CPH PIX: ’The Babadook’
Ba-ba ba-ba dook-dook-dooooook… Sådan lyder ordene fra den raspende hæse stemme på et hatteklædt pelsmonster med ti lange og sylespidse kløer, der begynder at hjemsøge lille Samuel (Noah Wiseman).
Han stifter først bekendtskab med det ubehagelige væsen i en illustreret eventyrbog. Højtlæsningen af den på ingen måde børnevenlige godnathistorie – der advarer om, at det er bedre at dø end at møde Mister Babadook – chokerer enken Amelias i forvejen ustabile dreng, og traumet fortsætter med at ride ham som en mare. Samuel – i forvejen en mærkelig dreng – er nu fuldstændig ustyrlig, og var man for eksempel utryg ved Tom Shanklands ’The Children’, finder man i ’The Babadook’ god grund til fortsat at sky de uregerlige unger.
Endnu mere foruroligende end Samuels utilregnelighed og den potentielt overnaturlige trussel er dog den isnende uhygge ved at overvære alenemoderens sind krakelere. At opdrage sønnen har været en større byrde, end hun har kunnet bære, mærker man, og Essie Davis’ skildring af karakterens psykiske deroute er voldsomt effektiv, næsten på linje med Angela Bettis’ kraftpræstation i Lucky McKees horrorfilm ’May’ fra 2002.
Australske Jennifer Kents spillefilmdebut tåler i det hele taget sammenligning med stærke titler fra gysergenren, og selvom afrundingen er en kende for vag, og sidste akt generelt udarter sig mere traditionelt end forventet, er det forfriskende med en horrorfilm, der rent faktisk prioriterer at gå i kødet på sin interessante problemstilling frem for blot at benytte sig af banale skræmmemidler.
Kort sagt:
Den australske debutinstruktør Jennifer Kent har begået et isnende effektivt psykologisk gys med tyngde og en skræmmende præstation fra Essie Davis som sindsforstyrret alenemor.