KOMMENTAR. I onsdags landede en ny tyrkisk serie på Prime Video.
Det ville under normale omstændigheder næppe berettige de store overskrifter på disse breddegrader, men serien er ikke som alle andre.
’Castle Walls’ er nemlig den første længere AI-genererede serie, der får premiere på en stor streamingtjeneste.
Seriens foreløbige to afsnit á 17 minutter hver tager udgangspunkt i kampen om den sagnomspundne fæstning Alamut, som for et par år siden blev populariseret gennem videospillet ’Assassin’s Creed Mirage’.
Den er lavet af det velansete selskab Ay Yapim, som har vundet internationale Emmy’er for serierne ’Endless Love’ og ’Family Secrets’ og har stået centralt i de senere års eksportboom af tyrkiske serier til udlandet. Nu går de altså forrest i film- og tv-industriens uundgåelige favntag med kunstig intelligens.
Ay Yapim understreger, at ’Castle Walls’ er drevet af mennesker. Det er mennesker, der har skitseret karakterdesignene, manuskriptet er skrevet af Kerem Deren og Cisil Hazal Tenim, der har en lang række tyrkiske serier på cv’et, og det er rigtige skuespillere, der har lagt stemmer til karaktererne.
Herfra og derimellem har AI båret produktionen. Chat GPT til at udvikle de kreative ideer. Selskabets eget AI Yapim Storyboard til at designe skuddene. Midjourney til at udfolde det visuelle. Runway og Google Nano Banana til at integrere karaktererne i universet. Veo, Topaz, Kling og ComfyUI til at skabe de levende billeder.
I en pressemeddelelse understreger selskabet, at man udelukkende har baseret serien på Ay Yapims eget arkiv, altså materiale de har rettighederne til. Og hip hurra for det i denne tidlige AI-æra, hvor rettighedstvisten er en kæmpe og uoverskuelig udfordring, som de kreative fagforeninger forståeligt nok er intenst fokuseret på.
Og nu spørger du sikkert: Ser ’Castle Walls’ så ægte og overbevisende ud?
Hvilket er et helt naturligt spørgsmål. Men også det forkerte.
Overbevisende rynker
For nu at svare alligevel: Serien er ganske flot uden at feje benene væk under én. Serieskaberne forklarer selv, at første og andet afsnit er lavet på to forskellige måder, fordi AI-teknologien udvikler sig så hurtigt, og det kan man godt se. Den computerspilsagtige kunstighed, der er over flere af hovedpersonernes ansigter i første afsnit, er markant forbedret i andet.
Selv i afsnit 2 får man dog fornemmelsen af at overvære en meget avanceret udgave af den rotoscoping-teknik, man kender fra Richard Linklaters ’Waking Life’ og ’A Scanner Darkly’, hvor man animerer over rigtige optagelser. Integrationen af karaktererne i ørkenlandskaberne giver derudover nogenlunde samme effekt som ved dårlig greenscreen-CGI: Forgrund og baggrund eksisterer i to forskellige verdener.
Billederne er også båret af den tykke farvemætning, som man ser i meget AI-indhold. Formålet er nok at fremmane en en taktil hi-res-følelse, men snarere giver det ofte fornemmelsen af overdrevet virkelighedsforvrængning.
Når det så er sagt, er der en imponerende detaljerigdom i både nærbilleder af rynker og porrer i ansigterne, i det rigt ornamenterede slot og i totalbilledernes dybder.
Holder man æstetikken op mod de episke serier, ’Castle Walls’ i teorien skal konkurrere mod, er serien kort sagt ikke bemærkelsesværdig i hverken den negative eller positive forstand, hvilket her i AI-tidsalderens spæde fase måske er bemærkelsesværdigt i sig selv.
Men igen: Hvorvidt serien ser ægte ud, er det mindst interessante spørgsmål. I stedet bør man rejse spørgsmålet, man ville stille til enhver menneskeskabt serie: Er den god?
Den dag vil komme, hvor …
Her er svaret helt entydigt: Nej!
Jeg fattede faktisk ikke rigtigt, hvad der foregik i ’Castle Walls’. I år 1090 kommer guvernøren af Alamut ridende ind i fortet efter en måneds fravær. Her konfronteres han med en mystisk mand, Hassan-i Sabbah (som ligner guvernøren forvirrende meget), der med folket i ryggen overtager magten uden anden ballade end nogle forknytte ansigtsudtryk. Derefter hiver Hassan en tredje mand, Azazel, op af borgens fangehul og gør ham til sin førende kriger (tror jeg nok), før de sammen forsvarer fæstningen mod landets sultan, blandt andet ved et kollektivt selvmord.
Det er i hvert fald nogenlunde sådan, jeg stykker fortællingen sammen, men denne opsummering foregiver en sammenhæng og narrativ logik, som slet ikke er til stede i praksis.
Hassan og Azazel fører højstemte samtaler, som havde vi fulgt dem i et tre timer langt epos, mens den ene scene klæbes til den næste, som forsøgte man at presse brikker sammen fra vidt forskellige puslespil. Det er som at se en 34 minutter lang trailer.
Det er for længst blevet en anmelderkliché at sige om dårlig kunst, at det virker, som om det er lavet af AI, men det paradoksale her er, at det i høj grad er det menneskelige aftryk, der gør ’Castle Walls’ håbløs.
Deren og Tenims manuskript er en floskuløs stinker uden greb om karakterer, plot, overgange eller miljøskildring. Historien er så klodset skruet sammen som en 13-årigs folkeskoleforsøg, tilsat overdrevent pæne billeder. Det får Netflix-floppet ’Rebel Moon’ til at ligne et studie i storytelling.
Film er den mest praktisk besværlige, dyre og tidskrævende kunstform, og det er svært at tænke andet, end at vi vil komme til et punkt, hvor kunstig intelligens er blevet så dygtig og kraftfuld, at rigtigt store dele af film og tv vil være båret af syntetiske billeder.
Den økonomiske og praktiske fordel er potentielt så stor, at selskaberne umuligt kan modstå den, uanset hvor meget det kreative miljø (forståeligt) vrider sig. Verdens Nolans og Villeneuves vil stadig sværge til praktiske effekter, men det er nok naivt at forestille sig, at store dele af fremtidens ’Game of Thrones’ ikke er skabt af AI.
Menneskelig dovenskab
Allerede i dag laver streamingtjenesterne mange vanvittigt dårlige serier, som det har taget årevis at producere. Skrive, storyboarde, locationscoute, set-opbygge, caste, øve, makeuppe, kostumedesigne, lyssætte, indspille, klippe.
Men ’Castle Walls’ understreger en vigtig pointe om AI: Det har aldrig været så let at lave noget lort.
Hastigheden pirrer en menneskelig dovenskab i produktionen. Når film og serier bliver vellykkede, er det ofte, fordi ethvert lille valg er blevet overvejet og genovervejet igennem de mange forskellige faser, fra udvikling til manus, præproduktion, optagelser og postproduktion. Productiondesigneren har undervejs stillet konstruktive spørgsmål til instruktørens ideer, fotografen fandt en ny vinkel, et magisk øjeblik opstod mellem to skuespillere på settet. Enhver scene kræver intenst fokus fra alle involverede.
Alt det ryger med AI’s uvirkelige hurtighed. Outputtet er på én gang gennemkontrolleret og uden nogen bund af valg, fravalg og procesbåret refleksion.
Folk ser serier og film for gribende fortællinger, fængende figurer, spændende miljøer, interessante temaer og overraskende plotudviklinger. Ingen af delene er til stede i ’Castle Walls’.
Den dag skal nok komme, hvor et genialt filmtalent bruger AI til at skabe et helt nyt og overraskende kunstnerisk udtryk, og den dag skal nok komme, hvor mange af de generiske film og serier, underholdningsindustrien altid har været spækket med, vil være kørt gennem AI-maskinen frem for månedlange produktionsforløb.
Ny teknologi bliver først rigtigt revolutionerende, når vi holder op med at tale om den. Når den bare er en sømløst integreret del af de værktøjer, vi bruger til at skabe nye former med.
AI er muligvis den største teknologiske revolution gennem tiderne, men kunstnerisk set minder ’Castle Walls’ os om, at det som al anden teknologi blot er et instrument, som kan blive brugt godt eller dårligt, afhængigt af menneskene bag.
At dømme efter de første eksperimenter er AI lige nu bedre til at mashe fodboldstjerner med Harry Potter-karakterer og få Donald Trump til at se sund ud end at skabe overbevisende seriedrama.