ’28’-zombiefranchisen. Først lavede Danny Boyle og Alex Garland den langt hen ad vejen sublime ’28 Years Later’ fra sidste år, og så gav de instruktørtøjlerne videre til Nia DaCosta, som kvitterede med en forbløffende syret, filosofisk og nervepirrende opfølger.
I ’The Bone Temple’ er Ralph Fiennes’ kraniefikserede Doktor Ian Kelson i centrum sammen med den første films dreng Alfie og dennes nye mareridtsbekendtskab i form af Jack O’Connells kultleder Jimmy.
De to spor føres overbevisende sammen, men det er inden dette klimaks, at filmens mest forunderlige scenarier finder sted. Ikke mindst i det umage og ømme forhold mellem Kelson og alfazombien Samson, som han langsomt finder menneskelighed i gennem et pænt forbrug af opium.
Der er fuld knald på religionskritikken, men også bare på den underlæggende udforskning af, hvad meningen med livet er, når alle faste former smelter ned.
Slutningen varsler en treer, som man kun kan have kolossale forventninger til.
Kan ses på Blockbuster, Apple TV og YouTube Movies. Læs Soundvenues anmeldelse.
5. ’Pillion’
Hvem skulle have troet, at en film om et dominansforhold kunne være en af årets ømmeste, sjoveste og mest rørende?
Harry Lighton træder endegyldigt ud af Dudley-fodsporene med rollen som den bly og ensomme Colin (Harry Lighton/ Dudley i Harry Potter), der sidder fast som hjemmeboende, parkeringsvagt, single og søn til en kræftsyg mor.
Da den mystiske bikerskønhed Ray (Alexander Skarsgård) af uransagelige årsager udvælger ham som sin nye bagsædepassager og S&M-sub, oplever han kærlighed for første gang, men også hvor ondt den kan gøre.
For Skarsgårds attraktive enigma vil Colin både sove på gulvet, klippe sig skaldet, lave mad og blive afvist i sine forsøg på reel intimitet. Og det enestående i Lightons følsomme debut er, at fortællingen ikke handler så meget om, at Colin skal nedbryde Rays panser, som at han selv skal finde sit ståsted i livet.
Underspillet britisk humor og menneskeforståelse møder skovtursorgier, så det gør ondt – og godt.
Kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Viaplay og Apple TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ’The Drama’
Det er næsten ikke til at fatte, at ‘The Drama’ faktisk nåede helskindet frem til det store biograflærred og ovenikøbet blev en pæn økonomisk succes.
Den norske kyniker turned A24-instruktørstjerne Kristoffer Borgli smuglede med udspekuleret succes en kulsort parafrase over det amerikanske voldssamfunds frelste selvopfattelse ind via, hvad der udadtil lignede en skæg, skæv romcom med Zendaya og Robert Pattinson i hovedrollerne.
Det var udsøgt at se to af verdens største Hollywood-stjerner sætte deres images så komplet på spil, som det vordende brudepar Emma og Charlie, hvis perfekte forhold bliver befængt af en afsløring, vi ikke har set mage til.
Alt, der efterfulgte filmens indledende tematiske sporskifte, var som at sidde i en vild forlystelse i lige dele ubehag og eufori.
Mens cringekomikken er allestedsnærværende i serielandskabet, får vi for sjældent lov til at grine af noget helt forbudt sammen i biografmørket. Det lavede ‘The Drama’ om på og ruskede gevaldigt op i vovemodet for a-listens største skuespilkendisser, og hvad der kan gå an som en bredt appellerende amerikansk komedie.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’Affektionsværdi’
Joachim Triers nyeste film har gået sin sejrsgang fra Cannes-festivalen i maj sidste år over skandinavisk rekord med ni Oscar-nomineringer til dansk premiere i april med flot billetsalg til følge.
Alt sammen fuldt fortjent. For Trier og hans faste hold af filmarbejdere fra sine to hjemlande, Norge og Danmark, kreerede deres hidtil mest ambitiøse film, en spraglet familiehistorie, der væver sig ud og ind af fortid og nutid, af film og virkelighed, af komplicerede bånd mellem søstre, forældre-børn og hele slægter.
Samlingspunktet er familien Borgs store byhus i Oslo, hvor søstrene Nora og Agnes mødes for at sige farvel til deres mor – og konfronteres med deres instruktørfar, der ønsker, at Nora skal spille hovedrollen i hendes nye film.
Det afviser hun i en fortælling, der er svær at indkapsle i en elevatorpitch, men alligevel griber én med de mange visuelt frydefulde indfald og den intelligente afdækning af relationer og arv.
Det er måske ikke en lige så ren og ufiltreret emotionel oplevelse som Triers ’Reprise’, ’Oslo, 31. august’ og ’Verdens værste menneske’, men der er dog scener, som går lige i maven, særligt et roligt møde mellem de to søstre i sidste akt. Hele skuespilensemblet – Renate Reinsve, Inga Ibsdotter Lilleaas, Stellan Skarsgård og Elle Fanning – blev Oscar-nomineret, og det forstår man til fulde.
Trier har en særlig evne til at få noget meget komplekst til at se legende let ud. Og med ’Affektionsværdi’ trådte han i karakter som en moden filmskaber, der tog sin karriere til næste etape. Det skal blive spændende at se, hvor det fører ham hen efter denne kulmination.
Afventer streamingpremiere. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’Marty Supreme’
Josh Safdies hæsblæsende bordtennisfilm blev ramt af et lidt underligt backlash sammenkædet med den kollektive ny-skepsis over for wunderkind Timothée Chalamet og dennes forhold til opera og ballet.
’Marty Supreme’ mangler måske også den uafviselige dybde forankret i krydsfeltet mellem fortælling og tematik, som der er i listens øverste film. Men den rummer dog et spændende udsagn om udhulingen af Amerikas værdier og folkesjæl i kølvandet på Anden Verdenskrig, som peger mere ind i nutiden, end filmen har fået credit for.
Og som minimum er det en hæsblæsende fortælling helt i tråd med tidligere Safdie-film som ’Good Time’ og ’Uncut Gems’. En film med uforglemmelige ansigter ned til mindste birolle. En film båret af Daniel Lopatins fuldkommen brillante score. Og en film med Chalamets bedste præstation siden ’Call Me By Your Name’.
Timmy passer simpelthen perfekt til rollen som pingpong-tryhard’en Marty Mauser, en fascinerende opportunistisk karakter i et aktuelt filmlandskab, hvor vi har bildt os ind, at det er vigtigt, at man nærer sympati for de mennesker, vi følger på lærredet.
Kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Viaplay og YouTube Movies. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ’The Secret Agent’
Politisk paranoiathriller, æstetisk gennemført periodeskildring, body horror, action-pastiche, metafilm og karakterportræt.
Kleber Mendonca Filhos vidunder sat i 70’ernes Brasilien mikser ingredienser, man ikke havde troet ville passe sammen i en så forunderlig blanding, at øjnene er ved at falde ud af hovedet på én.
Ligesom i Oscar-vinderen ’One Battle After Another’ handler det om fascismens konsekvenser for almindelige mennesker i fortællingen om Wagner Mouras mystiske Marcelo, der vender tilbage til hjembyen Recife under landets militærdiktatur, på flugt fra en fortid, vi langsomt erfarer, hvad består af.
I den fantastisk stemningsladede og suspensefyldte åbningsscene holder Marcelo sin bil ind på en landevejstankstation, hvor et lig ligger halvhjertet gemt under et par aviser på jorden som billede på et samfund, hvor menneskets værdi er blevet koldt og indifferent korrumperet. Mange andre mindeværdige scener følger sammen med et karaktergalleri, der emmer af instruktørens bankende hjerte for sit land og for de mennesker, der bebor det.
Filho – der startede karrieren som filmkritiker i netop Recife – orkestrerer en historie, man aldrig helt ved, hvor man har, spækket med udsøgte farverige kompositioner, effektiv spænding og et morderisk afskåret ben.
Dybt original filmkunst.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.