AC/DC – røvballerockens damplokomotiv

Det virkede næsten som om, Vorherre selv havde fundet den slidte AC/DC-t-shirt frem fra skabet, da han lod de kulsorte tordenskyer vælte ind over København fredag eftermiddag. Rockens absolut tungeste drenge var kommet til byen, og når 48.000 af os alligevel havde tænkt os at skrige med på ‘Thunderstruck’, ja så skulle han da gerne hjælpe til med den ægte vare, omend det sikkert også ville betyde lidt ekstra vand oven i de 30.000 liter fadøl, der var sat på køl i Parken.

Men selvom uvejret allerede var passeret videre mod de arme bornholmere, da det omrejsende australske rockcirkus pløjede ind på scenen til et sønderrivende begejstret brøl, blev det musikalske tordenvejr hængende over tribunerne på Østerbro i de næste to timer. Der er ingen – INGEN – der kan smide kul på røvballerockens damplokomotiv med så stor fart som denne evigt unge flok gadedrenge. For det kan meget vel være, at de fem medlemmer alle har rundet den forkerte side af de 50, men når du kan få hænderne i vejret på 48.000 regnvåde og finanskrise-ramte danskere gang på gang, sang efter sang, så bliver det, for at sige det ligeud, simpelthen bare ikke sejere.

Med den godt halvanden meter høje og ganske utrættelige Angus Young – den eneste midaldrende mand i verden, der ser hamrende godt ud i bare ben og hvide tennissokker – langede AC/DC det ene træfsikre hit efter det andet ud til det noget nær konstant hoppende publikum. Hold da kæft, selv de fine folk oppe i logerne sang med på ‘Highway to Hell’! Fra åbningsnummeret ‘Rock N’ Roll Train’ fra sidste års blærede comebackalbum ‘Black Ice’, ‘Dirty Deeds Done Cheap’, ‘Thunderstruck’, leveret som et lyn fra en blå aftenhimmel, og højdepunktet ‘You Shook Me All Night Long’ viste AC/DC, at de stadig kan lige netop det: Ryste os en hel aften. Selv Vorherre, hvis han ellers rockede med deroppe.