Ginman/Blachman/Dahl – standards blottet for melankoli og heltedyrkelse
“I aften har vi besluttet os for, at spille jazzstandards”, siger Carsten Dahl med et underfundigt smil. For nogle jazzmusikkere vil det nok betyde en aften på automatpiloten, men et tæt pakket Copenhagen Jazzhouse er vidne til en super koncert.
Der er ikke nogle standards, der er fredet. ‘There is no Greater Love’, ‘Body and Soul’ og ‘Someday My Prince Will Come’, får alle en tur ligesom Miles Davis er repræsenteret med ‘All Blues’ og ‘So What?’
Disse numre er alle iørefaldende, men det kræver en mandfolkeindsats, at fortolke dem, så de bliver spændende. Især i første sæt er Thomas Blachman (dr) progressiv på grænsen til det agressive. I stedet for mageligt at hygge sig med ridebækkenet, er han konstant over hele trommesættet med polyrytmik og solistiske indfald. Det er dog ikke noget, der generer Carsten Dahl (p) og Lennart Ginman (b), som køber nogle af ideerne, men ellers udforsker akkorderne med et legesygt glimt i øjet.
I flere af numrene “trækker bandet fra” i stedet for at “lægge til”. I de første 2 minutter af ‘Someday My Prince Will Come’ spiller Ginman kun én ostinat tone på sin bas, hvilket er meget effektfuldt, og idet hele taget er det den slags mod og overskud, som præger koncerten. Numrene har mening og retning, men det er aldrig helt sikkert, hvad de finder på i næste takt.
Den ubestridte stjerne er Carsten Dahl. Hans spil strækker sig fra det enkle melodiske over halsbrækkende jazzfraser til blues og mere syrede, klassisk inspirerede udbrud. Han har derudover – måske p.g.a. hans trommefortid – en særlig forbindelse til Blackman, som gør at trioen kan shoppe mellem rytmer og tempi uden nogensinde at miste en firetresindstyvendedel.
Der er ikke meget negativt at sige om præstationen. Til tider virker det, som om Ginman og Dahl har den stærkeste konnektion, og Ginman burde give Blachman mere opmærksomhed, men man kan ikke sætte en finger på præstationerne. De formår at gøre numrene deres egne, og forfalder ikke til imitationer og anden heltedyrkelse. Jeg mener dog ikke de skal have 6 pladespillere, da det må forbeholdes bands med stærke egenkompositoner.