Liars
Liars’ karriere er kendetegnet ved en konstant fluktuerende nysgerrighed. Hvert album har sin egen æstetik: Fra punk over electro/house over indierock til en skarpt struktureret electronica med ambiente undertoner på den formfuldendte forgænger ’WIXIW’, der på mange måder var det album, Radiohead burde have lavet i stedet for ’The King of Limbs’.
Her speeder Liars op for en mere pumpende electronica. Bandet bider fra sig fra første sekund og slipper kun taget hen mod slutningen, hvor nogle (lige rigeligt) udfoldede krautrock-skæringer parkerer pulsen på nogenlunde normalniveau.
’Mask Maker’ starter med uhyggelige stemmeforvrængningseffekter og nogle synths, der rammer som smældende piskeslag. ’Vox Tuned D.E.D.’ fortsætter i samme spor, men med tilføjelsen af et omkvæd med en relativt høj hitfaktor. Mellemstykket giver mindelser om Primal Scream anno ’Swastika Eyes’, men hos Liars er den politiske agitation dog skiftet ud med personlig aggression. ’I’m No Gold’ er mere omskiftelig og introducerer både falsetvokal og orgeltoner.
Og sådan kunne man blive ved: Der er den maskinparkkværnende intro til ’Pro Anti Anti’, der muterer over i xylofonklingende synths, og der er Angus Andrews’ smittende Iggy Pop-croon på ’Can’t Hear Well’. Mindre vellykket er førstesinglen ’Mess On a Mission’, hvis irriterende omkvæd er mere leflende end egentlig effektivt.
Anden halvdel holder ikke samme intensitet, så festen slutter med en lidt mat stemning. De udstrakte lydrejser på de afsluttende ’Perpetual Village’ og ’Left Speaker Blown’ udgør dog et passende soundtrack til turen hjem fra festen med udsigt til morgendagens tømmermænd.