Josephine Foster

Amerikanske Josephine Foster har tidligere taget livtag med tonesætninger af Emily Dickinsons 1800-tals-poesi foruden spanske folkesange og tyske lieder. Hun er med andre ord lidt af en musikantropolog, der graver dybt og bredt for at finde inspiration – og i samme bevægelse formår at uddanne sin lytter. Dette er hendes 13. udgivelse siden 2000 og måske hendes definitive svendestykke.

Når man lytter til albummets ti (med en enkelt undtagelse) selvkomponerede sange, føler man sig aldeles hensat til 20’erne og 30’erne, hvis ikke det var for manglen på den larmende skratten og knitren fra førkrigstidens 78 rpm-vinyler.

Den amerikanske Tin Pan Alley-sangskrivningstradition samt ældgamle blues- og countryformer er dominerende: Fra den liflige ’Sugarpie I’m Not the Same’, hvor Fosters affekterede croon møder en Neil Young anno ’Harvest’-lydende mundharmonika over den fremragende country-standard-in-spe ’No One’s Calling Your Name’ til det bredt udfoldede bud på en moderne folkesang, ’Magenta’.

Sangformerne, lyrikken og instrumenteringen emmer af en forgangen epokes musik, men er afleveret med største naturlighed, hvor indbruddene af mere polerede indslag – en sprød pedal steel-guitar hér og en velsiddende mundharmonika dér – gør oplevelsen sprællevende frem for museal eller andægtig.

Selv når genreforlægget er allertydeligst undgår Foster konsekvent det parodiske. Hun maler historien levende for øjnene og ørerne af os med en beundringsværdig lethed og autoritet. Hendes stemme spænder over det operatiske og det stille bønfaldende og vil for nogle lyttere nok være en anstødssten for indlevelse, men lader man fordommene vige, venter der den nysgerrige lytter en ægte og stor musikoplevelse.