Phosphorescent – tilbage til rødderne
Nogle ben kan der koges suppe på i længere tid end andre. Og i det 21. århundrede er der stadig masser af saft og kraft i Neil Youngs gamle rustfrie rockknogler og Gram Parsons og Willie Nelsons knoklede stænger. Således var der ingen, der mandag aften savnede en nutidig opdatering, som kunne røbe, at Phosphorescents koncert i Lille Vega fandt sted i 2010, og ikke i midten af 70’erne, hvor frontmand Matthew Houck er født.
En absolut velspillende, men også træt udseende kvintet (to guitarer, keys, bas og trommer) blev mødt af et dedikeret publikum. Bandet takkede for æren med et sæt smålarmende rock’n’roll-country, så rutineret afleveret, at ingen fik sved på panden. De støjende eksperimenter og den psykedeliske gospel, som Houck elegant fortaber sig i på visse af sine album, er tonet kraftigt ned på det seneste, eminente udspil ‘Here’s to Taking It Easy’, og vi skulle helt hen til ekstranumrene, før han vovede at tilføre en anelse syre i form af nænsomt doserede loops fra pedalbrættet.
Badet bag fra i mat rødt lys, der lyste hans tynde, krøllede hår op som en støvet glorie eller en varmeflimrende sky om hans hoved, var Matthew Houck sådan set indtagende nok. Lyden var sublim, og de perfekte korharmonier og Matthew Houcks lyse vokal lå klart i lydbilledet. Han udnytter sin begrænsede vokal virkelig godt og synger med en glød, der gør ham nærværende selv på en sløv dag. Gode sange fornægter sig ikke, og selv om Phosphorescent ikke gjorde mere, end de skulle, var det rigeligt til at skabe en habil koncert.
I Willie Nelsons ‘Too Sick to Pray’ fik Houck sig en kammeratlig samtale med Vor Herre, men det veldresserede publikum lyttede mest koncentreret til de omarrangerede ‘Wolves’ og ‘A Picture of Our Torn Up Praise’ fra ‘Pride’ (2007). Og så, omkring ekstranumrene, skete der noget. Med linjer som »I came to Los Angeles just to die« (‘Los Angeles’) var det som om, at bandet kom i tanker om, at de ikke blot var kommet til København for at gøre et stop på vejen, men at der var større ting på spil. Så de fem ekstranumre, inklusiv to med Matthew Houck alene på scenen, blev leveret mere intenst end noget andet den aften.
