‘Bullhead’-instruktør: »Gandolfini var ydmyg og utroligt usikker«

Manden bag den i Danmark aktuelle ’Bullhead’ er på vej med sin første amerikanske film, der såmænd er James Gandolfinis sidste. Vi har talt med instruktøren om Gandolfini, maskuline klicheer og mødet med Hollywood.
‘Bullhead’-instruktør: »Gandolfini var ydmyg og utroligt usikker«
Foto: Nicolas Karakatsanis

Morgenhåret står ud i alle retninger, da vi fanger Michaël R. Roskam på en Skype-forbindelse fra Los Angeles.

Det skrattende videosignal fører os igennem hans hotelværelse, hvor han febrilsk leder efter sin oplader. Men strøm kommer der hurtigt på både computer og Roskam selv. Bag de lidt trætte øjne gemmer der sig en energisk og storsmilende Roskam, der lettere forvirret forsøger at grave handlingen fra hans debutfilm ’Bullhead’ frem fra sit mentale arkiv.

Filmen er nemlig fra 2011 – og blev Oscar-nomineret året efter – men får nu forsinket dansk premiere.

Læs også: 5 stjerner til ‘Bullhead’

»Det er efterhånden lang tid siden, jeg har talt om den, jeg har jo været i gang med min nye film. Men det er en film om mental og moralsk isolation. Om at kæmpe mod sine egne dæmoner«, siger den belgiske instruktør.

Uden gangsterklicheer
’Bullhead’ handler om kvægavleren Jacky, spillet af supertalentet Matthias Schoenaerts, som udover at være dybt involveret i det illegale marked for hormoner og steroider selv kæmper en kamp mod sit eget misbrug og de psykiske og fysiske mén fra nogle voldsomme barndomsoplevelser, der med overvældende kraft afsløres et stykke inde i filmen.

Filmen er en slags gangsterhistorie, men det belgiske landbrugsmiljø udgør en anderledes og original ramme. Og Roskam ville da også gerne væk fra de gængse storbymiljøer og studieoptagelser, som typisk anvendes i amerikanske gangsterfilm.

»Jeg havde et ønske om at lave et klassisk gangsterdrama, men ved at bruge en meget lokal og specifikt belgisk location ville jeg gøre historien nærværende. Det skulle være uden gangsterklicheer«.

Det amerikanske eventyr
Med sin blanding af genresikkerhed og originalitet blev ’Bullhead’ en så stor kunstnerisk succes, at både Roskam og Matthias Schoenaerts øjeblikkeligt blev eftertragtede navne uden for Belgien.

Det er da også, som om Roskam vågner lidt op, da snakken falder på hans kommende film, der er optaget i Hollywood. I ’The Drop’ er historien rykket fra Belgiens marker til USA’s trøstesløse værtshusmiljø. Og netop overgangen fra det trygge Belgien til det heftige Hollywood var både en oplevelse og en omvæltning for den trods alt relativt uprøvede instruktør.

»I Europa får du penge, hvis du er god nok og har den gode ide, men i USA er pengene private, og producerne, som skaffer pengene, bestemmer betydeligt mere. Heldigvis gav Fox Searchlight mig meget kunstnerisk frihed«.

Gandolfini gav sushi
’The Drop’ har premiere til september og har prominente navne som Tom Hardy og Noomi Rapace på rollelisten. Ikke meget er sluppet ud om filmen endnu, men Roskam løfter her en smule af sløret:

»Det er en historie om en mand (Tom Hardy, red.), som lever moralsk og mentalt isoleret fra omverden. En dag finder han en forslået pitbull-hvalp, og den begivenhed ændrer hans liv. Livet omkring ham begynder at ændre sig og angribe ham, og det tvinger ham til at reagere. Han bliver nødt at bekæmpe sine dæmoner«.

’The Drop’ er allerede historisk, idet det er James Gandolfinis sidste filmrolle nogensinde. Arbejdet med ’Sopranos’-stjernen, der døde alt for tidligt som 51-årig i juni sidste år, var en stor oplevelse for Roskam. Han bliver tydeligt bevæget, da snakken falder på Gandolfini.

»Han var meget ydmyg og inspirerende at arbejde med, men var på en måde også utroligt usikker. Han stillede altid spørgsmål ved sine præstationer og kunstneriske evner. Han blev tit på settet efter optagelserne for at tale med os andre, og det fik faktisk de andre skuespillere til også at hænge ud på settet, når de havde fri«.

Roskam lyser op, da jeg beder ham fortælle en anekdote fra settet, som inkarnerer arbejdet med James Gandolfini.

»Han vidste, han var et godt sted i sin karriere, og derfor ville han ikke behandles anderledes. Typisk for ham så gav han hver uge sushi eller buffet til hele castet: runnere, produktionsassistenter, alle, der nu var til stede på settet. Han gav det hele af egen lomme, for han vidste, hvor heldig han var«.

Maskuline reaktioner
Fælles for både ’Bullhead’ og ’The Drop’ er maskuline karakterer, der udstiller deres svagheder på godt og ondt. Tom Hardy og Matthias Schoenaerts er da også to af de fysisk mest gennemslagskraftige skuespillere, der findes lige nu.

Det maskuline er på mange måder Michaël Roskams projekt, som han brænder inderligt for. Instruktøren mener nemlig ikke, at der er særlig meget fokus på de mandlige svagheder, og han vil gerne belyse det uskyldige element i maskulinitetens dyriske natur.

»Der er nogle klicheer om det mandlige, som jeg gerne vil udfordre: Hvor svagt det mandlige køn egentlig er. De fleste forbrydelser er et udslag af mænds gerninger. Og ligesom vi ikke fordømmer løven for dens dyriske forbrydelse, stiller vi for sjældent spørgsmålstegn ved den mandlige natur«, siger han.

Det uskyldige i det menneskelige
Forholdet mellem mand og dyr er et gennemgående tema i både ’Bullhead’, hvor titlen refererer direkte til hovedpersonens ’tyreagtige’ kropssprog, og i ’The Drop’, hvor det er en såret pittbull, der sætter fortællingen i gang.

»Når jeg kigger ind i øjnene på et dyr, ser jeg altid uskyldighed. Det booster mig og giver mig et drive, da jeg hele tiden søger at finde det uskyldige i det menneskelige«.

Adspurgt om, hvorfor det netop er det tema, han kredser om, slår han over i en høj latter:

»Jeg laver film om det, jeg ved noget om: Maskulinitet!«

Læs også: 5 stjerner til ‘Bullhead’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af