Shiny Darkly

Der var ikke megen tvivl i anmelderskaren om, hvilket referencekartotek Shiny Darkly skulle sorteres under, da de sidste forår udgav deres debut-ep. Sådan er vilkårene, når man som ubeskrevet blad skal måles, vejes og beskrives, men det kan være et tungt åg at bære på. Lad os derfor i denne omgang springe referencerne over.

Det er den mørke del af post-teenagerens verden, de tre københavnske drenge portrætterer. Indeværende titelnummer er i den ombæring Shiny Darklys mest ambitiøse skæring til dato. Ni og et halvt minuts episk fortælling med Kristoffer Bechs dybe, støvede vokal, der mod slutningen spytter af vildskab, mens hans unge hjerne oversvømmes af et psykedelisk støjinferno af guitar og blæser. Ganske flot.

Læs anmeldelse: Shiny Darkly ‘Shiny Darkly’

Ep’ens resterende otte minutter og 15 sekunder er fordelt på to numre. ’Bury Us’ er en genindspilning fra debut-ep’en, og på denne version er lyden større og mere støjet, bevirkende at vokalen bliver gemt bag et endnu tykkere lydtapet. Det er dog ikke fordi nummeret bliver bedre af den grund, og som lytter kan man derfor ikke lade være med at spørge, hvorfor sangen havde brug for en genudgivelse.

’It Must Be Ahead’ er et forløsende temporidt, men det repeterende nummer bliver trods en varighed på under fire minutter hurtigt kedeligt, fordi den fremdrivende lilletromme og den storladne lyd aldrig falder i hak, hvilket gør tracket til en flad motorvej snarere end et bumpet punk-ridt. Men tempoet og Bechs forpustede vokal er en pil i den helt rigtige retning på vej mod det snarlige debutalbum.