Engang lød begrebet ’norsk film’ som en joke i danske ører. Men siden årtusindskiftet har vore brødre mod nord rykket gevaldigt på filmfronten, hvor de i dag både scorer priser på festivaler og tiltrækker et stort publikum i biograferne.
Dette års New Talent Grand PIX gik for eksempel til ’Blind’, et norsk drama af Eskil Voigt. Og i dag er der premiere på ’A Thousand Times Good Night’ med Nikolaj Coster-Waldau og Juliette Binoche.
Vi kipper med det rød-blå-hvide flag og giver vores bud på otte seværdige titler, som til sammen viser, at norske filmfolk også tør søge længere ud i hjørnerne, end vi gør herhjemme.
Læs om de otte uomgængelig norske på de følgende sider.
’Oslo, 31. august’ (2011)
Indie/arthouse
Norsk films største navn pt. er Joachim Trier (fjern fætter til Lars). Han vakte behørig opsigt med debutfilmen ‘Reprise’ (2006), der med smidig nybølge-flair kredser både kækt og alvorligt om venskab, forfatterdrømme og romantisk besættelse.
Opfølgeren, ‘Oslo, 31. august’ (2011), imponerede om muligt endnu mere. Anders, en 34-årig eksnarkoman, slentrer gennem byen og opsøger gamle bekendte på sin fridag fra afvænningsklinikken. Som dagen rinder på hæld, står det klart, at Anders er mutters alene i verden, og at han egenhændigt har fucket alle muligheder op i sit ellers privilegerede liv.
Trods det vemodige emne fortæller Trier med let og lyslevende håndelag. Den stemningsmættede film er bevægende, poetisk, følsom og ekstremt troværdig – som i det ladede gensyn mellem Anders (Anders Danielsen Lie) og en tidligere bedste ven, der er vokset fra hinanden. Og så er caféscenen, hvor lyddesignet væver ind og ud af de omkringsiddendes samtaler, allerede en moderne klassiker.
Bonusinfo: Triers medforfatter på begge film, Eskil Vogt, vandt i april New Talent Grand PIX-prisen for sin debutfilm, ’Blind’. Den får dansk biopremiere til september og er bestemt også værd at tjekke ud.
Læs også: Joachim Triers amerikanske film endelig på trapperne
Læs også: 6 stjerner til ‘Blind’
’DeUSYNLIGE’ (2007)
Drama
Instruktøren bag den bioaktuelle ‘A Thousand Times Good Night’ hedder Erik Poppe, og han er værd at holde øje med, hvis man er til vedkommende og velspillede budskabsdramaer.
Poppes stærkeste film til dato er ‘deUSYNLIGE’ fra 2007. Store temaer som skyld, soning og forsoning vendes i dramaet om en nylig løsladt barnemorder, der får job som kirkeorganist. Den smukt fotograferede film folder ind over sig selv på midten og får en snert af stalker-thriller over sig, da synsvinklen skifter til en forgræmmet mor. Hun spilles intenst af vores egen Trine Dyrholm, som her er gift med sin kæreste fra ‘Arvingerne’, Trond Espen Seim.
Pål Sverre Hagen (Thor Heyerdahl i ‘Kon-Tiki’) er blændende i hovedrollen, og så har ’Bridge over Troubled Water’ aldrig lydt smukkere end her, spillet for fuldt udtræk på brusende kirkeorgel!
Bonusinfo: Bjarne Henriksen og Bodil Jørgensen dukker op i en enkelt scene.
Læs også: Coster-Waldau brillerer i Erik Poppes ‘A Thousand Times Good Night’
’Frihedskæmperen Max Manus’ (2008)
Storfilm/action/krigsfilm
Vi havde Flammen og Citronen. Nordmændene havde Max Manus, kongerigets mest vovede sabotør: Ikke én, men to gange vristede han sig ud af nazisternes klør, inden han greb til våben og bombede de tyske skibe ud af Oslofjorden.
Den norske blockbuster er flot sat op med neglebideraction, troværdig tidskolorit og engageret spil af den lokale stjerne Aksel Hennie. Sammenlignet med Ole Christian Madsens lidt spekulative danske modstandsdrama fra samme år falder ’Max Manus’ mere traditionelt ud som drengebogsramasjang af den gamle skole – og derfor er den også mere umiddelbart underholdende. I hjemlandet slog den rekord med over en million solgte biografbilletter.
Bonusinfo: Instruktørduoen Joachim Rønning og Espen Sandberg scorede siden en Oscar-nominering for den flotte ‘Kon-Tiki’ (2012) – men den har du forhåbentlig allerede set. Ligesom andre norske filmtalenter er parret nu taget til Hollywood, hvor de arbejder på den femte ’Pirates of the Caribbean’.
’Død sne’ (2009)
Splatterfarce
På ét punkt stikker nordmændene fuldstændig af fra os danskere: på genrefilmens bane. Rendyrkningen af gysergenren, og især primal horror, er blevet en solid eksportsucces for den norske filmindustri – muligvis fordi deres langstrakte rige modsat vores har masser af utæmmet natur, som uforsigtige unge mennesker kan fare vild i.
‘Død sne’, Tommy Wirkolas hyldest til klassiske splatterkomedier som ’Evil Dead II’, hører til de festligste af de norske grøssere. Fire studerende overraskes på deres hytteferie af overvintrede nazi-zombier, og da filmen efter en lidt træg start sætter eftertrykkeligt turbo på motorsaven, males sneen rød på et utal af balstyrige og opfindsomt varierede måder.
Bonusinfo: Den veloplagte og flot producerede opfølger, ‘Død snø 2’, der havde norsk premiere i februar, giver actionkomedie-elementet og den internationale målretning et nøk opad. Filmen udsendes på streaming-tjenesterne i Danmark til efteråret.
‘Troldjægeren’ (2010)
Fantasy/kultfilm/mockumentary
Norge er også leveringsdygtig i kuriøse kultfilm, der bruger det nationale særpræg som et eksotisk salgsargument, når varen skal afsættes til udlandet.
Et vellykket eksempel er André Øvredals ‘Troldjægeren’. Den veludførte found footage-mockumentary lægger et opfindsomt spin på den lokale folklore, idet den hævder, at der faktisk lever trolde i fjeldene, men at den norske stat holder deres eksistens hemmelig. Ideen er god, og filmens CGI-trolde, som ses i nøje doserede glimt, er fulde af personlighed og langt mere overbevisende, end det beskedne budget burde tillade.
Bonusinfo: Et Hollywood-remake er naturligvis på vej, instrueret af engelske Neil Marshall (’The Descent’).
‘Den brysomme mannen’ (2006)
Sorthumoristisk fremtidsfabel
Man har umiddelbart svært ved at forestille sig en skæv, barok og overrumplende film som ’Den brysomme mannen’ blive lavet i socialrealismens Danmark. Den surrealistiske fabel følger en stakkels mand med Buster Keaton-stenansigt, der havner i en steril parallelversion af Oslo, hvor han føler sig fremmedgjort på de særeste måder.
Momenter af voldelig slapstick tegnsætter den hårfine satire, som lander et frydefuldt sted midt imellem Kaurismäkis minimalisme, Tatis komik og Jean-Pierre Jeunets fantasi. Det er tæt på genialt og under alle omstændigheder fremragende forløst.
Bonusinfo: Jens Liens absurde perle kom (naturligvis?) aldrig i dansk distribution, men den norske dvd-udgivelse er venligt forsynet med både norske og engelske undertekster.
’Salmer fra køkkenet’ (2003)
Poetisk komedie
Hvis norsk film har haft ry for at være befolket af tavse, gamle mænd, der ryger pibe og holder masken selv i de allermest groteske optrin, er det nok Bent Hamers skyld. Den internationalt anerkendte festivaldarling har udviklet sin egen, pertentlige deadpan-stil, der hviler trygt i den pudsige detalje, den slående visuelle idé og det underdrejede, lakoniske lune.
I hans bedste film, ‘Salmer fra køkkenet’, får en aldrende ungkarl sig en uønsket husgæst, da en svensk forsker flytter ind i hans køkken for at kortlægge dagligdagens gænge fra sin tennisdommerstol i hjørnet. Udfaldet er en stilsikker og original komedie, hvis knastørre og fiffige observationshumor rækker endog meget langt.
Bonusinfo: Hamer fik ideen til filmen fra et diagram fra 1955, hvor en masse streger af forskellig tykkelse viser en svensk husmors bevægelsesmønstre over køkkengulvet. Dataene havde en observatør fra det svenske Hemmens Forskningsinstitut indsamlet over seks uger.
’Elling’ (2001)
Socialrealistisk buddyfilm
2000-tallets norske succesbølge, Norwave, blev for alvor skudt fra rampen af ‘Elling’, der i 2001 fik trukket publikumsinteressen for norske film op af ligegyldighedens dynd både ude og hjemme.
Efter to år i galehuset slippes særlingen Elling og hans ven, Kjell Bjarne, løs i den virkelige verden. I Petter Næss’ lune, solidariske instruktion endte det umage par med at genvinde 750.000 landsmænds tillid til den lokale filmindustri.
Desuden opnåede ‘Elling’ uventet kultstatus i de tysktalende lande, ligesom den blev Oscar-nomineret og solgt til remake i Hollywood. Herhjemme købte 37.000 biografgængere billet (cirka 33.000 mere end normalt for en norsk film i Danmark), og historien blev også sat op på Nørrebros Teater med Tommy Kenter og Jesper Asholt i hovedrollerne.
Bonusinfo: Filmen fik to fortsættelser, ’Mors Elling’ og ’Elsk mig i morgen’, som begge kom på dvd i Danmark. Dem kan du roligt springe over.
Læs også: Joachim Triers amerikanske film endelig på trapperne
Læs også: 6 stjerner til ‘Blind’
Læs også: Coster-Waldau brillerer i Erik Poppes ‘A Thousand Times Good Night’