Guide: James Gandolfinis fem bedste filmroller

James Gandolfini er aktuel i ’Enough Said’ , hvor han i den grad viser, at det ikke kun er på tv, han har format. Her er hans mest imponerende præstationer på film.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Den smilende forbryder Virgil i ’True Romance’ (1993)

James Gandolfini stjal en god portion af opmærksomheden i Tony Scotts veloplagte, Tarantino-skrevne ’True Romance’ med sin præstation som mafiabossens undersåt Virgil. Midt i en utraditionel kærlighedshistorie med mord og forbrydelser på stribe banker Gandolfini på en skrupskæv Brad Pitts dør og skræmmer ham fra vid og sans.

Allerede her giver Gandolfini prøver på sin fysiske udstråling, der indbyder til roller som håndlangere og voldsmænd, kombineret med et lille twist af menneskelighed, som gør figuren interessant. Her kommer hårdkogte Virgil til kort over for Patricia Arquettes sukkersøde Alabama. Dog ikke før, end at han får givet hende et ordentligt lag tæsk. At man ikke slår på kvinder, er åbenbart ikke en del af Virgils kodeks.

Læs også: Kom til forpremiere på ‘Enough Said’ med Soundvenue på tirsdag i København og Aarhus

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. En niårigs bedste ven i ’Where the Wild Things Are’ (2009)

På papiret lyder det måske besynderligt, at James Gandolfini spiller et venligt bæst ved navn Carol. Men sådan står det altså til i Spike Jonzes filmatisering af børnebogen ’Where the Wild Things Are’, hvor Gandolfinis stemme giver et animeret troldelignende væsen liv, følelser og humor.

Og selvom Gandolfini kun har stemmen at spille på, viser han nye sider af sit talent i netop denne film. Han har varme og et blødsødent element, og Gandolfini formåede at mumle så nuanceret, at gangster-attituden blev til uimodståeligt barnagtig dumdristighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Den bestemte generalløjtnant George Miller i ’In The Loop’ (2009)

Gandolfini beviser i Armando Ianuccis politiske satire – baseret på hans egen britiske tv-serie ‘The Thick of It’, der siden blev til ’Veep’ i USA – at han absolut har komisk talent, selvom det er sjældent, han har fået lov til at vise det.

»Hør, Tucker. Det kan godt være, du er en skræmmende lille puddelknepper i England, men herovre er du ingenting. Ved du hvad du ligner? En klemt pik. Du har en lille blå blodåre op langs hovedet til tindingen. Se, dér ville jeg skyde kuglen. Men jeg ville være nødt til at gå et skridt tilbage, for du ligner en squiter«, er bare én af replikkerne Gandolfini leverer med fuldkommen overbevisning i rollen som generalløjtnant George Miller, der desperat forsøger at holde rede på USA’s invasion af Irak.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Tv-entusiasten Albert i ’Enough Said’ (2013)

Over for Julia Louis-Dreyfus udfolder Gandolfini sin absolut blødeste side i karrieren. I rollen som Albert – en lidt overvægtig, romantisk tv-entusiast – ligner han den James, man inderst inde håber, han var. Skuespillerens forbløffende gode timing og smittende gode vilje dominerer præstationen i sommerens mest eftertænksomme romantiske komedie.

Gandolfini døde som bekendt sidste år, hvilket jo er helt ubærligt, men i det mindste fik han med ’Enough Said’ mulighed for at vise sig fra en helt anden side end den sædvanligt hårdkogte. Her er han en lun bamse, der ikke ville gøre en flue fortræd. Gandolfini takker af med en film om almindelige mennesker, almindelige følelser og irriterende vaner. Befriende.

Læs også: Kom til forpremiere på ‘Enough Said’ med Soundvenue på tirsdag i København og Aarhus

Læs også: Julia Louis-Dreyfus’ komiske geni i syv etaper

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Den deprimerede gangster i ’Killing Them Softly’ (2012)

Iført farvede brilleglas og alkoholiske forfriskninger i en lind strøm er verdens mest desillusionerede lejemorder, Mickey. Han er blevet hidkaldt af Brad Pitt for at begå et mord, men han når aldrig ud af sin lejlighed. Trods de fysiske begrænsninger ejer Gandolfini scenerne på mesterlig vis.

Hans scener er lange og gennemførte, og man kan ikke andet end at blive tryllebundet af hans deprimerende anekdoter, der naturligvis camoufleres under barskt sprogbrug. Karakterens blanke øjne og tunge vejrtrækning tilføjer filmen en sårbarhed midt i et koldt og kynisk univers skabt af instruktør Andrew Dominik. En foruroligende god præstation, der nok ligger i forlængelse af Tony Soprano på en rigtigt dårlig dag, men alligevel føles knivskarp og frisk.

Læs også: Kom til forpremiere på ‘Enough Said’ med Soundvenue på tirsdag i København og Aarhus

Læs også: Julia Louis-Dreyfus’ komiske geni i syv etaper

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af