Roskilde 04: The Fiery Furnaces – bror vs. søster

Enhver, der har søskende, kender problemet. Det starter gerne med fjollede små tjatterier, lidt riven og niven, når den ene part føler sig forurettet eller overset. Og når det ikke duer mere, tyer man til god gammeldags psykisk terror. Sådan har det altid været mellem søskende. De fleste lægger det fra sig, når skostørrelsen bliver større end far og mors, men der findes tilfælde, hvor kampen fortsætter. Sådan er det med Matt og Eleanor Friedberger, søskendeparret bag amerikanske The Fiery Furnaces.

Måske er det netop det, der er det fundamentale drive i gruppen. Viljen og lysten til at overgå hinanden – ikke bare i hverdagen – men i høj grad på den kreative front, skinner diskret igennem. Også på Pavilion, hvor gruppens støvede og hidsige rock blev blæst gevaldigt igennem, selvom gruppen kun spillede 45 minutter og ikke den time, de var hyret til. Det kan måske retfærdiggøres ved, at der stort set ikke var pauser mellem numrene. Koncerten bestod ganske enkelt af ét langt remix af både gamle numre og enkelte nye fra det kommende album, Blueberry Boat. Det resulterede i lettere forvirring for både fans og nytilkomne, da det var umådelig svært at lure overgangene. Men det gjorde samtidig koncerten anderledes og interessant, og The Fiery Furnaces viste hermed et fint overskud ved nedbryde og rekonstruere melodierne på denne måde.

Til forskel fra 2003-udgivelsen, Gallowsbird’s Bark, som rummer tørre og krampagtige blues-elementer, var gruppens live-fokus rettet i en noget mere rock’et retning. Og der er flere grunde til. For det første ønsker The Fiery Furnaces, ifølge Matt selv, at skabe en mere festlig stemning under koncerterne – i stedet for den mere afdæmpede studielyd, der lægger mere op til intime oplevelser. For det andet ville det være svært at genskabe den “sædvanlige” lyd rent praktisk. Blandt andet fordi Matt, der er et sandt multitalent, ene og alene har stået for langt de fleste af de indspillede instrumenter og dermed skulle være udstyret med latterligt mange arme for at kunne håndtere dem alle på scenen.

Men det rockede udtryk klæder bror og søster, og når man inkluderer den finurlige 70’er-keyboard-underlægning, en halvneurotisk trommeslagers intensitet, en tætklippet bas og nogle surrealistiske tekster, der ofte består af samtaleudpluk, kan det ikke gå helt galt. Kæmp blot videre, bror og søster.