Først til allersidst opstod der en gnist af magi for Robbie Williams på Smukfest
KONCERT. Kort efter Robbie Williams havde proklameret, at hans Smukfest-koncert ville være »en kærlighedserklæring til underholdning«, spurgte han med en til forveksling oprigtigt undrende tone: »Er det her underholdning?«. Hvorefter han begav sig ud i en omgang call-and-response med publikum over refrænet fra Cab Calloways ‘Minnie the Moocher’.
»Var det her underholdning?« spurgte han igen. »For det der skete var bare, at jeg sang noget, og I gentog det med store smil på læben, og det fik mig til at have det godt, for jeg er fucking narcissistisk«.
Det blev sagt med glimt i øjet, men det resulterede egentlig bare i, at man reflekterede så meget desto mere over, hvorvidt koncertens gøglede tiltag egentlig gjorde noget som helst mere underholdende.
Tag eksempelvis den dybt Oasis-klingende ‘Pretty Face’. Her fik de bragende rockguitarer selskab af seks dansere, og det var nogenlunde lige så malplaceret, som hvis Oasis selv havde givet ‘Cigarettes & Alcohol’ selskab af dansere, der kastede merchandise ud fra en catwalk.
Næsten som om Williams selv var nervøs for, om sangen mon ville underholde nok, hvis ikke der var mulighed for gevinst på rækkerne foran.
Det trak også tænder ud, da Williams stillede sig ud på catwalken med sin guitarist og legede en lille publikumsleg – eller »audience research«, som han selv kaldte det – for at finde ud af, om de her sange mon var hits. Så sang han åbningslinjen for at se, om publikum mon kunne overtage derfra.
Det havde ellers været kærkomment med fulde udgaver af ‘Candy’, ‘Sexed Up’ og ‘Supreme’, men de amputerede akustiske udgaver, hvor hovedpersonen knap nok selv sang, var da også en måde at få dem med i sætlisten.
Men det var allerværst, da han nåede til bandpræsentationen, hvor Williams var flabet nok til at erklære, at han ikke var tilfreds med de præsentationer, han ser fra andre musikere.
Mens han introducerede musikerne, lod han dem hver især spille et lille stykke musik, der hurtigt fik fuld besætning på. Dermed skulle vi spilde oceaner af tid på at høre glorificerede karaoke-udgaver af ‘YMCA’, ‘Hey Jude’ og ‘Sweet Dreams (Are Made of This)’. Når bandet i stedet spillede Williams’ egne skæringer, lød de upåklageligt. Det var smagfulde, veltrimmede udgaver af popsange, der over en bred kam stadig holder.
Williams’ egen vokal var lidt mere svingende i kvalitet. Under de mere bragende stykker lød hans stemme ofte lettere anstrengt, og jeg fangede ham ofte i at overlade netop de mere frembrusende sanglinjer til enten sit publikum eller sine korsangere, måske for at passe på stemmen. Men den mere bløde crooning klarede han ganske ubesværet.
Når stjernerne stod rigtigt, og der ikke var for meget distraherende »underholdning«, var det altså sagtens muligt at blive revet med af musikken.
Som eksempelvis på de to afsluttende numre, ‘Feel’ og ‘Angels’ – måske de to smukkeste sange, noget tidligere boybandmedlem nogensinde har udgivet. De lød så godt, at det var svært ikke at blive rørt. Og det var muligt, fordi de fik lov til at leve og ånde på musikkens frem for underholdningens præmisser.
Gid han havde behandlet resten af kataloget sådan.
Kort sagt:
Robbie Williams spildte alt for meget af sin tid på »underholdning« på Smukfest, mens et virkelig velspillende band holdt niveauet nogenlunde ved lige. Først ved de to afsluttende numre opstod der en gnist af magi, fordi hovedpersonen endelig prioriterede musikken.