Pete Doherty – middelmådig solokoncert
Han ser skarp ud i aften, Pete Doherty. Sorte lædersko, stramme sorte jeans og en tætsiddende mørkeblå sweater. Hvis ikke det var for sømandstatoveringen på siden af halsen, ville han faktisk ligne en helt normal fyr. Men vi ved jo godt, han ikke er normal. Det er derfor, vi er kommet, det er derfor gymnasiepigerne på første række hviner som vilde ulve, da Pete træder ind på scenen, og det er derfor, mobiltelefonernes lysende display i et voldsomt ryk pludselig kastes i vejret i håb om at indfange lidt af aftenens hovedperson.
Først slingrer han lidt rundt i ubestemmelige halvcirkler med sin akustiske guitar om halsen. Slår et par skæve akkorder an og lader så sin genkendelige snøvlen fylde Øksnehallen. Første nummer er Libertines-favoritten ‘Can’t Stand Me’. Det lyder fint, det er en god sang, men det er også, hvad det er, for uden et band i ryggen er det altså lidt tamt. Det er sådan, jeg tænker hele koncerten igennem. Der mangler energi, og der mangler fremdrift. Pete Doherty gør, hvad han kan, skifter konstant tempo og rytme på guitaren, hakker numrene op i små improviserede dele, men det er som at sparke liv i et dødt dyr.
Pete Doherty bliver ved med at vride strengene af led på sin guitar i lidt over en time. Til sidst får vi ‘Albion’ og ‘Fuck Forever’, og så er der dømt ren fællessang. At sige det lyder godt, ville være en overdrivelse, men det lader til at gøre folk i de forreste rækker både glade og lykkelige, og er det i virkeligheden ikke det, musik handler om?
