‘The Grand Budapest Hotel’
Kameraet står vinkelret på dukkehuset. Den perfekt symmetriske balance er uvirkelig – ligesom filmen.
Wes Anderson tilstræber nemlig ikke realismen, som independent-film traditionelt gør. Nej, han tilhører sammen med Hal Hartley og Mark Rappaport en lille, eksklusiv klub af filmskabere, der dyrker en verfremdungsstil, hvor persongalleri er erstattet af et underligt relatérbart dukkegalleri.
Denne gang er dukkehuset i virkeligheden et hotel, The Grand Budapest Hotel, og dets bestyrer er den karismatiske Gustave H., der – som Zero Mostel i Mel Brooks-klassikeren ’The Producers’, en af filmens uendeligt mange indforståede referencer – hopper i kanen med ældre damer for at holde biksen oven vande.
Da en af disse, Madame D. (Tilda Swinton sminket som 100-årig), kreperer, går den vilde jagt ind på hendes arv og i særdeleshed det uvurderlige renæssancemaleri ’Boy With Apple’. Stik imod alle forventninger går maleriet ikke i arv til familien, men til førsteelskeren fra hotellet. Det tager særligt Dmitri (Adrien Brody) og hans håndlanger, læderjakken med de morderiske øjne, Jopling (en perfekt castet Willem Dafoe), tungt, og snart må Gustave H. og hans betroede lobby boy Zero flygte for livet.
Som altid hos Anderson er afstikkerne vigtigere end hovedfortællingen. Rundt om Gustave og Zero folder Anderson sine karikerede bifigurer ud gennem en overflod af opfindsomme scener: En vild jagt ned ad en skibakke, en fængselsflugt, kontrafaktiske udblik til mellemkrigstiden (vi befinder os mellem de to verdenskrige) og meget mere.
I en typisk andersonsk scene forfølger psykopaten Jopling sagføreren Kovacs (Jeff Goldblum) gennem et museum komplet med ængstelige blik over skulderen, foruroligende skygger og andre obligatoriske virkemidler fra Hitchcock-manualen, indtil et klip – ud af det blå – forener dem i samme billede. Et klip – og en smækket dør – senere har Jopling separeret Kovacs’ fingre fra resten af hans krop. Den visuelle punchline?
Et perfekt vinkelret skud af de afhuggede fingre liggende på jorden på et lag af den hvideste sne.
Sekvens for sekvens skrues der op for absurditeten, indtil filmen truer med at styrte sammen under sit eget demonstrativt legesyge læs. Også Andersons tidligere film hylder det absurde og storyboardingen ned til mindste detalje, men i ’The Grand Budapest Hotel’ når manien nye højder. Det er et værk mere kaotisk stikkende i alle retninger end selv Jacques Cousteau-oden med de portugisiske David Bowie-covers, ’The Life Aquatic with Steve Zissou’.
Billede, lyd og skuespil er iført en spændetrøje. Det er imidlertid netop denne spændetrøje, der er nøglen til den lårklaskende bizarre humor. Hver verbale og visuelle joke er timet med kirurgisk præcision. I hver eneste scene er der elementer, der spiller sammen, mod hinanden og refererer tilbage til tidligere scener, indtil man til sidst – alt efter temperament – må forlade biografen i arrigskab eller overgive sig betingelsesløst til det pertentligt præsenterede puslespil.
Jeg gjorde sidstnævnte.
Kort sagt:
Hollywood-stjernerne skinner om kap, men blegner alle ved siden af Wes Anderson, der i en selvrefererende supernovaeksplosion river sit kunstfærdige filmsprog fra hinanden og sætter det sammen på ny med fortællingen om den balstyriske Gustave H. og dennes storslåede Budapest-hotel af bizarre bifigurer.
Læs også: Verdens mest musikalske film ifølge Wes Anderson
Læs også: Sådan ville Wes Andersons 007 se ud
Læs også: Wes Anderson som horrorfilm og andre spoofs på hypede film