Dúné

Hør ‘Enter Metropolis’ på Dúnés bandprofil, imens du læser.

Mattias Kolstrup starter med at sige farvel. Adjø til fortiden og goddag til nye horisonter og frihed på ‘Time to Leave’. I tilfældet Dúné virker afskeden logisk. Et geografisk bye-bye til lillebyen til fordel for metropolen, en karrieremæssig ambition om at indtage nye markeder og som personlige dannelseshistorie: Fra gymnasietilværelse til voksenlivets glæder og genstridigheder.

Spørgsmålet er så, om jagten på selvstændighed påvirker bandets lyd. Jo, jeg synes det, selvom Dúné stadigvæk indimellem forekommer temmelig bastante og skematiske, når de bygger deres sange op. Numre som ‘Heat’ og ‘Get It Get It’ er så forhippede på at levere det energiske drive og slående omkvæd, at forpustelsen næsten indfinder sig øjeblikkeligt. Bevares, fremgangsmåden kan – som på singlen ‘Victim of the City’ – være særdeles effektiv.

Men tilbage til pointen: Dúné disker op med flere raffinementer end tidligere. Sange som førnævnte ‘Time to Leave’ og ‘Let Go of Your Love’ rummer begge appetitlige, ja ligefrem liflige pop-elementer, der bydes trods af hektiske og raserende temperamentsudfoldelser, som sangene udvikler sig. Og det klæder Dúné og sanger Kolstrup at skrue op for modsætningernes skurren.

På ‘Please Bring Me Back’, en dejlig storslået ballade hvor Kolstrup mere tvetydigt vender tilbage til løsrivelsestemaet, kradser Dúné for alvor i det electrorock-mærkat, de hidtil har båret rundt på. Og selvom ‘Enter Metropolis’ ikke er et decideret hamskifte, så er det altså blevet sværere at båse bandets musikalske identitet inde.