Dungen – jävla nice trods dårlig lyd
Det kan godt være, at Dungen ligner et allstar-band af folkeskolelærere fra 70’erne, men gruppen har med sin svenske poesi og krystalklare 70’er-inspirerede syrerock opnået international anerkendelse over de seneste år.
Ikke mindst takket være enmandshæren i front, Gustav Ejstes, der med sit utæmmelige Robert Plant-garn og Mick Jagger-vuggende hofter muligvis er den eneste nulevende rockmusiker, der kan hive en tværfløjte frem uden folk dør af grin.
Bandet startede stille og roligt med åbningsnummeret ‘Sätt at se’ fra bandets seneste plade, den klaverbårne ‘4’. Et nummer som på sin egen stilfærdige facon egentlig er en blæret åbner, men som ikke rigtigt viste tænder i live-udgaven. Til gengæld kom der betydeligt mere smæk på publikumsfavoritten ‘Festival’, der ligesom hittet ‘Panda’ fra bandets internationale gennembrudsplade ‘Ta det lungt’ blev mødt med kyshånd, pardans og fællessang fra et ekstatisk publikum, der gav titelnummeret samme royale – og velfortjente – modtagelse.
Men uheldigvis var dele af koncerten plaget af graverende lydproblemer, som primært gik ud over et af koncertens ellers potentielle højdepunkter, den nærmest overjordisk smukke ‘Du e för fin för mig’, hvis akustiske guitar blev slagtet af en virkelig belastende skratten. Til gengæld var der både vellyd, overskud, tværfløjte og forrygende hysterisk tamburin på nye numre som ‘Mina damer och fasaner’ og det instrumentale home-run ‘Fredag’.
Desværre virkede det bare ikke helt som om, publikum har taget den fintfølende jazzede melankoli på ‘4’ til sig, og jeg selv savnede sgu også ind imellem et psykedelisk brøl fra de svenske skove. Men det ændrer ikke på, at Dungen er et imponerende ubesværet liveband, som er alt for seje og dygtige til at lade sig slå ud af dårlig lyd. Og selvfølgelig ses vi på Roskilde, Gustav. Glem ikke tværfløjten!
