Spot Festival 2010: Stoffer & Maskinen – selviscenesættende tudepop

Hvis man mødte op til koncerten med Stoffer & Maskinen med en forventning om at høre deres såkaldte maskinpop, gik man nok derfra svært skuffet. For bandet leverede i stedet en pompøs omgang poprock, der uden problemer kunne have fungeret som soundtrack til en ‘2900 Happiness’-trailer eller noget i den retning.

Hvis man til gengæld mødte op for at opleve tre kvarters nosseknugende falset fra forsangeren Christoffer Budtz, så var det sikkert en glimrende oplevelse. Hele vejen igennem koncerten lykkedes det ham nemlig at krænge sjælen ud i et utroligt højt toneleje, mens han knugede mikrofonen, som var det den sidste rest af hans sønderknuste hjerte. Og fuldstændig uden en snert af selvironi sang han, mens han bævede af rørstrømskhed, strofer som »Du er min puls, der banker tungt / der får mit blod til at løbe rundt«.

Men mens Christoffer Budtz stod for det teatralske, gjorde hans musikalske bagtæppe, der var et klassisk rock-setup, ikke meget væsen af sig, selv om de spillede røven ud af bukserne. De knitrende electronica-elementer, der er bandets varemærke og grunden til, at deres musik bliver kaldt maskinpop, var nærmest fuldstændig ude af lydbilledet. I stedet lød Stoffer & Maskinen som et hvilket som helst poprockband. Og det blev ikke bedre af, at Maskinens guitarsoli lød som noget, Big Fat Snake havde skrottet i øveren.