‘Mutiny’: Jason Statham og Roland Møllers veludførte kampscener kan ikke rede skibsthriller fra at forlise
FILM. Der er tre ting, der er sikre i livet: døden, skatter og den årlige Jason Statham-slasker.
Formlen er ofte den samme. Som regel indtager Statham forskellige blue collar jobs – det være sig biavler, bygningsarbejder, redningsdykker eller leveringsbud. Som regel er han pensioneret lejesoldat eller militærmand. Og som regel kan en skummel sammensværgelse selvfølgelig flå den skaldede tough guy med den genkendelige arbejderklassedialekt ud af pension og på hævntogt.
Og bare rolig. I Jean-François Richets biografaktuelle ’Mutiny’ har Statham heller ikke glemt, hvordan man med krudt, kugler, knive og kampsport kæmper sig ud af en kritisk situation.
Den tidligere elitesoldat Cole Reed (Statham) arbejder som personlig livvagt i Bangkok for skibsrederen Tibu Campallo (Ramon Tikaram). Da Campallo bliver myrdet, og Reed, som den eneste overlevende, bliver falskt anklaget for at være gerningsmanden, befinder han sig i en kamp mod tiden for at rense sit navn og tage hævn.
Flugten fra de thailandske myndigheder – og gangstere – leder ham ud på åbent hav til skibet Artemis, hvor han både gør sig en ubehagelig opdagelse og krydser klinger med den intimiderende kaptajn, Marko Madsen, spillet af vor egen Roland Møller.
I grunden bør man kippe med dockerhatten over noget så uprætentiøst som 90 minutters rendyrket actionfilm, hvor de gode overkommer deres udfordringer og besejrer de onde til syvende og sidst.
Stunt- og kampsekvenserne er veludførte og velkoordinerede, ikke mindst når Statham og den danske skuespiller står over for hinanden i et intenst klimaks. Kameraet serverer os Guy Ritchie’ske lækkerier med både nærbilleder af pistoler såvel som snap- og dolly zooms. Samtidig er skibet den perfekte ramme for denne slags katten-efter-musen-fortælling, hvor maskinrum, skakte og kahytter alle udgør et led i den nautiske labyrint.
Hvis der så bare var brugt halvt så lang tid på at udvikle en historie, der kunne matche disse udmærkede tekniske detaljer.
For ’Mutiny’ har lagt alle sine æg i Stathams stridslystne actionkurv. Hverken Reeds papirtynde motiv om hævn og retfærdiggørelse, eller hvad der måske er verdens mest slatne forsøg på et plottwist, gør fortællingen nogen tjenester.
Helt grelt bliver det i de simultane scener fra et nærliggende amerikansk flådeskib, hvor en kommandør bidrager med knivskarpe analyser som »Jeg tror, at ham, der dræbte Campallo, er om bord på det skib« eller »Han er der for at tage hævn«.
Karakterarbejdet rummer omtrent samme dybde som Lalandias soppebassin.
Reeds hjælpende hånd i hele spektaklet, tredjestyrmand Angie (Annabelle Wallis), får dedikeret en baggrundshistorie på én sætning: »Jeg har en deadbeat ekskæreste og den skønneste datter«. Mens Roland Møllers kaptajn Madsen – overbevisende stylet med tatoveringer og fuldskæg – primært tjener en funktion som bremseklods for Stathams hævn-/redningsaktion.
Langt hen ad vejen er ’Mutiny’, præcis som man kan forestille sig, dog med mindre mytteri, end titlen antyder. Der sker ingenting i handlingen, man ikke kan se på sømiles afstand. Og selvom det aldrig er kedeligt at overvære Jason Statham smadre håndlangere på kreativ vis, kan underholdende kampscener alene ikke redde en forudsigelig film fra at gå på grund.
Kort sagt:
Jason Statham er tilbage, denne gang over for danske Roland Møller. Desværre kan deres velkoordinerede kampscener ikke redde fladt karakterarbejde og en nærmest komisk forudsigelig historie.