Simon Gylden – Præriefolk for viderekommende

Det var en hyggelig stemning, Simon Gylden med ven fik skabt på Loppen fredag aften. Effekter og lir var barberet væk og erstattet af en række renfærdige folkrock-numre baseret på ren guitar, lidt bas og lidt mundharpe.

Og der var da også lidt mere lejrbålsstemning end regulær rockkoncert over oplevelsen, hvor en pæn portion af Loppens publikum fra starten samlede sig i en kreds omkring scenen. Og for så vidt fungerede sættet fint. Simon Gylden og Nikolaj Bune, der var med på bas og guitar, fik hurtigt spillet varmen ud til publikum med blandingen af gamle og nye variationer over de dybt amerikansk inspirerede folknumre, der i deres stemninger spændte lige fra vejen ud af Dixieland til de mere kølige og melankolske nordamerikanske vidder. Neil Young ville nok have nikket venligt og tænkt på sine gode akustiske øjeblikke, hvis han havde kigget forbi.

I længden kom jeg dog gevaldigt til at savne den backing, der ligger i optagelsernes lækkert svingende trommer og keyboards, og de finurlige effekter, der løfter numrene fra det forholdsvis simpelt melodiøse til oftest ekstraordinære lytteoplevelser. Ærgerligt at et nummer som for eksempel ‘Young and Beautifull’ ikke blev leveret med lidt mere pondus. Et sæt trommer og nogle enkelte båndoptagelser, tror jeg kunne have hjulpet meget.

Grundlæggende virkede numrene og versionerne dog velvalgte til begivenheden, hvor Gylden også benyttede chancen for at prøve nogle nye ting af, blandt andet livepremiere på det ganske fine ‘Fucked up Bitch’, hans andet nummer nogensinde.

Koncerten sluttede efter cirka femogfyrre formfuldendte minutter, og det var ganske sigende, at de to spillemænd ikke fandt grund til at forlade scenen, for at vende tilbage med et alligevel forventet ekstranummer. I stedet blev de siddende og gav publikum en fin afslutning med en behagelig slow version af ‘Dixieland Drive Away’. God stil!