bob hund – sidste bjæf fra en forunderlig hund

Som vanligt var der fuld knald på alle tangenter – musikalske såvel som showmæssige – da bob hund lagde vejen forbi Vega torsdag aften.

Bandet var kommet for at vinke farvel til de mange trofaste fans, inden den legesyge og alternativt rockende bob hund efter tournéens afslutning bliver til det engelsksprogede Bergman Rock. Den planlagte transformation virkede ovenpå koncerten heller ikke helt idiotisk. Det er i hvert fald svært at forestille, at der kan være mange skarpe skud tilbage i den kanon, der siden starten af halvfemserne – og med endnu et brag torsdag aften – har bevist at alt fra småsnobbet indie- til regulær testosteronrock kan serveres på en måde, der på én gang er elegant og afslappet og tilføjet en god portion befriende galskab.

Selvom man måske nok kunne have ønsket sig lidt mere end de knap halvanden times koncert med tre pauser, kom man alligevel ret godt med rundt i bob hunds musikalske univers. Man blev således trakteret med deres egensindige numre inspireret af alt fra Daniel Johnston-agtig lo-fi, over Pavement-slack og dance-passager efter Manchesters nye orden til ren og skær nosserock a la AC/DC.

Med sine fikse krumpspring og tæt på tegnefilmagtige dansetrin var forhunden Thomas Öberg helt i topform, og den linde strøm af syngende skånsk og små tricks og finurligheder med mikrofonen var med til at gejle stemningen til højdepunktet, selv i de passager, hvor musikken spillede knap så elegant.

For det var alt i alt også en af de mere klodsede koncerter, jeg har oplevet. Allerede efter lidt over en halv time blev der sagt tak for i aften, hvorefter bandet gik og kort efter indfandt sig på scenen igen. Her var Öberg i øvrigt ikke for fin til lige at give roadien hånden som tak for at have ryttet op efter ham og de væltede kegler og mikrofonstativer, som han ivrigt havde kastet rundt med. Sådan gik det flere gange frem og tilbage. Også intensiteten og stemningen igennem numrene svingede vildt.

Men klodset eller ej; det afslappede forhold til koncertformen, er netop med til at understrege bob hunds bestræbelse udover det festlige og energiladede, nemlig at rokke ved rockens traditionelle mekanismer. Koncerten var således en fin afrunding fra en af Skandinaviens mest spændende bands de senere år.