10 krigskomedier der er bedre end Clooneys

George Clooney forener krig og komedie i ’Monumenternes mænd’, der har fået en lunken modtagelse af anmelderne. Her er ti krigskomedier, du hellere skal bruge tid på.

10. ‘Tropic Thunder’

Ben Stiller går all in på krigskomikken med sin forrygende ‘Tropic Thunder’. Her bruges der både maskinpistoler og landminer i komikkens navn, da en flok skuespillere med divanykker ender i problemer under optagelserne til en krigsfilm.

En grotesk komedie, der udover en halvskaldet Tom Cruise i en forrygende cameo som den sleske filmproducent Les Grossman også byder på Robert Downey Jr. som excentrisk method actor, der leverer forrygende one-liners som »I know who I am. I’m the dude playin’ the dude, disguised as another dude!«

Og så er der selvfølgelig den allerede klassiske: »You never go full retard«.

9. ‘Inglourious Basterds’

Med sin forkærlighed for genrefilm og vold måtte Quentin Tarantino på et tidspunkt kaste sig over krigsgenren. Det skete med ‘Inglourious Basterds’, hvor han med vanlig sans for sort humor sender en flok hævngerrige jødiske soldater på nazi-jagt under Anden Verdenskrig.

Brad Pitts navn står ganske vist øverst på plakaten, men det er Christoph Waltz i rollen som den veltalende nazi-officer Hans Landa, der stjæler filmen.

Det er ikke ligefrem en historisk korrekt krigsfilm, og Hitler får et noget andet endeligt her end i virkeligheden.

8. ‘Ingenmandsland’

Krigens absurditet bliver udstillet i Danis Tanovics ‘No Man’s Land’, hvor en soldat fra hver sin lejr under den bosniske konflikt i 1993 stander mellem to frontlinjer. I dette ingenmandsland bliver krigen bundet ind i sort humor, mens den bizarre situation optrappes.

For snart får medierne nys om de to soldaters situation, og så går der for alvor politik i den.
Hverken medier, politikere eller FN går fri af filmens satire over krigens meningsløshed.
‘Ingenmandsland’ vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 2001.

7. ‘Wag the Dog’

I Barry Levinsons sorte komedie spiller Robert De Niro og Dustin Hoffman henholdsvis en spindoktor og en filmproducent, der inden et forestående valg konstruerer en fiktiv krig i håbet om at flytte fokus væk fra den amerikanske præsidents sexskandale.

Der bliver mediemanipuleret til den store guldmedalje, og de laver både en temasang for den fiktive krig og bygger filmkulisser, så der kan sendes “krigsbilleder” ud til verden.

Med andre ord en film, der måske er tættere på virkeligheden, end godt er. Den er i hvert fald baseret på bogen ‘American Hero’ fra 1993, der konspirerer, at Operation Desert Storm blev orkestreret for at få George H. W. Bush genvalgt.

6. ‘Hot Shots!’

Vi er meget langt fra krigens alvor, når Charlie Sheen indtager rollen som jagerpiloten Topper Harley i spoof-filmen ‘Hot Shots!’. Her overspiller han på livet løs, mens der kastes rundt med et utal af gags og platte jokes. Ja, det er dumt, men heldigvis også sjovt og herligt uhøjtideligt.

Tag for eksempel de fjollede referencer i krigsfilm som ‘Platoon’ og ‘Full Metal Jacket’, ligesom det erotiske 80’er-drama ‘9½ uge’ får en hed hilsen med på vejen i en sexscene, der er så hot, at der kan steges både bacon og æg på den yndige Valeria Golinos mave.

5. ‘Catch 22’

Filmens titel henviser til paradokset, hvor man vælger forkert, uanset hvilken beslutning man træffer i en given situation. Man er med andre ord dømt til at fejle – og her ligger filmens satiriske pointe om krigens meningsløshed.

Det erfarer Alan Arkin i rollen som en amerikansk jagerpilot, der under Anden Verdenskrig forsøger at blive fritaget fra tjeneste ved at påberåbe sig sindssyge. Men fordi han selv indgiver forespørgslem, afslører han samtidig også, at han er rask.

Mike Nichols’ filmatisering af Joseph Hellers bog fra 1961 er en skarp film, der vittigt udstiller krigens absurditet og det ubrugelige bureaukrati, der ligger bag.

4. ‘MASH’

Humor bruges ofte til at håndtere frygt. Det er måske derfor, at krig og komik fungerer så godt sammen. Det er i hvert fald tilfældet med Robert Altmans ‘MASH’, hvor personalet på et felthospital under Korea-krigen forsøger at bevare fatningen midt i krigens alvor ved at lave sjov og ballade med hinanden og patienterne.

Det er altså ikke ligefrem heltemod og nationalpatriotisme, der tynger Donal Sutherland, Tom Skerritt og Elliott Gould i hovedrollerne. De er derimod både dumsmarte, fjollede og autoritetstroløse i en herligt løssluppen respektløshed.

Filmen affødte desuden tv-serien ‘M*A*S*H’, der løb fra 1972 til 1983.

3. ‘The Producers’

I Mel Brooks’ komedieklassiker får nazismen et slag over nakken. Her spiller Zero Mostel en teaterproducent og Gene Wilder hans bogholder, der begge er økonomisk på røven. De beslutter derfor at sætte en musical op, der med sikkerhed vil floppe, så de straks kan stikke af med investorernes penge.

Det bliver til Broadway-musicalen ‘Forår for Hitler’, hvor nazismen skamløst forenes med homoseksualitet og steppende SS-officerer, mens dansepiger i nazi-outfits heiler løs i svastika-formationer. Langt ude og pokkers underholdende.

2. ‘Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb’

Mesterinstruktøren Stanley Kubrick har flere gange bevæget sig ned i krigens blodindsmurte skyttegrave, blandt andet med ’Paths of Glory’ og ’Full Metal Jacket’. Men med koldkrigskomedien ’Dr. Strangelove’ er det satiren, der er i højsædet.

Peter Sellers indtager veloplagt flere roller i den sorte komedie, hvor både militærfolk og paranoide politikere leger med atomvåben. Sellers kan således ses som USA’s præsident, en næstkommanderende kaptajn og selvfølgelig som den vanvittige Dr. Strangelove – en forhenværende nazi-videnskabsmand, der nu tjener som præsidentens rådgiver.

’Dr. Strangelove’ er et komisk mesterværk, der ikke har mistet sin aktualitet.

1. ‘The Great Dictator’

Charlie Chaplin indtager rollen som både kyniske diktator og jødisk barber i sin anti-krigsfilmsklassiker ’The Great Dictator’ fra 1940 – Chaplins første egentlige talefilm.

Her er det nazismen, Adolf Hitler og fascismen, der bliver gjort elegant grin med. Blandt andet i scenen, hvor Chaplin som diktatoren danser symbolsk rundt med en ballon udformet som Jorden. En dansende parodi på Hitler – komplet med overskæg og sideskilning. Her er dog ikke kun tale om ren sjov og ballade, hvilket blandt andet Chaplins rørende og tankevækkende anti-krigstale i filmens slutning understreger.

Den har mere end 70 år på bagen, men er stadig den bedste krigskomedie nogensinde.

Læs også: Anmeldelse: Clooney på krigsstien er forbavsende uelegant

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af