ANBEFALING. Indrømmet – nyhedsværdien i denne anbefaling er til at overse.
For kampsportsbraget ’The Furious’ fik premiere i (meget få) danske biografer helt tilbage 9. juli.
Men store kulturoplevelser kan strande i et ormehul for bortrejste eskapister, og jeg kan næppe være den eneste, der først nu på den anden side af kølige drinks og performativ læsning ved poolen er klar til at handle på, at juli altså ikke kun har stået i Spider-Man og Nolan-Mans tegn.
Den i visse kredse sjældent imødesete actionfilm har altså været forbi de hjemlige lærreder igennem den seneste måneds tid, og gudskelov kan man stadig fange den i hvert fald i Empire Bio på Nørrebro mindst en lille uge endnu.
Det bør man ikke gøre, hvis ens popkulturelle diæt mest og med forsæt består af ’Bridgerton’ eller filmatiseringer af tysk litteratur fra romantikken.
Men har man den mindste forkærlighed for kinetisk action og hårdkogt nævekamp på film, er ’The Furious’ intet mindre end et must. Og er man fan af den indonesiske kampsportsnyklassiker ’The Raid’, er det næsten pinligt, hvis man ikke allerede har været afsted, ferie eller ej.
En ny standard
Gareth Evans satte i 2011 nye standarder for actiongenren med sin mesterlige voldsballet forankret i den indonesiske kampsport pencak silat, der bygger på lynhurtige angreb med alle lemmer af kroppen samt kamp ud fra det forhåndenværende søms princip: Er en avis eller en te-kedel det, du lige kan gribe fat i, bruger du det til at tæve din modstander fra alle tænkelige vinkler.
Stilen var et kontant og øjenåbnende modsvar til Hollywoods mere og mere tunge, CGI-prægede og samtidig uoverskueligt hurtigklippede actionsekvenser. I ’The Raid’ og den lige så gode ’The Raid 2: Redemption’ fra 2014 kunne man følge hvert et slag, spark og knæk, selvom det gik lynende stærkt.
Hollywood tog den nye voldsæstetik til sig i film som ’John Wick’ og ’Mr. Nobody’, men her halvandet årti efter var det endnu engang lysten til at skille sig ud fra de amerikanske films budgetter og effekter, der satte ’The Furious’ i produktion.
Hong Kong-produceren Bill Kong – der i sin tid stod bag en anden martial arts-milepæl, Ang Lees ’Tiger på spring, drage i skjul’ – ville se, om der stadig var et internationalt publikum til den asiatiske action-koreografi. Målet var at lave noget, Hollywood ikke kunne lave.
Oplært af ikoner
Kong allierede sig med nogle af branchens skarpeste kræfter til historien om en stum kinesisk mand, der i en unavngiven asiatisk by (mestendels optaget i Thailand) kæmper for at redde sin datter, der er blevet kidnappet af en skummel kriminel organisation, som handler med børn.
Stuntkoordinatoren og koreografen Kenji Tanigaki har i årevis været kampsportsikonet Donnie Yens faste samarbejdspartner på film og fik chancen som instruktør, fight-koreografien blev udtænkt af den respekterede Kensuke Sonomura, og skuespilholdet blev sat af folk med imponerende martial arts-erfaringer.
Hovedrollen som den (indtil slutningen) navnløse far spilles af kinesiske Xie Miao, der allerede som barn lærte af et andet Hong Kong-ikon: Han spillede nemlig Jet Lis søn i to film i 90’erne og har siden uddannet sig i kampsportsfaget. Fortællingens anden good guy – en journalist på sporet af børnekidnapperne – spilles af Joe Taslim, der havde en vigtig birolle i ’The Raid’, og herfra vil man også genkende den karismatiske bueskydende skurk, spillet af Yayan Ruhian, der slog igennem med rollen som den skræmmende Mad Dog.
De to indonesiske pencak silat-mestre bringer deres nu velkendte stil ind i ’The Furious’, der dog også skyder andre kampsportsgrene ind i mixet, særligt kinesisk kung fu.
Sammensuriet af stilarter får måske kampscenerne til at føles en anelse mere konventionelle (og dermed repetitive) end i ’The Raid’, men ellers er der ikke sparet på hverken ambitioner eller kræfter.
Vores to helte både modtager og uddeler tæv, så man næsten selv føler sig gul og blå i sæderækkerne, mens knæ, albuer, menneskelange hamre og den kæmpestore amerikanske kampsportsstjerne Andy Le flyver gennem luften – og altid rejser sig igen.
En blodig jazzballet
Historien er papirtynd, men med skurke, der kidnapper børn, er det grundlæggende følelsesmæssige anker sikret, og både Xie Miao og Joe Taslim er naturligt sympativækkende.
I den afsluttende fight kæmper alle fem centrale figurer på kryds og tværs mod hinanden i en politibygning, og Joe Taslim har udtalt, at scenen efter hans opfattelse er »det mest komplekse design nogensinde skabt og effektueret« på film.
Det tror jeg gerne, for med de lange indstillinger (filmet af en fotograf med det passende navn Meteor, efternavn Cheung) og den fysiske energi mærker man tydeligt, at skuespillerne selv investerer hver en knogle og sveddråbe i at få det til at se så fedt ud som muligt.
For at tækkes et internationalt publikum har filmskaberne ærgerligt valgt at lade en stor del af dialogen udspille sig på engelsk, hvilket skurrer. Men man ser heller ikke moderne dans for replikkerne, og det er netop, hvad en film som ’The Furious’ er: en jazzballet af smukke glidende bevægelser, blot med blod, blå mærker, 10 slag i sekundet og knive på størrelse med en arm.
Det bliver som bekendt aldrig bedre end det første fix, og lige så tilfredsstillende og banebrydende som ’The Raid’ er ’The Furious’ naturligvis ikke. Men mindre kan gøre det. Filmen får 113 minutter til at flyve afsted.
Ved skæbnens tilfælde deler sommerens bedste filmoverraskelse navn med sommerens bedste serieoverraskelse. Du bør både se ’Furious’ og ’The Furious’, før sæsonen går på hæld.
’The Furious’ kan ses i Empire Bio, minimum frem til onsdag næste uge.