Youth Lagoon – soldans for to

Det var med nervøs sitren i kroppen, at jeg lørdag aften indfandt mig på Lille Vega, der var som en ungdomslagune ved højvande. Bredspektrede lo-fi popperler har på kort tid løftet Youth Lagoon fra soveværelse til verdensturné, og den nye rolle kan være svær at udfylde tilfredsstillende. Særligt når man udstråler introvert skrøbelighed som Trevor Powers på debuten ’The Year of Hibernation’.

Men Powers levede op til sit efternavn, og befandt sig med stor selvsikkerhed bag sine tangenter og den kønsforvirrede vokal, samt med guitarist Logan Hyde ved sin side. Særligt efter lydniveauet på 808-beatet kom på plads, og den poppede intro til ’Cannons’ satte i gang, var alles øjne på scenen. Og som om det ikke var nok, blev tekniske pauser udfyldt af overskudsagtig underspillet komik.

Scenelyset var tilsyneladende »sweaty like balls«, men til gengæld en visuel gave. Det var sammenhængende og simpelt, og under forårskåde stunder, som i fløjtehymnen ’Afternoon’, blev scenen badet i orange solnedgangslys, mens parret svævede i dybrød røg i melankolske øjeblikke som ’17’-introen.

Den simple instrumentering var utroligt nok ikke et problem. Fender Jaguarens bløde riffs bandt de mekaniske backtracks sammen, og guitarens centrale rolle gjorde, sammen med en klar fremtrædende vokal, koncertlyden mere organisk end pladens.

Det samme gjorde sig gældende for de programmerede beats, takket være et godt samspil mellem hårde og bløde samples samt en dynamisk programmering. Særligt under et af aftenens højdepunkter, ’July’, synes en trommeslager nærmest tilstedeværende, og Powers fik understreget, at hans vokal, foruden at besidde personlig stil, er teknisk overlegen.

Efter en times rejse gennem vuggevisemelodier, ungdommelig ømhed og storladne følelsesudbrud blev folk med det dansable ekstranummer ’Day Dream’ sendt ud i lørdagens natteliv på ordentlig vis. Men også helt ind i foråret. For hvad der på debuten fremstår som genert indadvendthed blev live både håbefuldt og fremadskuende.