Hvem spiller på de danske festivaler i 2027? Her er dit overblik

Annonceringerne til næste års festivaler er så småt begyndt at rulle ind. Vi giver dig et overblik over landskabet, som det ser ud indtil videre.
Hvem spiller på de danske festivaler i 2027? Her er dit overblik
Turnstile på Syd For Solen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Northside

10.-12. juni

Northside har til næste års festival taget nogle meget konkrete skridt for at oppe deres lineup. Festivalen har både rykket datoen for at passe bedre ind i de internationale navnes europaturnéer, og så har de desuden øget musikbudgettet med hele 30 procent. Og det ser ud til at give pote.

Indtil videre har festivalen nemlig annonceret hardcore-sensationen Turnstile, rockikonerne The Strokes og tidens helt store indiefolk-stjerne, Phoebe Bridgers, der gjorde længe ventet comeback i år.

Foruden de tre hovednavne tør festivalen også satse på mere nichede navne. Blandt de mindre åbenlyse scoops finder vi hiphopduoen Joey Valence & Brae, der bringer både Beastie Boys og internetkultur til programmet.

Den virale duo Angine de Poitrines mikrotonale mathrock skal helt sikkert også blive en mindeværdig oplevelse, og det samme gælder den elektroniske popproducer Akriila fra Chiles boomende alternative musikscene.

17 navne annonceret:
Phoebe Bridgers (US) • Turnstile (US) • The Strokes (US) • Angine de Poitrine (CA) • Cake (US) • Joey Valence & Brae (US) • Jalen Ngonda (US)
• Tinariwen (ML) • Kind Mod Kind (DK) • Pollyfromthedirt (UK) • Smøgmænd (DK) • Truman Sinclair (US) • Snuggle (DK) • Omah Lay (NG) • Mille (DK) • Akriila (CL) • Von Quar (DK)

Emma Sehested Høeg på Roskilde Festival. (Foto: Malene Vinge/Soundvenue)

Heartland Festival

10.-12. juni

Heartland Festival virker til at kigge mere på den danske musikscene. Thomas Helmig og Christopher, der for nylig slog rekord for den største headlinerkoncert med en dansk kunstner, gør deres debut på festivalen, mens kunstnere som Jada og Emma Sehested Høeg vender tilbage.

Fra den internationale scene har de booket Alex Warren, der i 2025 storhittede med ‘Ordinary’, og som spiller sin første danske festivalkoncert efter at have spillet Royal Arena tidligere på året.

Derudover byder programmet på Buena Vista All Stars, som er resterne af det legendariske Buena Vista Social Club, der mødes med »en ny generation af cubanske stjernemusikere«, som det lyder i festivalens beskrivelse.

9 navne annonceret:
Alex Warren (US) • Christopher (DK) • Thomas Helmig (DK) • Artigeardit (DK) • Buena Vista All Stars (CU) • Emma Sehested Høeg (DK) • Jada (DK) • Søren Huss (DK) • Zar Paulo (DK)

Pierce the Veil. (Foto: PR)

Copenhell

23.-26. juni

Copenhell er – sammenlignet med de andre festivaler på listen – absolut længst i deres offentliggørelser, med halvdelen af plakaten allerede klar.

Øverst på denne finder man sværvægtere som Faith No More, Judas Priest og ‘Sweet Home Alabama’-bandet Lynyrd Skynyrd samt posthardcore-bandet Pierce The Veil.

I den danske lejr er der optrædener fra enhver generation. Fra headlineren D-A-D over metalsuccesen Baest til navne som Guttural Disgorge og Ashes of Billy, der i 2025 optrådte som de yngste på festivalen nogensinde.

Hvis man er glad for konceptuelle universer, kan man desuden lade sig opsluge af de tyske metalsoldater fra Kanonenfieber, Gwars thrash-punk fra det ydre rum eller Pintglass, der bringer den engelske pub til Danmark med deres »geezercore«.

40 navne annonceret:
Faith No More (US) • Judas Priest (UK) • D-A-D (DK) • Pierce The Veil (US) • Lynyrd Skynyrd (US) • Baest (DK) • Amon Amarth (SE) • I Prevail (US) • Clutch (US) • Motionless In White (US) • Orbit Culture (SE) • Static-X (US) • Fu Manchu (US) • GWar (US) • Watain (SE) • Kanonenfieber (DE) • Ashes of Billy (DK) • Humanity’s Last Breath (SE) • The Barbarians of California (US) • Angel Dust (US) • Haywire (US) • Raunchy (DK) • Cold Culture (DK) • Brutus (BL) • Coilguns (CH) • Guttural Disgorge (DK) • Ladrones (MX) • Krøyer (DK) • Pintglass (UK) • King Yosef (US) • Ondt Blod (NO) • Bloodstain (SE) • Tear Dungeon (US) • Bad Breeding (UK) • Sunken (DK) • Crocell (DK) • Babe Haven (US) • Feral Nature (NO) • Dread Witch (DK) • Vidnet (DK)

Robbie Williams på Smukfest. (Foto: Rolf Meldgaard/Soundvenue)

Tinderbox

24.-26. juni

Tinderbox kan meget vel være anledning til, at Robbie Williams kan vise sine tidligere bandkammerater fra Take That lidt rundt i landet. Både han og det gamle boyband spiller nemlig i Tusindårsskoven i år, hvilket bliver Robbie Williams fjerde koncert på dansk jord siden 2023.

Derudover spiller den ikoniske Guns N’ Roses-guitarist Slash på den fynske festival med projektet med det meget lange navn Slash Featuring Myles Kennedy and The Conspirators.

Fra vores skandinaviske naboer i Sverige kan man se frem til både Lisa Ekdahl og Sebastian Ingrosso, der udgør en tredjedel af Swedish House Mafia, og som spiller på festivalens elektroniske Magic Box-scene.

10 navne annonceret:
Robbie Williams (UK) • Take That (UK) • Lisa Ekdahl (SE) • Mille (DK) • Myles Smith (UK) • Slash Featuring Myles Kennedy and The Conspirators (US) • Von Quar (DK) • Kliken (DK) • Sebastian Ingrosso (SE) • Rune Rask (DK)

Tame Impala i Royal Arena. (Foto: Mathias Bak Larsen/Soundvenue)

Roskilde Festival

26. juni-3. juli

Roskilde Festival lagde hårdt fra start med denne sæsons første musikpakke, der tæller Tame Impala som det første hovednavn. Kevins Parkers syrepop-projekt står ganske vist som et af 2010’ernes helt store indie-koryfæer, men de største scoops ligger længere nede ad listen.

Her finder man blandt andet alternative popnavne som Caroline Polachek, der vender tilbage til Roskilde Festival for tredje gang efter en solokoncert og en gæsteoptræden med Charli XCX. Måske hun har nyt i støbeskeen?

En anden Charli- og nu Roskilde Festival-gæst er hyperpop-stjerneskuddet Underscores, der tidligere i år fik et større mainstreamgennembrud med ‘U’, som vi kårede til et af halvårets bedste internationale album.

I den mere håndspillede ende glæder vi os til countrystjernen Kacey Musgraves, punkduoen Lambrini Girls og rocklegenden Patti Smith.

18 navne annonceret:
Tame Impala (AU) • Caroline Polachek (US) • Kacey Musgraves (US) • Emma Sehested Høeg (DK) • Ezra Collective (UK) • Karpe (NO) • Kundo (DK) • Lambrini Girls (UK) • Neurosis (US) • Patti Smith Quartet (US) • Suki Waterhouse (UK) • Underscores (US) • 454 (US) • Drain (US) • G Jones B2B Eprom (US) • James K (US) • Konvent (DK) • Nu Jazz (US)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af