Spike Jonze
Med film som ’Adaptation’, ’ Being John Malkovich’ og ’Her’ rykkede Jonze op i den absolutte superliga af indie-instruktører.
Så længe filmene holder den høje Jonze’ske kvalitet, er det næsten helligbrøde at forlange mere, men ville da være fantastisk at kunne grave sig ind i Spikes krøllede hjerne i mere end de to timer, hans film som regel varer.
Jonze har vist sig at være lige dele narrativt opfindsom og visuelt eksperimenterende, og han ville uden tvivl kunne stable en både humoristisk og hjerteskærende tv-serie på benene, som kunne rykke tv-landskabet et nyt sted hen.
Park Chan-wook
Park Chan-wook har studeret filosofi på Sogang Universitet i Seoul, og det er måske derfor heller ikke så mærkeligt, at der ligger et filosofisk lag i alle hans film. I sin anerkendte ’Hævn-trilogi’ – ’Oldboy’, ’Sympathy for Mr. Vengeance’ og ’Lady Vengeance’ – demonstrerer han, at han er mester i at konvertere filosofiske problemstillinger til menneskelige konflikter.
Før i tiden havde Parks forføreriske, brutale fortællinger om menneskelig dekadence nok ikke kunne gøre sig som serie – simpelthen fordi han ofte berører tabuer som incest og pædofili. Men det er anderledes i dag, og Park har allerede vist, at han kan håndtere komplekse fortællinger, hvor vi ser konflikterne fra adskillige vinkler, og intet forbliver sort/hvidt. Det kunne være interessant at se Parks filosofiske tema om hævnens onde spiral få mere plads at sprede sig over.
Sofia Coppola
Mon ikke ’Top of the Lake’-instruktør Jane Campion har banet vejen mod tv-serierne for en instruktør af Sofia Coppolas kaliber?
Francis Ford Coppolas datter har skabt et navn for sig selv med film som ’Lost in Translation’ og ’Somewhere’, følsomme karakterdramaer, der er gennemført filmiske i deres opbygning og æstetik, men hvis sensibilitet med fordel kunne oversættes til tv.
Coppola har et blik for stilheden mellem dialogen, en evne der kan udnyttes til fulde på den lille skærm, hvor dobbelttydig dialog og afrundede karakterer er alfa og omega. Og så ville Coppola formidle et lækkert ungdommeligt univers, som der nok skulle være et publikum til.
David Michôd
Michôd har instrueret et afsnit af den voldsomt undervurderede Laura Dern-serie ’Enlightened’ og er eftersigende også instruktør på et afsnit på den kommende serie ’Flesh and Bone’.
Derudover har han ikke voldsomt meget arbejde under bæltet, hverken i tv- eller filmbranchen. Han udmærkede sig dog som Australiens nye, spændende stemme med krimidramaet ’Animal Kingdom’ fra 2010, hvor han viste, at han kan styre et stort cast med flere store skuespillere. Han er desuden på vej med ’The Rover’, der med Robert Pattinson i hovedrollen har fået meget hype med sig fra festivaler.
Michôd kan, ligesom Jane Campion i ’Top of the Lake’, lave en tv-serie, der tager afsæt i en velkendt ramme, men som vender vrangen ud på formlerne, hvilket netop er, hvad både publikum og producenter higer efter. Han er et af den slags yngre navne, som meget vel kunne lade sig friste af det mere og mere prestigiøse tv-serie-område.
Wes Anderson
Det er ikke kun den overordnede fortælling, der fanger vores opmærksomhed ved serieformatet; Det er lige så meget alt det, der ligger udenom: New York og moden i ’Sex and the City’. De små hverdagsdetaljer bag tremmerne i ’Orange Is the New Black’. Skoven og de skæve karakterer i ’Twin Peaks’. Det er hele universet, der får os tilbage uge efter uge.
Hvis der er én instruktør, der kan skabe et mikrokosmos af farverige dekorationer og originale karakterer, er det selvfølgelig Wes Anderson. Fra ’Rushmore’ til ’The Grand Budapest Hotel’ har vi set, at han kan håndtere et stort ensemble med mange handlingstråde og et helt egensindigt visuelt univers, som man lidt for sjældent ser på tv.
Forestil dig at kunne træde ind i Andersons univers hver uge – med faderkomplekser, splittede familier og alt, hvad det indebærer.
Joachim Trier
Med sine blot to spillefilm – ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’ – har Joachim Trier vist sig som en af Skandinaviens største talenter. Få andre har skildret de overgange, som livet byder på, med samme eksistentielle dybde som Trier. ’Reprise’ er fortællingen om at være ung og have store forventninger til fremtiden, mens ’Oslo, 31. august’ handler om at blive ældre og have lukket dørene til disse drømme og muligheder.
Med sin poetiske dybde og nærværende realisme kan der i høj grad tegnes en linje mellem Triers film og litteraturens store værker. Og er der en visuel fortællerform, der kan fange litteraturens omfang og psykologi, er det netop serieformatet. Hvis den energiske æstetiske leg og de flertydige handlingsspor kunne bibeholdes i serieform, vil det derfor være en fornøjelse at opleve Trier i dette landskab.
Man kunne måske forestille sig en ungdomsserie om generation Y, der vokser op i 90’erne, hvor alt er muligt, blot for at hamre hovedet ind i økonomisk krise og bristende drømme.
Kathryn Bigelow
Moderne amerikansk films godmother, Kathryn Bigelow, står ikke tilbage for de store drenge.
Efter Oscar-sejren med ’The Hurt Locker’ i 2008 fortsatte hun i den realistiske krigsgenre med ’Zero Dark Thirty’. Insisterer hun på at blive i denne boldgade, kunne dette lige så godt ske på tv. Hendes håndholdte og pågående kameraføring ville også se godt ud på en mindre skærm, mens hendes suspenseopbygning ville fungere fremragende i et episodisk format.
Som den vel nok mest mainstream instruktør på denne liste, kunne hun lave noget, der både er intellektuelt stimulerende og en publikumsfavorit fyldt med cliffhangers.
Andrew Dominik
Andrew Dominik er ligesom Michôd fra down under (oprindeligt New Zealand) – der er mange interessante navne fra det store kontinent i disse dage.
Dominik er heller ikke verdens mest produktive instruktør. Han er endnu blot krediteret som instruktør på tre spillefilm, men når en af disse er den fremragende ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’, kan man næsten tilgive det beskedne output.
Dominik mestrer den langsomme, snigende plotudvikling, der lader karaktererne udvikle sig naturligt i stedet for at presse deres udvikling ind i de to timer, filmproducenterne ofte dikterer. Denne kvalitet kunne med fordel oversættes til tv, og Dominik ville kunne levere en serie fuld af visuel prægnans og skævt maskuline karakterer, som vi også så i hans kontemplative gangsterfilm ’Killing Them Softly’.
Lynn Shelton
Sundance-darlingen Lynn Shelton har med sine film ’Humpday’, ’Your Sister’s Sister’ og ’Touchy Feeling’ trukket komediegenren i en menneskelig og realistisk retning. Hun laver arketypiske indie-film, der balancer mellem menneskelig smerte og underspillet humor.
Shelton er født og opvokset i Seattle, og det kan mærkes i hendes film, hvor tåge og skovmandskjorter er faste elementer i billedet. Selvom det kan lyde overfladisk, får Sheltons film dog dybde af den intime tematik og skuespillernes kemi. Hvis ’Girls’ er af og for dem i 20’erne, ville Sheltons serie være for dem i 30’erne.
Shelton har allerede erfaring med serieformatet som instruktør på enkelte afsnit af ’New Girl’ og ’Mad Men’. Hun er derfor ikke fremmed for mediet, og det kunne derfor være interessant at se hendes bearbejdning af romantik og tosomhed. Hendes universer kræver desuden heller ikke det helt store produktionsniveau og vil kunne laves rimeligt low budget.
Derek Cianfrance
Derek Cianfrance brugte, ligesom Nicolas Winding Refn, Ryan Gosling som sin muse i to film, der blev hans internationale gennembrud.
Både ’Blue Valentine’ og ’The Place Beyond the Pines’ var barske undersøgelser af livet og kærlighedens skyggesider, i et filmsprog, var både storladent, kompromisløst og poetisk.
Den emotionelle kompleksitet driver ud af begge film, og det er en kvalitet, der har bedre plads hos HBO og deres tv-konkurrenter end på det store lærred. Ydermere forstår Cianfrance at mikse troværdighed og mystik på en måde, der godt kunne tåle at blive trukket ud over en længerevarende historie med, skal vi sige, en 8-10 afsnit, tak?
Læs også: 10 imaginære super-serier baseret på spillefilm
Læs også: 10 film, vi gerne vil se som tv-serier