Future Islands – Hamlet i hopla

Samuel T. Herring er en frontmand besjælet med et stort hjerte, en kraftfuld stemme og et performancegen næsten uden sidestykke. Han kan krænge sit hjerte ud, så han fremstår i total øjenhøjde med sit publikum og dirigere en fest, så taget letter.

Herring er svær at fastholde med ord. Han skal opleves. Det intense blik og den manende, opadstrakte højre arm får ham til at ligne en lidt yngre Russell Crowe i færd med at recitere en ’Hamlet’-monolog. Til andre tider agerer han mimeartist med brede, karikerede armbevægelser, som om han forsøger at fastholde hver lyrikstump, så den kommer konkret til live i rummet. De fleste af sangene introduceres med små taler a la »der findes så meget modgang i verden, men en dag vender det og du ser lyset« – som en motivational speaker på et new age-seminar. Når sangen slutter og sveden hagler af ham ser man en slidt bokser, der gør sig klar til en sidste omgang tæsk.

Det er umuligt ikke at bruge spaltemeter på Herring, for det er hans fremtoning og åndsnærværelse, der gør Future Islands til et af øjeblikkets bands. Når man står over for ham og ser ham udføre en form for autoerotisk kvælning, hamre sig selv på brystet eller udføre den sidelæns krabbedans med gele i knæene, der henrykkede David Letterman og blev en viral sensation, taler han direkte til én, samtidig med, at han taler til hele rummet.

Det guitarløse band leverede en kompetent, om end lettere mudret, koncert på Voxhall, hvor bassen til tider overdøvede de synthmelodier, der er rendyrket på 2014-udgivelsen ’Singles’, og som live fremstår med en muskuløs tyngde og frådende energi snarere end med poppet præcision.

Aftenen bød på hele otte sange fra ’Singles’: ’Doves’ var forvandlet til et gyngende monster, der fik de forreste syv-otte rækker til at hoppe i takt i omkvædet foranlediget af en skiftevis soul-croonende og growlende Herring. ’Spirit’ havde ligeledes modtaget en vitaminindsprøjtning, så den intensiverede puls medførte en ny haglbyge af sved, mens ’Seasons (Waiting On You)’ og ’A Dream of You and Me’ var uundgåelige højdepunkter, ikke mindst fordi Herring har en kirurgs fornemmelse for hvordan han skal massere sit publikum, så dets reaktion matcher hans indsats.

Læs anmeldelse: Future Islands ‘Singles’

De mere følsomme, sangbårne numre som ’Sun in the Morning’, ’Back in the Tall Grass’ og ’Lighthouse’ sad ikke i skabet med helt samme effekt. Herrings stemme stod utydeligt i lydbilledet (modsat albumversionerne) og bandet fremstod en kende banale eller workman-like, når ikke frontmanden kunne skinne på en lysende baggrund af boblende synths og en dansabel bas.

Der blev også plads til ældre numre som ’Before the Bridge’, ’Give Us the Wind’ og publikumstornadoen ’Tin Man’, der fik min sidemand til at smide trøjen og gå amok.

Ekstranummeret ’Fall From Grace’ indfangede den besynderlige mikstur af synthpop og retro-soul/r’n’b, introvert længselsfuldhed og ekstrovert energi, der gør Future Islands til en af 2014’s mest hjertevarmende succeshistorier.

Bandets grundlæggende formel og virkemidler vil ikke ændre verden, men en god frontmand er ofte forskellen på at blive tilbedt eller ignoreret. Herring er en fremragende en af slagsen. Så meget lå fast ud på døgnets små timer på et sydende Voxhall.

Læs interview med Samuel Herring: »Det er vigtigt at føle sig helt nøgen«