‘Bullhead’

»Du er altid fucked. Nu, i morgen, næste uge og næste år, uendeligt. Fucked«.

Sådan lyder åbningen på Michaël R. Roskams brillante debutfilm ’Bullhead’, der endelig rammer de danske biografer små tre år efter verdenspremieren. Replikken leveres med karakteristisk bitterhed af filmens hovedkarakter, hormon-junkyen Jacky Vanmarsenille, der spilles med uforlignelig indlevelse af den flamske skuespiller Matthias Schoenaerts – manden, der i ’Smagen af rust og ben’ smadrede hul i 20 cm solid is med sine bare næver.

Hårdtslående er Schoenearts også i sin gennembrudsrolle som omvandrende steroid-vrag, selvom det er på en lidt mindre heroisk måde. I ’Bullhead’ fungerer Jacky som muscle for lokale, småkriminelle kvægavlere, der roder sig ud i at lave forretning med en flok gangstere fra den belgiske hormon-mafias hårde kerne. På grund af sit steroid-misbrug er Jacky muteret til et utilregneligt muskelbundt, hvis menneskelighed evaporerer mere og mere for hver indsprøjtning. Tilbage er en tom kødskal med kronisk brækket næse, blodige knoer og joggingsæt – et bæst, der er lige dele mand og monster.

Læs også: ‘Bullhead’-instruktør om at lave Gandolfinis sidste film

Jacky er det mysterium, man fra første sekund forsøger at løse. Filmens andre handlingstråde er i virkeligheden ret uinteressante til sammenligning, og især et lavkomisk sidespring til to Dupond og Dupont-agtige mekanikere virker underligt malplaceret.

For faktisk behøver man som tilskuer ikke ret meget andet end Nicolas Karakatsanis’ sanselige billeder af Schoenaerts skulpturelle krop. Det lyder måske lummert, men måden, hans krop fremstilles på, er bestemt ikke utvetydigt sexet – æstetikken i filmen har nemlig mere til fælles med Francis Bacons sære malerier af deforme kødklumper end polerede parfumereklamer.

Roskam bruger Schoenaerts fysik til på intelligent vis at udfordre den machomand-stereotyp, som han ligner. Er Jacky farlig på den gådefulde, sexede måde? Eller er han straight-up psykopat, typen, man helst vil undgå at ende i seng med? Det er den konstante usikkerhed, der gør hans karakter fandens fængslende.

Hvordan er Jacky blevet så afstumpet og opfarende? Dét er filmens store spørgsmål – et som Roskam svarer på halvvejs inde i filmen i et flashback, du med garanti helst ville glemme, men umuligt kan.


Kort sagt

Matthias Schoenaerts overstråler alle med sin stereoide-pumpede krop og grotesk store udstråling i Roskams sublime karakterstudie. Midt i de lidt for mange handlingstråde er det hans foruroligende mysterium, man er optaget af at løse.

Læs også: ‘Bullhead’-instruktør om at lave Gandolfinis sidste film

Spillefilm. Instruktion:: Michaël R. Roskam. Medvirkende:: Matthias Schoenaerts, Jeroen Perceval, Jeanne Dandoy. Spilletid:: 127 min.. Premiere:: 6.marts
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af