Coldplay

Oven på den sprudlende ‘Mylo Xyloto’ møder vi her et Coldplay, der søger nye musikalske græsgange. Væk er de svulmende stadion-armbevægelser, og i stedet åbenbarer et mere introspektivt univers sig. Mest markant og knap så vellykket er det på den Avicii-producerede ‘A Sky Full of Stars’, hvor kvartetten flirter heftigt med EDM. Coldplay og klubmusik er bare ikke forenelige størrelser.

Så fungerer det langt bedre på ‘Midnight’, hvis ambiente og hypnotiserende fremdrift samt Chris Martins vokal ført igennem en harmonizer-effekt formår at fremmane et udtryk og en stemning, som, hvis den havde været mere dominerende, kunne have gjort dette til et virkelig godt album. Omend ‘Magic’ og ‘Ink’ viser, at bandet stadig har tæft for at skrue catchy melodier sammen, fortaber størstedelen af materialet sig i glemslen.

Det skærer også i ørerne, at Martin har fået lov til at slippe af sted med himmelråbende lyriske banaliteter som »all I know is that I love you so much it hurts« og »used to be you here beside me / used to be your arms around me«. Utroligt at en mand på 37 år stiller sig tilfreds med et så lavt niveau.

Læs også: Kære Coldplay: Vi vil så gerne kunne lide jer

De spartanske og elektroniske ideer er såmænd prisværdige, og det tjener Coldplay til ære, at de tager livtag med nye toneklange. Men ideerne materialiserer sig hverken til et gennemført udtryk eller de mindeværdige melodier, der tidligere har formået at røre os, og som man ved, at Coldplay er mere end leveringsdygtige i.

Lydmæssigt er albummet perfekt designet til de ufarlige FM-frekvenser, og det skal såmænd nok også lulle dele af bandets enorme fanskare ind i en behagelig rus. Men hos de lyttere, som gerne vil udfordres, er der simpelthen for lidt at arbejde med på ‘Ghost Stories’.