Tim Christensen – ensom i hyldesthavet

I år kan Tim Christensen fejre 15 års jubilæum som albumkunstner, og efter det succesfulde udgangspunkt i Dizzy Mizz Lizzy har han udviklet sig til hele Danmarks hof-sangsnedker.

Og selvom Nikolaj og Julie vist ikke havde indfundet sig under Arenas tonstunge teltdug, så var det et bredt udvalg af festivalfolket, der tog stormfuldt imod den nobelt klædte sangsmed.

Efter den halvanonyme ‘Tell Me What You Really Want’ kom der for alvor kul på musikmaskinen med en fyrig og kontant afleveret ‘Jump the Gun’ og ‘Isolation Here I Come’ i en direkte og dynamisk version.

Desværre rummede setlisten også et forudsigeligt udvalg af Christensens mere følsomme frembringelser inklusiv den sukkersøde ‘Wonder of Wonder’ som klægt ekstranummer, ligesom den i disse ører overdrevne Dizzy Mizz Lizzy-nostalgi til slut blev tilfredsstillet med en tretrinsraket bestående af ‘Rotator’, ‘Waterline’ og ‘Silverflame’.

At Tim Christensen og hans bundsolide backing-gruppe leverede et gennemprofessionelt og top-engageret stykke arbejde, kan ingen dog tage fra dem. Og selvom undertegnede endte med at føle sig lidt udstødt i hyldesthavet, så er jeg helt på rene med, at de allerede overbeviste fik, hvad de kom efter.