The Black Keys
’Turn Blue’ åbner dristigt (men fremragende): Den syv minutter lange ’Weight of Love’ bevæger sig fra en døset intro med ekkoer af 70’ernes kokaindovne vestkystrock over en sværm af klassiske guitarsoli holdt til jorden af producer Danger Mouses patenterede retro-funky rytmebund. Verset, da det endelig manifesterer sig, er tilpas groovy til, at man tapper med fødderne og omkvædet blæses op i bredformat.
Alt er egentlig ved det gamle i tilfældet Black Keys selv om indpakningen ved første blik synes forfriskende anderledes: Et mere nysgerrigt og søgende udtryk oven på den veloplagte, træfsikre (og massivt succesfulde) arenarock på ’El Camino’.
Danger Mouses produktioner fylder på albummet, hvor der eksperimenteres med både samples, strygere, rumklang og alskens knitrende effekter, men sangskrivningen er business as usual. Tempoet er sat lidt ned, Auerbachs vokaler er lysere, men ellers er der tale om den samme succesformel: Groovy vers, brede råb med-omkvæd og en guitarsolo i ny og næ.
’In Time’ bruger falset og korsang, så sex-faktoren stiger, førstesinglen ’Fever’, hvis hitegnede centrale hookline ligger ret fjernt fra duoens blues-rock-rødder, er stram og iørefaldende og den tungere, distortede ’It’s Up to You Now’ har, ikke mindst takket være en fyrig Patrick Carney, der giver los på trommerne, en ansporende friskhed over sig.
Læs også: Se den prædikende musikvideo til ‘Fever’
Auerbach forsøger sig – ansporet af en bitter skilsmisse – med dybtfølt lyrik. Det kommer der ikke just stor poesi ud af, men det er alligevel bemærkelsesværdigt at høre ham åbne ’In Prime’ – til tonerne af et molstemt klaver – med linjerne: »Pour me down the drain, I disappear / like every honest thing I used to hear«.
Hvis melankolien står frem i Auerbachs lyrik, så markeres hans personlige desorientering i lydbilledet ved hans soli, der ofte står i malende kontrast til Danger Mouses vanligt lækre bund – samt i forsøget på at skabe lidt mere udfordrende sangstrukturer, som på for eksempel førnævnte ’In Prime’, hvis omkvæd er et vaudeville-drilsk intermezzo med Paul McCartney-undertoner.
Alskens krumspring kan dog ikke skjule, at The Black Keys lyder som det de er: Et meget succesfuldt band, der er bevidste om, at bagerste række skal nås med omkvæd, der kan favne de fleste og grooves, der kan få dem til at svaje i takt.
Læs også: Lyt: The Black Keys laver telefonfis med deres pladeselskab
Som for at understrege den pointe slutter ’Turn Blue’ med et decideret knæfald for den rene, publikumsvenlige træffer. ’Gotta Get Away’ er rendyrket Creedence Clearwater Revival med glam-spark i guitarsporet a la Slade eller Sweet. Hele stadion kan fortsat gynge med til Black Keys’ fest – humørsyge eller ej.